1 år

I dag, eller rettere sagt, i aften er det præcis et år siden at mit liv ændrede sig fuldstændigt. Ja, også Larsens (eller skal jeg til at kalde ham 'Hubby' - jeg er jo også en Larsen nu... anyways!) - i dag er det nemlig et år siden at jeg tog til læge med noget helt andet, end det som det kom til at handle om. Jeg havde en tid hos lægen for at få mit andet HPV-stik, og for at høre om det var muligt at få fjernet min 'madonna'. Da sygeplejersken havde stukket mig, spurgte hun ind til hvordan jeg havde det - jeg var ærlig og fortalte om alle de småskavanker jeg syntes jeg rendte rundt med. Hun spurgte ind til flere ting, og endte ud med at spørge om vi ikke liiige skulle teste mig - og bum. Tis i et glas, dryppe dryppe på en test og et "Lisa, der kommer to streger der, jeg er ikke i tvivl" senere. Jeg var gravid. Det er vildt at tænke på at der allerede er gået et år. Jeg savner ikke at være gravid - men jeg nyder at være mor, at være forældre med min skønne mand, at være en lille familie og at se vores skønne barn udvikle sig hele tiden. ♥

Min fødselsberetning

Der har været lidt efterspørgsel, og jeg har også tænkt tanken - men så er det jo lige det der med at finde tiden til at sætte sig ned og skrive. Jeg har besluttet mig for at dele min fødsel med jer her på bloggen. Her goes.

Torsdag d. 11. juli 2013, har vi fået tid på Svangreklinikken til en igangssættelse. Jeg er 38+2 og da jeg forinden har været indlagt med svangerskabsforgiftning, besluttede lægerne sig for, at nu skulle barnet bare ud. Så vi fik en tid. Kl 7.45 skulle vi gå igennem dørene til Svangreklinikken, og så skulle det hele gå løs.

Hele onsdag har jeg det ad helvede til - jeg prøver at fokusere på en masse andet, bl.a gør vi hele hytten ren og får det sidste klar. Jeg gør også meget i at svare på sms-beskeder. Vi havde nemlig fortalt folk at det endte med en igangssættelse, men kun at det blev i den uge, ikke hvilken dag, det holdt vi for os selv - så folk skrev jo hele tiden, og jeg kan næsten forestille mig hvor ærgerlige de har set ud, når jeg så har svaret på deres beskeder, for så var jeg jo ikke i gang med at føde. Så god til at multitaske er jeg heller ikke. Vi får forårsruller til aftensmad, et kæmpe fad har Larsen lavet, nemt og hurtigt. Jeg spiser 2, det er alt hvad jeg kan få ned. Jeg går derefter i seng. Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal forholde mig til det hele, der er en indre uro - nok nærmere almindelig nervøsitet. Så jeg beslutter mig for at prøve at få en god nats søvn, jeg havde nemlig hørt at det skulle være godt at lade op.

Natten går med at jeg er oppe og tisse hver anden time, lige på slaget. Jeg sover helt ad helvede til, for når jeg endelig er kommet op og ud af sengen, har vaklet på toilet, og kommer ind og får lagt det tunge korpus igen, ja, så skal jeg lige finde den helt rigtige sovestilling, og det kan godt tage tid. For ikke at tale om at jeg nåede at vågne rigtigt hver gang, og at nervøsiteten selvfølgelig stadig var der.

Kl. 6 føler jeg at jeg skal tisse, så jeg gør mig mentalt klar til at tage turen endnu engang. Lige som jeg begynder at gøre tegn til at bevæge mig, lyder der et 'klonk'. Jeg undrede mig. Jeg undrede mig rigtig meget. Det føltes mest af alt som om at hun lå derinde og havde lavet det perfekte spark, lige mod mit bækken. Sådan føltes det, og sådan lød det. Jeg kom ud på toilettet, gjorde hvad jeg skulle og gik tilbage i seng. Men uroen tog over, og jeg blev enig med mig selv om, bare at stå op, tage et dejligt varmt bad, og prøve at gøre mig mentalt klar til hvad dagen skulle byde på.

Ca. kl. 6.30 står jeg ud af badet, jeg har fundet tøj frem og går ind og sætter mig på sengen for at tage det på. Da jeg rejser mig for at trække bukserne op, lyder der et plask(!) - jeg kan ikke holde mig, jeg står og tisser på vores fine nyvaskede gulv i soveværelset! - eller, det TROR jeg i hvert fald er det, der sker. For hvad er sandsynligheden lige for at vandet går af sig selv, en times tid inden man skal ind og sættes i gang? Men det er lige præcis det der er sket. Jeg står bare der og siger 'nej, nej, nej, nej' - Larsen kommer ind til mig og står bare og kigger. Han smiler - jeg kan ikke finde ud af om jeg skal grine eller græde. Godt nok har vi været sammen i over 10 år, men at stå der, uden tøj, mega meget gravid og ikke have styr på sin krop - og dens væsker. Det var det eneste jeg kunne tænke på. Han skal da ikke se mig sådan her! Samtidig kunne jeg intet gøre. Jeg stod bare der. Larsen fandt nogle håndklæder, og jeg satte mig på sengen. Fandt noget nyt tøj, og prøvede at tage det på. Da jeg rejser mig, kommer der endnu en skylle. Hvad sker der lige?! Jeg er sikker på at jeg var blevet inkontinent, for i mit hoved går vandet kun én gang, men her væltede det ud af mig, hver gang jeg havde siddet ned.

Jeg gik fra at være i rigtig god tid, til pludselig at føle mig stresset. Med vandet der gik, kom der også nogle voldsomme sammentrækninger i maven på mig. De var ubehagelige, men dog til at klare, hvis jeg prøvede at fokusere på noget andet - bl.a. at huske at trække vejret, det er altid en god ting. Det lykkedes mig at få tøj på, og Larsen fik ringet efter en taxa. Jeg fik flere af de onde sammentrækninger, men der var ikke så meget at gøre, af sted skulle vi jo. Mig som jo ellers havde haft den her forestilling om at vi da lige skulle nå at tage nogle billeder, sidste morgen inden det gik løs, de sidste mavebilleder. Få os en god snak, pjatte, joke, gøre det som vi er bedst til. Det hele blev glemt, jeg skulle bare ned i den taxa, uden ord. Uden billeder. Taxachaufføren var en ældre herre. En rigtig rar mand. Han spurgte til om det var nu, hvortil Larsen svarede at 'ja, vi skal ind og sættes i gang' - min tanke var, 'jamen, det ER jo i gang' - men jeg sagde ingenting. Jeg sad bare deromme på det store læderbetrukne bagsæde, og koncentrerede mig om, IKKE at gøre hele bilen våd. Tankerne kørte omkring, hvad han dog ville sige til, hvis det igen væltede ud af mig, når jeg rejste mig fra bilen. Hvad ville det ikke også koste? Jeg fik en ve i bilen, lige i et sving ind til sygehuset. Pyyyh. Træk vejret, Lisa. Chaufføren havde faktisk ikke fået at vide hvor vi skulle hen, sådan helt præcis med indgang osv. - men jeg er sikker på han har haft turen en del gange, for da vi kører inde på sygehusets område, siger han til Larsen, at han jo bare gik ud fra at det var der vi skulle hen. Og det var rigtig nok. Jeg sagde ikke et ord på turen, som varede 10 minutters tid. Det lod jeg Larsen om. Da vi ankom, turde jeg næsten ikke stå ud af bilen. Men ud skulle jeg jo. Jeg havde klemt sammen hele vejen, og med god virkning, for der var intet i den fine taxa.

7.40 sidder vi og venter på at komme ind på klinikken. Tankerne kører stadig, men bliver afløst af irritation over at vi ikke bare kan komme ind med det samme. Det var jo kun 5 minutter det drejede sig om. Men okay, ingen vidste at vandet var gået og jeg havde veer. Sygeplejersken kommer ud og henter os. Jeg kender hende fra da jeg var indlagt ugen inden. Det er nu rart med et kendt ansigt. Jeg fortæller at jeg altså tror vandet er gået af sig selv. (Jeg tror stadig ikke helt på, at det var det der skete) Hun siger at det jo bare er perfekt. Jeg prøver at være i mit sjove hjørne, og spørger til om de har sådan en knap der kan sætte det hele i gang hjemmefra og på den naturlige måde, sådan når folk kommer ind og skal sættes i gang. Det har de ikke, men hun giver mig ret i, at det da er sjovt at det lige var samme dag.
Vi bliver fulgt ind på en stue, her skal jeg så ligge indtil det bliver tid til at tage på fødegangen. Vi bliver tilbudt noget at drikke, og imens sygeplejersken henter det, og Larsen også lige er ude, lyder der endnu et plask. Come on! Hvor meget vand kan der være! Så står jeg så der igen - og har ingen kontrol. Sygeplejersken kommer tilbage og kigger på mig med et smil - hun må have set rigtig mange grimasser i sin tid - jeg står bare der og ligner nok et temmelig stort spørgsmålstegn. Jeg spørger - 'hvor mange gange kan det vand gå?' - hun griner lidt og beroliger mig med, at der jo er virkelig meget vand derinde, og at barnet spærre for udvejen, så hver gang barnet rykker sig, så kommer der endnu en skylle. Okay, tak så! Så er jeg da med så langt.

Jeg kommer i noget alt for småt sygehustøj, og bliver hjulpet op og ligge i sengen. Her kommer der så en jordemoder og hilser på og fortæller lidt om det hele, og kobler mig til maskinen, så vi kan få kørt en kurve på barnet. Kurven kører i virkelig lang tid, det føltes som evigheder, men sådan er det jo når pigebarnet bare ligger og sover. Jordemoderen er en sjov dame, smider jokes til højre og venstre og driller helt vildt - men vi kan jo tage det. Jeg synes faktisk bare det var hyggeligt. Hun kommer ind et par gange for at trykke lidt på maven, men ikke om det vil vække pigebarnet - jeg prøver at ligge på siden, det hjælper heller ikke, der forsvinder hun bare helt, så om på ryggen igen. Jeg har veer, og de river godt i hele underlivet. Nu er det bestemt ikke for at lyde hardcore, men der går lang tid før det går op for mig, at det er dét der er veer. Jeg troede i lang tid, at det 'bare' var en murren og at de onde veer kom senere. Hver gang jeg har en sammentrækning, koncentrerer jeg mig om at trække vejret godt, og fokuserer på en af de der vand-sprinkler-dimser i loftet. Det fungerer helt fint for mig. Jeg er jo så åbenbart typen der lukker mig inde i mig selv, når jeg får veer. Frem for at ligge og skrige og vride sig. Men hey, det kan jeg sagtens arbejde med, det er det der virker for mig.

Kl. 9.30 kommer jordemoderen og undersøger mig, og hun kan glædeligt melde at nu vil hun ringe ned på fødegangen, for jeg er allerede 5, måske faktisk 6 cm åben. Så nu skal de tage over dernede. Øh, hva?! Ja, og at det jeg tænker som alm. murren, faktisk er veer - og at jeg desuden klarer det rigtig flot. Øh, en gang til? Hva siger du?! Godt så - jeg er faktisk i fuld gang med alt det der fødsels-noget. Nu går det måske lige stærkt nok - men det gør ingen af os noget. Nu vil vi jo bare gerne snart se pigebarnet.

Kl. 9.45 kommer vi ned på fødegangen. Vi møder vores jordemoder for dagen. Sød og rar kvinde. Virkelig. Veerne tager til og gør også mere og mere ondt. Jeg klarer dem med min vejrtrækning og fokus på en ny dims i loftet. Jordemoderen spørger til om jeg vil have noget smertestillende. Jeg er i tvivl om hun mener epiduralblokaden, eller bare et par panodiler, så jeg kan ikke rigtig give noget svar. Efter en 5-10 minutter, vælger jeg dog alligevel at sige ja tak - men der kan hun så informere om at den egentligt ikke vil gøre nogen gavn, for den vil ikke hjælpe på de presseveer, som langsomt tager til. Så ingen blokade til mig. De måler pigebarnet ved hjælp af en dims de har sat i hovedet på hende. Den dims skal blive siddende, så da jeg skal på toilet, er det med ledninger og en skærm på hjul, med mig. Det går stærkt det hele. Veerne tager til og jeg får pressetrang.

Omkring kl. 12 går det hele i stå. Fuldstændig. Helt og aldeles. Okay, ikke helt, men veerne aftager og de få presseveer jeg får, er ikke lange nok til at jeg kan reagere ordenligt på dem. Jeg får at vide at jeg ikke må presse, når de er så korte, for det vil stresse pigebarnet. Prøv lige at lade være at presse med, når der er en presseve - det er ikke helt let.
Jordemoderen taler med sine kollegaer, og det bliver besluttet at jeg skal have vedrop. Nu går tiden rigtig langsomt - droppet bliver øget og øget i de intervaller det nu må og ikke en dyt sker der. Jo jeg får da veer igen, men stadig ikke noget der kan gøre noget godt for nogen. Men de gør ondt! Jeg kommer ud på gulvet og stå, men det kan jeg ikke holde ud, det gør simpelthen for ondt i mine små fede ben. Jeg prøver også at ligge på knæ på sengen, men det hjalp heller ingen ting - jeg kunne ikke holde ud at ligge sådan i særlig lang tid. Mine ben krampede og knæene gjorde ondt. Tilbage på ryggen med mig.

Omkring kl. 14.30 øges droppet en sidste gang. Nu er der kommet skub i sagerne. Jordemoderen siger at nu skulle jeg altså snart føde, jeg skal have født inden vagtskifte, for hun vil ikke give 'æren' til en anden. De har humor de jordemødre. Jeg spurgte hvornår der var vagtskifte og hun siger 15.30. Det passer mig helt fint, for så har jeg noget at gå efter. Om en time så er hun ude. Det er en aftale. Der bliver taget en blodprøve af lillepigens hoved. Alt ser fint ud. Jeg presser ved presseveerne, og det er hårdt! Larsen holder mit ene ben og en medicinstuderende, der gerne ville se en fødsel, holder det andet, da jeg får lov at presse. Det hjalp mig rigtig meget, for så kunne jeg fokusere på at presse igennem. Presseveerne er der i stor stil, og jeg presser og presser, men der sker stadig ikke det store. Det er lidt som om hun 'smutter tilbage' mellem hver ve. Indimellem får jeg krampe i benene, men så var den medicinstuderende super sød til at give lidt massage.
Efter en halv time bliver der igen taget en blodprøve, og denne er vidst ikke helt tilfredsstillende, for i hvert fald, så vælger de at nu skal der ske noget. Der bliver kaldt en læge og det bliver besluttet at lillepigen skal ud ved hjælp af sugekop. Samtidig er der ved at være vagtskifte, og der er derfor rigtig mange inde på vores stue. Dobbelt op af jordmødre, assistenter og også et par læger. Alle sammen for at hjælpe til.

Lægen forklarer hvordan og hvorledes det kommer til at ske, og hun fortæller at nu vil hun sætte sugekoppen på. Hele vejen igennem har jeg været rolig og nogenlunde fattet. Jeg har da brokket mig lidt, men ikke skregen i vilde sky eller været hysterisk. Under veerne har jeg lukket alt ude, og koncentreret mig om at trække vejret. De minutter her er lidt tågede for mig. Da lægen begynder at 'rode' dernede, gør det ubeskriveligt ondt. Jeg er nødt til bare at give slip, læne mig tilbage, lukke øjnene og skrige. På et splitsekund er smerten væk, og da jeg åbner øjnene ser jeg mit barn - hun er ude. Larsen siger jeg havde det vildeste blik og et mærkeligt ansigtsudtryk, da jeg så hende. Det tror jeg pokker, for jeg var faktisk chokeret. Jeg troede at det var da hun satte sugekoppen på, at det gjorde så forbandet ondt. At hun rodede rundt med begge sine arme helt oppe i mig, men nej. Det viser sig så, at jeg faktisk slet ikke mærkede det som sådan. Fik en presseve, sagde jeg blev nødt til at presse. Pressede og imens hjalp de lillepigen ud - det var dét der var smertehelvedet, og dét der fik mig til at skrige. Derfor så jeg nok temmelig forvirret ud - jeg var slet ikke klar på at det var nu, og at det var derfor det havde gjort ondt.

Kl. 15.21 kom vores datter til verden med hjælp fra sugekop. Stjernekigger og med navlestrengen en gang løst rundt om halsen. Men hun skreg som hun skulle og hun kom op til mig med det samme. Nårh jah, og så nåede vi det jo lige inden vagtskifte. Ha ha. Det første kig på hende, var ikke særlig kønt - helt mast sammen og med fosterfedt på sig. Har nu aldrig syntes at nyfødte var kønne, og det var Marie Sofie altså heller ikke lige da hun kom ud. Men det kom hun hurtig efter, da hun 'rettede' sig ud. 3400 gram og 52 cm lang - vi er blevet forældre til en sund og rask lille pige.

Fødslen gik rigtig godt, hele dagen tog vi det stille og roligt og der var ingen dramatik. Dramaet kom efter fødslen, hvor der var en del bøvl med mig. Jeg tabte meget blod efter fødslen, og måtte en tur på operationsstuen, for lige at blive tjekket. Det var så voldsomt at da det begynder at vælte ud med blod for 3. gang, så vælger jordemoderen at hoppe op i sengen til mig, og sætte sig på mig og holde et fast tryk på min mave, sådan som man ser det i alle de der amerikanske skadestue-serier. Der sad hun så, fra fødestuen og ned til operationsstuen - folk kiggede da også lidt, da vi kom kørende i sengen - meget alvorligt, men alligevel var jeg nødt til at grine lidt. Netop fordi jeg kom til at tænke på dårlige amerikanske serier.

Selvom jeg ikke fik epiduralblokaden, så slap jeg ikke for at blive stukket i ryggen. Nede på operationsstuen skulle jeg nemlig bedøves, og det var med en nål der går længere ind i ryggen end epiduralblokaden. AV siger jeg bare, især fordi hende der stak, vidst ikke helt havde taget på det. Heldigvis tog en mere erfaren herre over og det lykkedes at få gjort mig følelsesløs fra maven og ned. De fandt aldrig ud af hvad der havde skyldtes al den blødning, men det stoppede, og alt så ud som det skulle. Grundet min svangerskabsforgiftning var vi indlagt weekenden over. Heldigvis var Larsen medindlagt, og vi fik enestue. Så det var ikke så slemt. ♥

Velkommen til Marie Sofie

Torsdag d. 11. juli kl. 15.21 kom vores skønne datter til verden. 3400 gram og 52 cm - helt igennem perfekt. 

Vi nyder babyboblen og vores barn i fulde drag og synes at de første 14 dages tid er gået helt vildt stærkt. Hun er dejlig nem og rolig, spiser godt, sover godt og er bare en fornøjelse at være sammen med. Det er selvfølgelig også derfor at her er så stille herinde - men det passer altså, det der med at man kan bruge dag ud og dag ind på at 'glo på baby'. ♥

Gratis baby-kasser

I dag sendte jeg Larsen og svigerfar ud efter de gratis-kasser jeg havde bestilt - de skulle alligevel ud efter nogle småting, såsom gardiner til børneværelset og soveværelset. Og så bad jeg dem også lige om at tage 4-hjulstrækkeren med hjem, den stod alligevel bare og ventede på os. Planen var egentligt at det var noget Larsen og jeg skulle bruge en dag på, her i starten af hans ferie, med at få hentet de sidste ting hjem. Men efter min indlæggelse og så lige det faktum at jeg intet kan, så droppede vi den plan, men så er det kun dejligt at man kan ty til forældre. Barnevognen blev hentet og den er SÅ fin! Måske den skal have et indlæg for sig selv - lige så vel som alle de hylder vi har fået hængt op i dag også skal fylde i et andet indlæg. Det jeg vil vise jer i dette indlæg, er nemlig de gratis-kasser jeg fik hjem. Jeg havde bestilt kasserne fra Rema1000, Babysam og Libero - den opmærksomme vil lægge mærke til at der er to fra Libero, men det er deres fejl, de sendte mig nemlig to gavebevis, og ja, så har jeg altså bare udnyttet det.

I kassen fra Babysam kunne man også få en blespand med, men den har vi fravalgt, da vi simpelthen ikke kan se det geniale i dem. Og så stor en herskabsvilla bor vi heller ikke i, at vi ikke lige så godt bare kan smide bleen i skraldespanden. Jeg synes faktisk det er nogle helt okay ting man får, når man tænker på at det er gratis - og det står jo en frit for om man vil benytte sig af tilbudene. ♥

Min graviditet // Svangerskabsforgiftning

Jeg fik ikke lov at slippe. Her på falderebet skulle der lige komme endnu en gene til. Denne gang en temmelig alvorlig en af slagsen, hvilket også har været skyld i mit fravær her på bloggen.

Onsdag i sidste uge var jeg ved min egen læge, som jeg jo også nåede at få fortalt lidt om. Torsdag tog vi så ind på OUH til samtalen med special-lægen, vi nåede ikke langt i fødselsplanen, faktisk kom vi slet ikke i gang, for efter 2 målinger af mit blodtryk, blev jeg sendt op på Svangreklinikken for at blive indlagt. Skyhøjt blodtryk, væske alle steder, vejrtrækningsbesvær osv. gjorde at de ville tjekke mig. Som sagt så gjort, urinprøve og blodprøver viste tydeligt at jeg rendte rundt med svangerskabsforgiftning. Noget der faktisk kom som et chok for mig, for jeg troede ærlig talt at mine gener 'bare' var en del af graviditeten - havde ikke følt mig syg og dårlig på den måde. Derfor var dagene efterfølgende også meget frustrerende, for selvom de forskellige tal blev bedre, så havde jeg ikke den der følelse af, at jeg havde fået det bedre - igen, jeg anede jo slet ikke jeg var syg. 

Der blev kæmpet en kamp for at få styr på mit høje blodtryk, medicin blev givet - også for meget, hvilket resulterede i at det styrtdykkede fredag formiddag og jeg blev rigtig dårlig. Der kom heldigvis hurtig styr på det igen, og der blev lagt en stram plan over, hvor meget jeg måtte få af det forskellige. Dagene efter stod på daglige urinprøver og blodprøver. Blodtrykket er også blevet målt flittigt og indimellem blev der kørt en kurve på Baby M, men hun har heldigvis ikke lidt nogen last, hun har det helt perfekt.

I tirsdags ved stuegang fik jeg den kedelige besked. "Vi vil gerne beholde dig, indtil du har født" Bum. Det var jeg ikke helt glad ved, for allerede efter et døgns tid havde jeg voldsom hjemve og ville bare gerne væk derfra. Så at have udsigt til mange flere dage på den kedelige stue, uden noget at tage sig til, og med en uvished om hvor lang tid der egentligt ville være tale om, slog mig ud. Der var intet at gøre ved det, end at høre efter. Og det er da også det rigtige sted at være, hvis der skulle blive noget. Men øv, hvor jeg syntes det var en træls besked. Især fordi hende jeg lå på stue med, fik lov at tage hjem dagen efter. Til stuegang i dag, ville en ny læge gerne tale med mig. Jeg havde fået at vide at det skulle handle om igangsættelse, så det var egentligt hvad jeg forventede - men der blev jeg snydt. Det var som nævnt ikke den samme læge som den anden dag, hende her havde helt andre planer med mig. Alle prøverne så nemlig flotte og stabile ud, så hun så faktisk ingen grund til at jeg lå og optog en seng på afdelingen. Hun ville gerne udskrive mig. Selvfølgelig med aftale om at jeg forsat målte mit blodtryk, tog medicinen og at jeg kom ind til kontrol på mandag. Men hun ville udskrive mig - forestil jer lige glæden i mit ansigt, da hun sagde det. Som hun så fint sagde, så har de jo altid åbent hos dem, hvis der skulle blive noget, og så langt væk fra sygehuset bor vi heldigvis heller ikke. Hun nævnte at de ville 'tage mig op' på deres konference i eftermiddags, hvor de ville tale om igangsættelse og finde en dato, men om jeg ville vente på at høre om det, eller bare ville få det at vide, når jeg kom mandag, var helt op til mig. Jeg tror jeg var sådan ca. 10 minutter om at pakke alle mine ting, og så sagde jeg ellers farvel til stue 5 og afdelingen for nu. 

Så nu er jeg hjemme. Hvilken befrielse. Jeg vil gerne være ærlig at sige, at det var svært for mig at acceptere tanken om, ikke at være hjemme mere, før efter det var med Baby M. Selvfølgelig ville Larsen have styr på det hele herhjemme, det er der ingen tvivl om. Men ikke at kunne være hjemme i vante omgivelser og sætte sig til at tænke store tanker om hvordan det hele bliver osv. - det var svært at acceptere. Så jeg er bare glad for at være hjemme, også selvom jeg ikke må røre en finger. Heldigvis har Larsen ferie, så han er her til at tage sig af det hele. I næste uge hedder det igangsættelse, det er en virkelig mærkelig og surrealistisk følelse at sidde med, men er ikke i tvivl om at det nok skal gå helt fint. Så i næste uge bliver Larsen far, jeg bliver mor, vi bliver forældre. ♥

En dag på OUH

I går blev det meste af dagen brugt på sygehuset, ikke noget galt, jeg havde bare en del aftaler der. Først en scanning kl. 13.30, så en samtale med en læge efterfølgende og kl 16 var der så fødsels- og forældreforberedelse. Dovenskaben - og skavankerne gjorde at jeg besluttede mig for ikke at tage hjem i mellemtiden, for så var jeg da sikker på at jeg ikke kom af sted igen. Jeg håbede lidt på at det ville gå som det plejer, at der var forsinkelse til at komme ind til både scanning og lægesamtalen, for så ville der gå lidt tid med det, men nej nej. Lige i går kom jeg ind til tiden, og endda før tid til lægesamtalen. Og da det ikke var den læge jeg egentligt skulle tale med der var der, var jeg ude efter 5 minutter igen. Øv altså.

Scanningen gik fint, Baby M ligger åbenbart under gennemsnittet, men stadig hvad der er tilladt indenfor normalen. Hun ligger 12% under gennemsnittet og jeg fik fortalt at det 'tilladte' er op til 15%. Den estimerede vægt blev til 2458 g - og jordemoderen mente at hvis det forsatte sådan, så ville hun nok være omkring de 3200 g til termin. Så ikke nogen kæmpe-baby her, hvis de altså får ret.

Lægesamtalen skulle egentligt have været en fødselsplanlægning med en special-læge, pga. mit høje BMI, men hun var slet ikke til stede, så den rare læge der tog mig ind, kunne kun spørge ind til om jeg havde nogle spørgsmål, og da jeg ikke havde det, var jeg hurtigt ude igen. Vi fik dog fastlagt at jeg i morgen torsdag, skal komme ind og få lagt den fødselsplan med special-lægen, så det er hvad dagen byder på i morgen. Hvad det helt præcist kommer til at gå ud på, det ved jeg faktisk ikke. Jeg er ikke interesseret i at lægge en fast plan for hvordan jeg gerne vil have fødslen går osv. da det vil være spild af tanker. Tænk at gå og nærmest forvente at det bliver som man planlægger det, og så det bare ikke sker - hvilken skuffelse det ikke må være. Næh, så hellere bare tage det som det kommer. Men måske det lige så meget er en plan for, hvad de gør og kan risikere at gøre ved mig på fødegangen. Nu får vi at se.

Fødsels- og forældreforberedelsen gik også fint. Vi fik flere ting at vide, både ting vi vidste, men også nye oplysninger. F.eks. var det nyt for mig at, fordi mit BMI er som det er, så bliver jeg senest sat i gang i uge 41+0 hvis ikke jeg har født der, så maks en uge over tid. Igen pga. BMI'en får jeg også lagt en epiduralblokade forholdsvis tidligt i fødselsforløbet. Vi fik også lov at lege lidt med en minibaby og et minibækken, og set på en masse udstyr, bl.a. epidural-sonden, nåle osv.

Jeg var hårdt ramt af plukkeveer i går, jeg har aldrig prøvet noget lignende, bare det at lægge sig op på briksen til scanningen udløste en plukkeve. Så det var godt at jeg bare blev på sygehuset i ventetiden, for jeg havde da ikke holdt til at tage frem og tilbage igen. Tiden brugte jeg på at sidde og slappe helt af, tale lidt i telefon med min mor, og så gik jeg i cafeteriaet for at få lidt mad. Jeg købte mig en stor sandwich, med lovning på der ikke var gulerod i lige præcis den variant, jeg er nemlig allergisk over for gulerod, så det ville have været gået helt galt, hvis jeg havde spist det. Jeg fik betalt, og sat mig godt til rette. Inden jeg pakkede den ud, tænkte jeg at jeg lige ville tage et ekstra kig på den sandwich der, og der, lige i hjørnet lå de fineste orange stykker gulerod. Op med mig igen og sige det som det er, at jeg er allergisk og ikke må spise noget med rå gulerod i. Den søde dame havde det rigtig skidt med det hele, for hun mente bestemt ikke at der plejede at være gulerod i den slags sandwich. Kokken kunne berette om at det var blandet i al salaten, så jeg kunne altså ikke få nogen sandwich den dag. Nåh, men så tænkte jeg at jeg da godt kunne spise en fransk hotdog, men de var så ikke klar. Det blev til at jeg valgte mig en ostemad, som næsten kostede det samme som sandwichen. Den søde dame forbarmede sig over mig og sagde at jeg gerne måtte tage en rugbrødsmad også, når nu hun havde 'bildt' mig noget forkert ind. Så lidt fik jeg da at spise - og inden jeg så mig om, var kl. lidt i 16.

Larsen tog også turen frem og tilbage mellem OUH i går, han var nemlig på job, men fik lov at gå så han kunne komme med til scanningen, så tilbage på job og så havde han fri kl. 16, så han kom også og deltog i forberedelsen. Den sidste ting på dagens aftale-liste blev tjekket af, og kl. 17.45 kunne vi tage hjem. Jeg var stadig hårdt ramt af plukkeveer, men det lykkedes mig at cykle hjem, kun med lidt smerter. Da vi kom hjem var jeg fuldstændig brugt, det samme var mine fødder - for at sige det mildt. Så det var ned at ligge og op med fødderne i det sekund, vi kom hjem.

I dag har jeg været ved min egen læge, 3. graviditetsundersøgelse, som jeg egentligt havde droppet sidst jeg havde tid, men nu var jeg simpelthen nødt til lige at få tjekket lidt op på ben, fødder, hænder og alle de andre skavanker. Mit blodtryk var temmelig højt, og alle de andre ting jeg også går og døjer med, tyder desværre på at jeg er lidt af en tiggende bombe når det kommer til svangerskabsforgiftning. Jeg fik en lille seddel med 4 symptomer som jeg skal være obs på, får jeg bare én af dem, så skal vi ringe til fødegangen med det samme. Pyh, det var noget af en information at få, jeg troede jo sådan set bare at det jeg rendte rundt med var en del af graviditeten, det er det selvfølgelig også, men jeg tænkte det ikke som noget så alvorligt som en evt. svangerskabsforgiftning. Nu håber vi bare på at jeg ikke får yderligere problemer, og at jeg kan undgå at skulle igennem en forgiftning også. Min egen læge ringede til fødegangen imens jeg var der for at rådføre sig, og ingen af dem så nogen grund til at indlægge mig akut, bare jeg huskede at være obs på de symptomer jeg fik at vide og så fik en snak med special-lægen om det i morgen også. Så jeg behøver vidst ikke at sige at jeg har grædt i dag, af frustration og af chok over hvor slemt det egentligt står til med min krop og jeg. Jeg har hele tiden syntes at det har været noget lort, men jeg har bidt det i mig, igen med tanke på at 'sådan er der bare nogle der har det'. Tankerne flyver rundt og nu er jeg bare rigtigt spændt på, hvad mødet i morgen vil bringe med sig. ♥

Cravings

Jeg er ikke sluppet helt uden om at have cravings for visse ting, her i min graviditet - dog har det ikke været noget vildt og voldsomt, og jeg har næsten altid sørget for at have det hjemme i de perioder, hvor jeg nu har haft lyst til noget særligt. Ikke noget med drueagurker direkte fra glas, eller andre 'typiske' ting, som man hører om. De første uger hed det, ting der knaser - knækbrød, chips, ristet brød. Ting jeg slet ikke kunne få ned, ej heller turde tænke på, var alle former for æg og makrel i tomat. To ting jeg ellers spiser ivrigt. Men det var nok også lige så meget på grund af kvalmen. Især de franske kartofler, var og er et hit, dejlige salte chips - jeg har ellers aldrig brudt mig særlig meget om almindelige chips med salt, syntes de har været kedelige, der skulle noget smag til - men nu, nu er det de eneste jeg har allermest lyst til, hvis jeg er i chipshumør.
Her sidst i graviditeten, og heldigvis fordi det jo nu også er sommer - siger kalenderen i hvert fald, så er min craving faldet på vandmelon. Åh, jeg kan hurtig få sat sådan en melon til livs. Det eneste trælse ved at det lige er en vandmelon, som jeg lyster er, at man aldrig kan se hvordan de ser ud indeni inden man køber den. I kan nok godt forestille jer, skuffelsen i mit ansigt, når man kommer hjem med sådan en der lyder og ser god ud udenpå, men som så ikke er særlig moden og bare smager af vand. Altså, jo jo, vandmelon, men de må gerne have den der sommerlige sødme i smagen. Men jeg skal nu nok få spist den alligevel. En anden ting der også sniger sig ind under min cravings-kategori, er danske jordbær. Især dem der bare er super søde - og ikke som dem jeg sidst købte, der virkelig var syrlige. Ikke fedt.

Jeg har endnu ikke 'udnyttet' graviditeten, til at få lokket Larsen til at hente hvad jeg lystede kl. lort om natten - det tætteste vi kommer er, at han har været sød at lave ting til mig, hvis jeg har haft lyst - og så gik vi en aften omkring midnat på tanken, fordi jeg havde lyst til chokolade. Det er vidst det 'vildeste' vi (endnu) har oplevet i forbindelse med cravings. ♥

Opdatering // en måned til termin

 

Jeg er i live. I den forstand at hjertet banker, der er en puls og blodet strømmer gennem mine årer. Men så er det vidst også det. Mit liv for tiden, eller mangel på samme består af at sove en time ad gangen om natten, hvis jeg er heldig, for så skal jeg op og tømme blæren. Når Larsen står op om morgenen, ruller jeg ind midt i sengen og prøver så vidt muligt at få noget mere og ordenlig søvn. Gerne med altandøren åben, så jeg kan blive slået ud af den friske luft. Her ligger jeg så, dag ud og dag ind. Er måske lige oppe for at spise og måske ender jeg endda også inde på sofaen, ikke med min gode vilje, men for forandringens skyld. Vores sofa er lav, meget lav, så det at komme op fra den er en kamp, også selvom jeg bare sætter mig på kanten med puder i ryggen. Mine knæ er tæt på at stå af, de knaser så underligt hver gang jeg rejser mig fra lave sæder. Og gør ondt. Fødder, ben og hænder gør også ondt, de er så væskefyldte efterhånden at de mest af alt føltes som balloner der ikke kan strækkes mere og er ved at springe. Mine ben ligner noget der er løgn, især der hvor jeg har ar, arrene giver sig jo ikke, bare fordi resten af kroppen bliver fyldt med væske. Det ser alt for mærkeligt ud.

Jeg er kronisk træt, led og også rigtig ked af at være mig nu. Vægten stiger stødt i denne tid og min hjerne kan ikke følge med. Det kan mine led heller ikke. Jeg har ondt over alt, og jeg er opgivende. Ikke en gang en tur over for at handle på 800 meter kan jeg klare - jeg gør dog forsøget indimellem, men jeg bøder for det. Jeg klarer med nød og næppe de læge- og sygehusbesøg jeg skal til, men så bøder jeg også for det i 4 dage efter. Jeg har konstant murren i underlivet og hele vejen rundt, ikke så mærkeligt, det hele er vel ved at forberede sig til hvad der skal ske, men det er ubehageligt og ikke til at holde ud.

Jeg ved godt at det er det hele værd, at det sikkert er glemt når vi har vores barn hos os og at det jo desværre kan være hvad der følger med en graviditet - men intet af det ændrer på hvad det gør ved min krop og min psyke lige nu. Det er hårdt og det er ikke til at holde ud. Faktisk vil jeg gå så langt som at kalde det for den rene elendighed, her i slutfasen. Når folk spørger ind til hvordan det går, har jeg lyst til at skrige dem ind i hovedet af ren og skær frustration, sætte mig ned og tudbrøle, i stedet tager jeg min maske på og siger at det går godt, men at det da er hårdt. Jeg vil nemlig heller ikke have at folk skal have ondt af mig. Jeg vil bare gerne (endnu engang) lade folk vide, at det er altså ikke altid lige lyserødt at være gravid, især ikke som meget overvægtig.

Der er ikke længe til termin nu, så det er til at se en ende på det hele - trods alt. Jeg glæder mig til at få min krop tilbage, til at kunne gå i gang med at styrke den og forhåbentligt slippe af med alle de skavanker jeg render rundt med nu. I mit hoved forsvinder de alle i det sekund jeg har født, men sådan er virkeligheden desværre nok ikke, der skal med garanti benhårdt arbejde til. Noget jeg er mere end klar på nu - lad os håbe at den følelse holder ved, også med en lille ny i familien. ♥

Min graviditet

Det kommer ikke bag på jer der har fulgt bloggen noget tid, at min graviditet ikke har været den nemmeste. Her har været en del brok, især i starten - det indrømmer jeg gerne. Det er måske ikke det smarteste at lægge ud med et ekstremt negativt ladet indlæg, når det samtidig er i det indlæg man vælger at offentliggøre graviditeten, men det var den beslutning jeg tog. Det har jeg også hørt for. Men sådan er det - jeg stod, og står stadig, i en helt ny situation som jeg aldrig har prøvet før. Så derfor har der også været mange frustrationer - og med bloggen som mit fristed, så er det også her at det kommer ud.

Jeg har længe gået og overvejet at lave en form for 'opsamling' på min graviditet - ikke så meget for jer læseres skyld, men måske mere for min egen. Spørgsmålet er om det så er noget der skal udgives her. Men måske der sidder en enkel derude, der godt kunne være interesseret.

Da Larsen og jeg besluttede os for at jeg skulle droppe p-pillerne, var det med, nærmest en form for forventning om, at det med at blive gravid nok godt kunne komme til at tage noget tid - især pga. min overvægt. Derfor var planen også at begynde på en helt ny livsstil, en sundere en af slagsen, hvor jeg forhåbentligt kunne tabe en masse, så min krop var 'egnet' til at skulle bære på et barn. Det nåede jeg så ikke lige, der gik nemlig ikke meget mere end et par måneder før jeg åbenbart var blevet gravid - og lad os bare være ærlige, det er ikke ligefrem 40+ kg at man kan nå at smide på den tid. Jeg havde ikke engang nået at vænne mig til tanken om den nye livsstil, for jeg var jo blevet rigtig dårlig - allerede inden vi vidste at det var graviditetens skyld. Så det med den sunde og stramme livsstil blev hurtigt droppet, til fordel for at det jeg havde lyst til og kunne holde nede, det var hvad jeg tillod mig at spise.

De første 13 ugers tid led jeg af ekstrem kvalme, som sagt, faktisk allerede inden vi vidste det var graviditeten det skyldtes. De første uger havde jeg ekstreme mavesmerter, smerter der gjorde at jeg flere gange om natten, faldt sammen hvis jeg havde været oppe og havde voldsomme kramper. Jeg var alt andet end sammenhængende, og kunne ikke overskue noget som helst. Samme dag som jeg var ved læge, med noget helt andet, havde jeg tænkt mig at nævne det for lægen, for der måtte da være noget galt. Men inden jeg overhovedet kom ind til lægen, var jeg forbi sygeplejersken for at få min 2. HPV, og jeg nævnte bare hvordan jeg havde haft det de seneste 14 dage - hun mente vi skulle prøve at teste, nu hvor jeg jo ikke var på pillen. Ja, ja, tænkte jeg. Lad os bare gøre det. Min hjerne sagde mig at når man havde været på p-piller i lige knap 10 år, så skulle alle de stoffer lige ud af kroppen først, desuden var jeg overvægtig, ergo kunne det jo også have en betydning - men næh nej, næsten inden sygeplejersken havde dryppet min sparsomme urin på testen sagde hun, at der - der kom to streger, det var hun sikker på. Hun fik ret - 2 meget tydelige streger. Så var der jo pludselig en lille smule mening med galskaben - noget af det i hvert fald. Lægen kunne ikke give svar på hvorfor jeg krampede osv. men talte med store ord om, at skulle det ske igen, så var det at ringe efter en ambulance. Det er heldigvis ikke sket siden.

Nåh, men som nævnt, hele første trimester var et helvede med ekstrem kvalme og madlede - nogle dage kom det hele op igen, men det var heldigvis ikke så tit. Jeg tabte mig helt vildt, og det var til glæde for den tykke pige i mig - dog gik det til sidst lige stærkt nok. Enden på første trimester kom, og det er ikke engang løgn, når man rundt omkring kan læse at kvalme osv. forsvinder som dug for solen - det skete også hos mig. Dog var jeg begyndt at få ondt i lænden. Et smut til lægen bekræftede mig i mine tanker omkring begyndende bækkenløsning. Hele første trimester var jeg sygemeldt med den invaliderende kvalme, så da den forsvandt glædede jeg mig til at komme tilbage på job, men det skulle så ikke ske. Lægen vurderede at jeg skulle prøve hvor meget jeg kunne holde til, hvor mange vagter jeg ville kunne tage med den begyndende bækkenløsning, chefen var dog ikke af samme holdning. Jeg skulle gå hjem, passe på mig selv og begynde at vænne mig til tanken om at jeg skulle være mor. Bum. Det var måske egentligt meget godt, for siden hen er det jo kun blevet værre med bækken osv. Det resulterede også i en fuld sygemelding fra lægens side - indtil jeg har født. Må jeg lige tilføje at det er noget af en kamel at sluge, når man har vidst man var gravid siden uge 5. Så er en sygemelding en hel graviditet igennem altså voldsomt! Men sådan blev det. 

2. trimester var faktisk ikke så slemt, igen passer det meget godt hvad der står de forskellige steder, at man har det 'lettest' der - det passede i hvert fald på mig. Jo jo, jeg var da stadig plagede af de samme ting, men jeg lærte at begå mig med bækkenløsning og tage mine forholdsregler, og gør man det, så kan man godt fungere. Gennem hele graviditeten og stadigvæk er der dog mange andre gener, store som små.
Styrtende blodnæse, blødende tandkød, ekstremt ømme bryster, kedeligt hår, pubertets-hud, sved-lugten, kropsbehåring de mærkeligste steder, vejrtrækningsbesvær, for ikke at tale om halsbranden - den er næsten den værste i min bog. Okay, væsken i kroppen er heller ikke det sjoveste, ben og fødder er værst ramt - især når det er varmt i vejret - det er de rene betonklodser. Mine hænder er ramt af følelsesforstyrrelser, karpaltunnelsyndrom, som de så fint kalder det. Det var værst i højre hånd i starten, nu er det forsvundet lidt, men tilgengæld er venstre hånd, håndled og faktisk hele underarmen hårdt ramt. Det føltes som en muskel der ikke kan strække sig. Det hele skulle efter sigende forsvinde når man har født - i behøver ikke spørge om jeg glæder mig.

Min overvægt hjælper slet heller ikke på graviditeten. Nu her hvor jeg er 34 uger henne og hvor det hele er vokset, kan jeg godt mærke at muskler, led og hud tager skade. Det bliver tungere og tungere at bære, og så er 6 uger til termin altså lang tid, når man hverken kan vende sig i sengen, bukke sig ned eller bare rejse sig fra sofaen uden det gør ondt minimum 3 steder. Noget af det værste, er de smerter der er kommet til de seneste par dage. De føltes som menstruationssmerter, der hvor man går og venter på at det kommer - på at 'proppen springer' - ja, hvis man ganger det med 5-10 stykker, så er det sådan jeg har haft det de sidste par dage. En konstant murren i underlivet, med en følelse af at jeg snart sprænger, fordi hverken flæsket, musklerne eller huden kan holde til det. Det er næsten ikke til at holde ud. Jeg er godt klar over at jeg ikke er den eneste der oplever at det er tungt, sidst i graviditeten, men hvis man lige lægger mine i forvejen 40+ kg for meget oven i, ja, så er det altså pænt tungt at bære rundt på det hele.

Jeg har taget en beslutning, og ja, den holder ved, selvom den er taget nu hvor jeg føler mig allerdårligst - det skal den! Hvis jeg nogensinde skal være gravid igen, så skal jeg være i form - jeg skal ikke være svært overvægtig. Min krop kan simpelthen ikke holde til at være gravid, og jeg nægter at byde den samme omgang som jeg har været igennem her. Sådan er det bare. Jeg gruer for de sidste uger nu her, for det går stærkt i de dage her, med nye generende ting. Det er en kamp for mig, bare at komme ud af sengen - bare det at stå oprejst i mere end 5 minutter. For at have det nogenlunde skal jeg ligge ned, helst på en af siderne og med en arm over hovedet, så jeg kan få vejret - som sagt, så presser det hele på.

Jeg glæder mig til igen at kunne komme rundt, at kunne klare dagligdagens gøremål. Jeg glæder mig til ikke at have ondt alle steder, og til ikke at skulle planlægge min dag efter hvornår på dagen jeg har færrest smerter. Jeg glæder mig til at kunne komme i gang med det vægttab jeg længe har drømt om, og forhåbentligt komme i meget bedre form. Men mest af alt glæder jeg mig til at møde vores datter - se hende, holde om hende og elske hende ubetinget. ♥

Tak, hvis du læste med så langt.

33 uger og nye tigerstriber

I dag har jeg ramt 33 uger - der er derfor kun 7 uger til termin. Det er en lidt surrealistisk tanke faktisk. At om 7 uger, sådan plus minus, så er hun her. Men vi er faktisk klar, der er nogle enkelte småting der mangler, men ikke noget der ikke kan skaffes på kort tid. Selv vores barnevogn står klar til afhentning, påtænker at vi henter den en af de første dage i juli, når Larsen har fået ferie. Vi bor dejlig tæt på, så det bliver bare en god gåtur.

Til morgen lagde jeg mærke til, at der er kommet nye tigerstriber til. Men hun har sørme også haft en fest i nat, mon det har en sammenhæng?
En 'gene' jeg ikke tager så tungt, som andre kvinder måske gør, er strækmærker. Det kan lyde helt skørt i nogles øre, men hos mig gør de ingenting. I hvert fald ikke indtil videre. Jeg tror det grunder lidt i, at jeg jo har været overvægtig i mange år. Min overvægt har resulteret i strækmærker, fordi min hud ikke har kunne holde til den ekstra vægt. Dét syntes jeg tilgengæld er død-pinligt, at have strækmærker pga. overvægt. I min verden er det lidt som om at det er mere 'tilladt' med strækmærker, hvis det er fordi man har været gravid - lidt forskruet måske. Men nu hvor tigerstriberne er kommet, pga en graviditet, så gør det mig absolut ingenting. Egentligt har jeg jo længe set på strækmærkerne på min mave, flere år faktisk, men nu, nu er de mere 'velkomne', for nu er det fordi der vokser et lille menneske derinde bagved. ♥

"Sidste gang inden..."

Vel hjemme igen, efter en fantastisk weekend på Sjælland. Weekenden har stået i Baby Ms tegn - der skulle tages en ordenlig 'tørn' mht. at få købt tøj til hende. Jeg har før nævnt at jeg ikke kan finde ud af det der med at købe tøj til små størrelser, kan knap nok finde ud af at købe til mig selv - jeg synes det er uoverskueligt, og af samme grund allierede jeg mig med min fantastiske veninde, som jo oven i købet elsker den slags, for nu skulle det altså gøres. Punkter på indkøb-til-baby-listen skulle streges - og det skal jeg love for der blev gjort. Nu kan hun altså bare komme an, hende Baby M, for nu er der styr på sagerne - der mangler nogle småting, men det kan selv jeg overskue, så det er jo kun herligt.

Jeg må indrømme at det ikke var det sjoveste at skulle rejse langt, med så meget mave og bagage oven i. Men med de valgte rejsetidspunkter og det faktum at jeg undede mig selv pladsbillet begge veje, så gik det faktisk ret smertefrit. Og af sted, det ville jeg. Camilla er min tætteste veninde, vi boede sammen på efterskolen og har holdt fast lige siden. Vi er ens på rigtig mange punkter, uden overhovedet at være det alligevel. Den gang hun blev gravid med Mynthe fik vi stablet en 'tradition' på benene, nemlig at vi skulle ses hver 2.-3. måned, også så jeg kunne følge med i graviditeten og være en del af Mynthes liv. Det har primært været mig der har taget turen til Sjælland, men det har ikke gjort mig noget, jeg elsker nemlig at være på besøg hos dem. Vi har været rigtig gode til at holde fast i vores tradition om at ses, i hvert fald lige indtil det seneste års tid, desværre. Faktisk, så havde vi ikke set hinanden siden sidste sommer - kæmpe fejl, men der har bare været rigtig mange ting der har gjort, at det ikke har lykkedes. MEN i fredags blev jeg modtaget på hovedbanen af min skønne veninde med et kram. Hurra! Det lykkedes os rent faktisk at finde en weekend, hvor vi begge havde tid og råd. For let's face it, det er dælme ikke billigt at skulle rejse til Sjælland, og slet ikke med DSB. Længe leve wildcard og billig-dage.

Min veninde havde lånt en bil til weekendens strabadser - endnu et hurra, for hold nu k*** hvor er jeg i endnu dårligere form end nogensinde, med den mave her. Fredag blev brugt i København, hvor vi besøgte 4 Mødrehjælpen-butikker. Førhen havde jeg altid tænkt at det kun var for virkelig trængende folk, det med Mødrehjælpen, for kommende mødre, der ikke havde råd til at gå i almindelige butikker. Sådan var det også en gang, i dag er det dog mere en genbrug for babyer og børn og 'tilladt' for alle at handle der. Vi fandt nogle skønne sager til absolut ingen penge, primært tøj - det er jo helt fantastisk hvad man kan finde rundt omkring. Lørdag stod den på shopping i Hillerød, der blev det også til lidt. Bl.a de lidt mere praktiske ting. Det blev også til et sødt lille lam, der spiller musik, hvis man trækker den i halen med minus 40% - det kan vi lide. Havde jo ellers tænkt at jeg ville finde en bamse, hvor man selv kan bestemme musikken, men det er ikke lykkedes mig at finde - og måske det også er mere beroligende med den søvndyssende melodi der, frem for en decideret sang. Jeg skal ikke kunne sige det. Min plan er nu at afspille den lille bamse for maven hver dag, og forhåbentligt kan hun genkende melodien, når hun kommer ud på den anden side af maven. Søndag stod den på loppemarkeder, bl.a i Holte. Der fandt vi en masse farverigt legetøj til ingen penge, bl.a den populære 'lære bamse' fra Fisher Price til sølle 50 kr. Helt fin og funktionel. Skønt med sådan nogle fund.

Det var en weekend i babyens tegn, men der blev også tid til at hygge og se en spændende boksekamp, tid til at få sludret, sladret og vendt verdenssituationen - og ikke mindst, alle de tanker der er omkring hvordan livet kommer til at blive nu. Det er jo snart ved at være, vi går mod juli med hastige skridt - derfor er der også en ting der er begyndt at fylde i mit hoved, når jeg gør bestemte ting. F.eks. så var det her jo mit sidste besøg hos min veninde inden Baby M er her, det var sidste gang vi sås, inden hun kommer her og skal se 'giraffen'. Sådan er det med så mange ting. At næste gang, nogle ting sker, så er det med titlen mor og med et barn. Det er både spændende og glædeligt, men også virkelig surrealistisk at tænke på. Som min veninde sagde - du skal være mor. Holy moly - JEG skal være mor! ♥

Energi og overskud

Ikke så meget moderen, men pigebarnet i maven. I går var jeg til jordemoder, og alt gik fint. Baby M har det godt, hun er fyldt med energi og overskud - det var i hvert fald hvad jeg fik at vide, da jeg svarede på om jeg kunne mærke meget liv. Dagen før, oplevede jeg nemlig nonstop aktivitet fra formiddag til et stykke hen på natten. Maven dansede hele dagen, der var ikke et eneste tidspunkt i løbet af mandagen, hvor jeg tænkte at nåh, nu sov hun vidst. Faktisk fik jeg Larsen til at lægge hånden på min mave, for oftest når han har ville mærke hende, så har hun ligget helt stille, til stor ærgrelse for os - for så kunne han jo ikke mærke hendes rumsteren. Vi gjorde forsøget, med et lille håb om at det ville gå som det plejede, at min mave kunne få lidt ro - men nej nej, Larsen kunne fint mærke sin datter. Det var faktisk helt tovligt så aktiv hun var. Nu lyder det meget negativt, og det skal det ikke, for det ER fantastisk at hun har det godt og hygger sig derinde i boblen - det ville dog bare have været rart med bare en lille stund uden en hoppende og dansende mave. Anyways - jordemoderen forklarede en masse med at det kun var en god ting - hvilket jeg jo heller ikke er i tvivl om - for al den bevægelse, betyder at hun har en masse energi og overskud. Hvis hun ikke kunne mærkes, så ville det betyde at al energien gik til hjerne og hjerte og så ville hun ikke have overskud til at bevæge sig. Så thumbs up til Baby M for at have en god håndfuld energi.

Baby M følger normalen, og jeg fik lejlighed til at høre hvad meningen med hævede fødder og følelsesløse hænder lige var for noget. Desværre en normal ting, her i 'de sidste uger'. Arghmen altså. Hun bekræftede dog min mistanke om karpaltunnelsyndrom - øv! Men så igen, hvad skulle det næsten ellers være. Ifølge nettet, så kan det hjælpe at holde hånden i ro, evt. med en skinne. Ifølge jordemoderen, så var det altså også godt at være i gang, evt. ved at knytte og løsne hånden gentagne gange. Så nu er det vidst bare op til mig at finde balancen mellem aktivitet og ro. Tror jeg skal på jagt efter en af de der bløde bolde man en gang kunne få, som man kan sidde og 'kramme' med hånden. Derudover anbefalede hun at søge noget akupunktur, som muligvis kunne hjælpe på hænderne.

I morgen skal jeg til 3. graviditetsundersøgelse hos min egen læge, egentligt lidt en unødvendighed, eftersom jeg jo var ved jordemoder i går, og det stort set er det samme de foretager sig - men tager nu nok af sted, om ikke andet for lige at høre om han har nogle gode råd til det med hænderne og de hævede fødder. Det kunne jo være.

Nårh jah, og så er vægten jo steget lige voldsomt nok her de seneste uger, så nu burde jeg (læs: SKAL jeg) for alvor sætte ind med ordenlig kost og ikke så mange snacks som hidtil. Det vides ikke om det 'bare' er væske, baby-fedt eller det rent faktisk er fordi jeg har spist som jeg ville hele tiden. Men vægten må helst ikke stige så hurtigt og så meget mere, så NU skal de små grå bruges og der skal laves ordenlig og mættende mad - OGSÅ når jeg er alene hjemme, det fungerer jo fint nok, når Larsen er hjemme. Jeg bliver ikke hellig, og jeg kan ikke lægge de søde sager fuldstændig på hylden, men jeg kan tænke mig om en ekstra gang, om det er noget jeg virkelig har lyst til - eller det bare er en vanesag at der skal være noget sødt. Nu må vi se om det kan lykkedes mig. ♥

Parret der snart skal være forældre

Inden vi drog af sted mod bryllup, fik vi min søde lillebror til lige at knipse nogle billeder af os - det er de første billeder der er taget, sådan rigtigt, af mig i hel figur med mave. Muligvis også de eneste - er ikke helt så god til det med at stå foran kameraet. Men lidt fra den gravide tid, skal vi da have. Der kom faktisk nogle helt gode billeder ud af det (læs: billeder jeg kan stå inden for), i får lige et par stykker her - så tak til Lillebror, endnu en gang. ♥

Den døde hånd

Der går noget tid mellem indlæggende for tiden - men for at være ærlig, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal blogge om. Det er ikke nogen form for undskyldning, for dem giver jeg som sådan ikke, det er jo min blog, og blogger det jeg vil og lyster - men jeg har jo faktisk lyst til at blogge, og det er da også sjovere for jer læsere, når her bliver opdateret lidt oftere end en gang ugentligt. MEN jeg synes måske ikke det er det fedeste kun at berette om hvor elendigt jeg har det for tiden, hvor meget sværere alting er blevet her på det seneste. I ved, de der helt almindelige dagligdags-ting jeg hele tiden taler om, at man jo egentligt tager for givet.

Her til morgen, ramte solstrålerne mit ansigt meget tidligt, og så var jeg vågen. Larsen havde taget fejl af hvad tid han skulle møde, så vi har haft nogle ekstra timer sammen her til morgen. Så morgenen har budt på morgenmad sammen og hygge - og lige en enkelt frustrations-tudetur fra min side. Jeg vil jo gerne alting selv, jeg vil gerne kunne alting selv - i hvert fald vil jeg gerne kunne stå for et morgenmåltid til min kære kæreste. Men ak nej. Sådan skulle det ikke være i dag - jeg har nemlig fået endnu en gene i forbindelse med graviditeten. Jeg har en død hånd. Eller, den er jo ikke rigtig død. Men den virker ikke - den er i udu. Det summer i fingrene konstant, det giver indimellem en form for stød - hvis jeg er for aktiv med den, det gør helvedes ondt - gerne om natten, kan jeg vågne af ren smerte. Og oven i alt det, så er den også følelsesløs. Jeg har googlet lidt - søgt på "snurren i fingrene gravid" - og op kom flere sider med "Karpaltunnelsyndrom" - det eneste der kan gøres i mit tilfælde, fordi det skyldtes graviditet, er umiddelbart 'bare' at holde hånden i ro, så presset på nerverne mildnes. Men det er altså lidt svært, når nu det er højre hånd og jeg er højrehåndet. Men jeg prøver. Det gør dog stadig nas selvom jeg intet laver, f.eks. når jeg sover bedst om natten, så kan der komme de værste smerter. Det skulle meget gerne gå over efter fødslen. Så det krydser vi lige fingre for - eller, det gør jeg så ikke, for skal jo holde hånden i ro. I næste uge står den på både jordemoder- og lægebesøg, så må jeg lige have fortalt hvordan det står til, og om der kan gøres noget. For som en veninde nævnte, så kunne det jo også være tegn på svangerskabsforgiftning, dog har jeg umiddelbart ingen andre symptomer på det, så det satser jeg slet, slet, slet ikke på. 

Men efter en morgen, hvor jeg pga. den døde hånd, har jongleret (og smidt) med de tungeste skærebrætter, diverse grydelåg og ikke har kunne holde på en kniv - en morgen hvor jeg har bandet og svovlet, og selvfølgelig også havde et mindre meltdown, vil jeg nu lægge mig på sofaen - og nok ikke rejse mig derfra før i aften, når jeg skal i seng. Dagen skal stå på afslapning, og laden op til lørdag, hvor dagen byder på bryllup og et hurtigt besøg til en fødselsdag inden - så det bliver en dag i familiens tegn, med mange mennesker og forhåbentligt en masse hygge. Jeg er med sikkerhed fuldstændig smadret efter lørdag, men håber at kunne komme igennem dagen, ved at forebygge lidt, så i dag og i morgen står den på mindst muligt. ♥

Irritations-momenter

Ville det ikke være okay, hvis jeg lagde maven fra mig nu, bare sådan lige for en stund?
Bare så jeg kunne få nogle nætter med ordenlig søvn, hvor jeg ikke var en krig om at vende mig i sengen, hvor jeg rent faktisk ikke behøvede at stå ud af sengen, for at komme til at ligge anderledes - og hvor jeg ikke efterfølgende var lysvågen, fordi jeg jo alligevel havde ligget og rodet rundt længe nok, 'bare' for at komme om på den anden side.

Det kunne også være rart at kunne klare almindelige ting i dagligdagen, bare sådan lige. Så igen, det ville være perfekt, hvis maven lige kunne lægges væk, få ordnet de ting man skulle, og så skulle jeg gerne iføre mig vedhænget igen.

Min hverdag lige pt. hænger ikke særlig godt sammen med, at jeg også skal slæbe rundt på en ekstra stor mave. Så kan man jo så sige, at så skal jeg lade være at planlægge en masse, og jeg skal huske at passe på mig selv osv. Men nu ligger landet rent faktisk sådan, at det ikke er fordi jeg kører mig selv i sænk, med alverdens aftaler hver eneste dag. Det er skam 'bare' de helt basale ting i hverdagen, de ting man oftest tager for givet at kunne, dem kan jeg ikke. Jeg kan ikke en skid - for at sige det som det er. Min krop er gerne 5-6-7-8 timer om at 'vågne' og komme rigtig i gang. Når jeg så endelig kommer i gang med noget, så skal det være med pause inden for de første 10 min. - hvem gider lige det?

Indkøb, rengøring, bare det at pakke en enkelt flyttekasse ud, det er en by i Rusland for mig lige for tiden. Jeg kan ligge i sengen, og jeg kan lige klare at holde mig oprejst og få strukket lidt ud i kroppen, når jeg føler at jeg er ved at få liggesår. Det er ikke fordi jeg ikke gider, eller er for hurtig til at give op når jeg prøver - jeg.kan.bare.ikke.

Baby M har for alvor fundet blære OG ribben, så det er bare en ekstra stor 'fornøjelse', når hun tonser rundt på mindre og mindre plads derinde. Vejtrækningen er også en kamp, hvis jeg ligger, skal jeg ligge med armene over hovedet for at kunne føle at jeg rigtig kan få vejret - og det der med at sidde let foroverbøjet - det kan jeg da slet ikke!

Jeg kan godt komme med mange flere irritationsmomenter i min hverdag lige pt., f.eks. at vejrtrækningen bestemt heller ikke bliver bedre af de skyhøje pollen-tal der er i disse dage - så gå da lige væk, hva. At tidligere udlejer svarer på min besked, som jeg sendte aftenen før, 13 min. før at der rent faktisk står folk og vil ind og se den gamle lejlighed (vi har jo stadig nøglerne), stressniveauet er i forvejen liiiidt for højt, så det var vidst mere held end forstand at Larsen havde fri, så han kunne tage fremvisningen for mig. At post dk stadig ikke har forstået at vi er flyttet, og at dette altså blev meldt for over 14 dage siden. At det eneste tøj jeg har det godt i er et par slidte jogginbukser og en forvasket top - der er ikke noget der hedder at være attraktiv her. At fødder og hænder efterhånden ligner balloner og at det gør ondt som bare pokker. At jeg skal ligge på langs og være helt ubrugelig i flere dage, bare fordi jeg valgte at hygge mig ude en hel aften og nat i weekenden. At alle irritationsmomenterne optager så meget plads i min hjerne, at jeg fuldstændig glemte at jeg havde en tid hos jordemoderen i dag - iiih altså!

Når alt det så er sagt, eller nærmere 'brokket' - så er vi flyttet, det gik rigtig godt og jeg knuselsker vores nye lejlighed! Her er kommet internet, nu mangler vi bare nogle tv kanaler og lige det faktum at få pakket flyttekasserne ud, de er pænt placeret på børneværelset, bag en lukket dør. Billeder og et indlæg om flytning skal nok komme snarest. ♥

Burde - burde virkelig...

Der er jo kun timer tilbage nu, til svigerfar kommer med en flyttevogn i morgen formiddag. Der mangler stadig lige det sidste - altså, det meste af køkkenet, badeværelset og så alle småtingene rundt omkring. Jeg burde gå i gang med at få pakket det sidste ned, sådan så de ting vi skal bruge i morgen tidlig, bare lige skal smides i en kasse inden afgang. Burde burde burde. Men jeg er flad!
Om det er selve glukosebelastningen (som blev dokumenteret på Instagram undervejs), om det er fasten fra i aftes kl. 22 - der jo også betød jeg intet kunne få til morgen, da jeg vågnede med kvalme og var mega sulten, eller om det bare er et tilfælde - det ved jeg ikke. Men siden jeg kom hjem har det snurret i hovedet, har haft en smule kvalme og så har jeg bare haft ondt i kroppen. Især indvendig føler jeg mig tæsket godt igennem - men det tror jeg pokker, det var nemlig ikke kun mig, der ikke var fan af det sukkerstads jeg drak til morgen. Baby M kvitterede med at underholde i en god halv time i stræk, efter jeg havde indtaget sukkervandet, med voldsomme spark og fik maven til at danse helt vildt. Jeg har drukket, spist og sovet siden jeg kom hjem - men lige lidt har det hjulpet. 

Nåh, men jeg har en plan. Jeg har jo altid været mest 'aktiv' om aftenen, har altid haft en fandens energi om aftenen. Det har altid været der, at der blev ryddet op, gjort rent, startet projekter osv. SÅ jeg satser på at gøre mig selv kunsten efter i aften, som jeg har gjort så mange andre gange før. Så for nu, vil jeg forsætte med at fede den, drikke en masse vand, glo lidt rundt på nettet og få skrevet en liste over hvad der skal købes ind de næste mange dage - især fredag, hvor Larsen SELV har sagt at vi skal i IKEA efter småting (Whaaat?!) - jeg vil glo tv og se mine 'tirsdagsprogrammer', og når det så er gjort, så vil jeg så småt gå i gang med at få det sidste pakket - hvis jeg er rigtig heldig, så er Larsen nået at komme hjem, så vi kan være to om det. Inden vi går i seng skulle alt gerne være ordnet, det eneste der skal tages i morgen tidlig er tandbørsterne og så skal dyrenes bur pakkes ned, og drengene i en transportkasse. Mon min plan holder? ♥

Tihi - vi skal have en baby!

Ja, altså det ved både i og vi jo godt. Det har vi jo alle efterhånden vidst længe. MEN efter i dag, er det ligesom blevet liiiidt mere virkeligt for mig. Og hvorfor så det, tænker du måske. Vi har jo set hende til scanningerne, jeg har mærket hende rigtig meget, hver eneste dag, siden uge 18-19 stykker - nogle dage så voldsomt at jeg sidder og overvejer ved mig selv om hun er bevidst om det, når hun vælger at bevæge sig ind på krigsstien, når hun kl. lort om natten vælger at slå kolbøtter og daske lidt til 'væggene' derinde i maven.

I dag var vi inde og se hende igen, en ekstra scanning vi var blevet tilbudt, for at de kloge mennesker på OUH kan holde øje med hende, når nu moderen har et temmeligt højt BMI. Vi har faktisk endnu en til gode, når jeg når uge 35-36. Nåh, men pigebarnet var lige som hun skulle være, og JA, hun er stadig en pige - og JA, jeg spurgte igen i dag, vil jo gerne være sikker. Hun blev anslået til at veje 1117 g, og alt så stadig helt perfekt ud. Jordemoderen sagde endda at hun synes hun havde en sød lille næse og nogle skønne læber - JA TAK! Folk der roser ens barn, det kan da ikke starte tidligt nok. 

Anyways, det var en ny jordmoder der scannede i dag, derfor fik hun en kollega der var lidt mere erfaren, til at se hendes mål efter, fint med mig, så fik vi jo bare set lidt mere til Baby M. Den erfarne jordemoder slog så 3D til, bare sådan lige for sjov, hun havde nemlig lige lyst til at lege lidt. Og hvad så vi så der - et fint lille ansigt. Med den sødeste lille næse og de skønneste læber. Årh - og BUM, så blev det hele lige pludselig MEGET virkeligt for mig. Nu er hun ikke bare et spark eller tumlen i maven mere, hun er ikke kun en silhuet. Nu er hun også et ansigt - og i min verden er hun meget mere virkelig nu. Det lyder måske mærkeligt. Men det er lige præcis sådan jeg har det. Trisser allerede rundt herhjemme med det fine billede vi fik med hjem - gratis, bare fordi jordemoderen ikke kunne lade være - jeg fniser og smiler med rigtig meget tandkød og nynner for mig selv "vi skal have en babaaaaay". Nu er det virkeligt! Sådan rigtig meget! Åh, jeg synes hun ser så fin og rar ud. Vores lille baby. ♥

Milepæl

I dag er lidt af en milepæl. I dag er der nemlig 100 dage til termin - det er jo altså lige om lidt at Baby M kommer ud til os! Fra i morgen er der kun et to-cifret antal dage til termin, spørg lige om jeg synes det er gået stærkt på det seneste. Vi fandt ud af at jeg var gravid da jeg var 5 uger henne - ret tidligt i mine øjne, og med en grum start med rigtig mange gener, der næsten ikke var til at leve med, ja, så synes jeg faktisk det gik riiiigtig langsomt i starten. Men nu skal jeg lige love for at det går stærkt. På tirsdag er jeg 26 uger, det er stadig helt ufatteligt - nogle gange skal jeg lige sætte mig ned, kigge ned af mig selv og indse at 'hey, frk - du ER faktisk gravid - der SKER faktisk en kæmpe ting hos dig.'

Jeg tror nu også nok, at den kommende tid kommer til at gå stærkt. I de kommende 14 dage står den på pakning, for efterfølgende at flytte i ny lækker lejlighed d. 1. - derefter skal vi jo lige på plads og sådan, og SÅ, så er det sommer og inden vi ser os om, så er det juli - og så er vi med baby. Det bliver crazy!

Nu vi er ved babyer, så se lige dette onde billede min bror sendte mig i går. Hans venindes kat har fået killinger - ååååh, har en svaghed for grå katte, til trods for jeg ikke er det store kattemenneske, men nøj, den måtte altså gerne bo her. Eller nej, det går jo slet ikke, men i min drømmeverden måtte den gerne. ♥

Ude af drift

Min krop er i udu - den fungerer ikke. Sidste uge og i starten af denne havde jeg ellers et væld af gode dage, hvor jeg fik lavet en masse og slet ikke følte behov for mine vanlige middagslure. Total over the top og fyldt med overskud, var jeg. Men det er da så også stoppet nu. Jeg har skrevet mig en to do liste så lang, ting der gerne skulle ordnes inden for den nærmeste tid og listen skulle gerne være fyldt med streger når vi når hen omkring d. 1. maj, for så flytter vi jo. Listen blev skrevet på en god dag, så det virkede ikke så voldsomt med alle de punkter, men nu, en dag som i dag, hvor jeg nærmest har ligget på langs i 3 dage i streg nu, ja så bander jeg den der har skrevet listen, langt væk. Bare ærgerligt at det er mig selv. Efter de sidste par dage på sofaen, tænkte jeg at med al den hvile, så ville jeg give den en skalle i dag og få styr på en masse, imens Larsen alligevel er på arbejde. Han har fri de næste par dage, og det kunne være fedt bare at nyde dagene med hinanden, i stedet for at bruge dem på en masse praktisk. Anyways, dagen er da også startet super godt ud med mig der stod tidligt op og kørte op for at handle og hente en pakke på posthuset. Men allerede da jeg går rundt i butikken kan jeg godt mærke, at det bliver en lang tur hjem. Jeg havde taget en indkøbsvogn, noget jeg ellers sjældent gør (burde være første tegn på at dagen blev lang) - og i takt med at jeg får fundet varerne, hænger jeg mere og mere ind over vognen. Lad mig bare sige, at der nogle dage, efterhånden ingen aktivitet skal til, før plukkeveerne viser sig, eller, det er i hvert fald hvad jeg tænker det er. Nåh, får læsset cyklen og kommer hjem. Tænker at et varmt bad, lidt mad og en tidlig lur på sofaen vil hjælpe på det hele. Nu sidder jeg så her. Mange timer senere. Er træt og brugt, som havde jeg været i byen hele natten. Listen ligger og håner mig, foran mig står en tremmeseng fyldt med babysager, som jeg havde lovet mig selv at få styr på, især tøjet, da det vælter ind fra højre og venstre med tilbud om tøj. Pakken jeg hentede på posthuset er også fyldt med tøj, et kup synes jeg selv, som jeg gjorde i en gruppe på facebook. 16 natdragter (str. 50-74), 2 par bukser og en body. 125 kr. Det synes jeg da er en hel fair pris. Har kun lige formået at fået åbnet kassen og set på noget af tøjet, det siger lidt om min træthed, orker det simpelthen ikke lige nu. Solen skinner, vejret er godt, det er weekend - og jeg håber inderligt på, at jeg snart får noget af det overskud tilbage, som jeg har nydt så godt af den senere tid. 3 dage på langs må da også være max - er det ikke det vi siger... ♥

Just one of those pregnant days.

To smadrede glas og en juice der skulle mobbe mig yderligere senere...

Jeg har smidt mig i sofaen, med salte chips, juice, det nye Woman (hvor en fra min efterskole er model i) og Teen Mom Weekend Break på MTV - ja, ja, skal jeg se ligegyldig reality tv, kan det vidst ikke blive bedre end Teen Mom.

- og hvorfor ligger jeg så her. Tjah. Fordi jeg er gravid - og fordi visse gener har valgt at vise sit grimme ansigt igen. De seneste dage har bækkenet været alt andet end min ven. Især skambenet gør nas, virkelig nas, en inderlig og nærmest ulidelig smerte, til trods for jeg intet har lavet for at det skulle skabe sig. Tværtimod. Det er kun lige akkurat til at holde ud om dagen, men om aftenen når jeg er gået i seng, og især hen over hele natten, der er det et helvede uden lige. Maven, eller nærmere livmoderen er også godt i gang med at udvide i disse dage, det kan også mærkes, skulle jeg hilse at sige.
I aftes og hele dagen i dag, har kvalmen også indtaget min krop igen. Knock on wood - håber kun det er for nogle dage, ville slet ikke kunne overskue hvis det skal være en del af hverdagen igen, som det var i starten. Så i kan godt høre at jeg synes at det hele er liiidt hårdt i de dage her - det hører sig med, men det er ikke det sjoveste. En sjov og hyggelig ting er dog at Baby M er vældig livlig, hver eneste dag og mest om aftenen - og også om natten, hvilket ikke er så praktisk, men det er dejligt at mærke at hun er der. Og kan brokke sig lige så meget som sin mor.
Er i søvnunderskud og kan knap nok holde til at gå fra den ene ende af lejligheden til den anden, når det er rigtig slemt. Af samme grund tager jeg også mest muligt med mig, når jeg først er i køkkenet for at hente noget, for gider og kan ikke gå mere end en gang - hvilket resulterede i at jeg smadrede ikke bare et, men hele to glas på vores køkkengulv, og selvfølgelig uafhængigt af hinanden, så jeg havde lige fået sat støvsugeren på plads efter første omgang. Nu står den altså stadig i køkkenet, tænk nu hvis jeg skulle gå hen og smadre flere ting. Endnu en ting jeg jo egentligt ikke må, det med at støvsuge. Så to gange inden for en halv time, det er hårdt. Da jeg endelig fik plantet mig i sofaen, ville jeg åbne juicen, men den ville ikke åbnes, for et ryk og så sad jeg med den der plastik-dims på fingeren, UDEN juicen var åben. Arghmen hvad giver i mig?
Nu er jeg plantet godt i sofaen, med alt inden for rækkevidde - og nu gider jeg ikke mere i dag. Har da fået vasket lidt tøj OG været oppe og handle lidt kvalmestillende sager ind, så nu må jeg godt holde fri ikke? Jeg skulle gerne være så fit for fight som muligt til i morgen, hvor den står på påsketamtam hos svigerfar. Jeg skal alene af sted, da Larsen skal arbejde og efterfølgende skal de holde deres længe ventede julefrokost på arbejdet, så ham ser jeg nok ikke før sent i morgen aften. ♥

 Husk du kan følge mig på instagram, ansøg på @lillelisalyspunkt - og jeg tilføjer dig gerne.