Arbejd' arbejd'

Dagene går med at arbejde. Arbejde, arbejde, arbejde. Nu har jeg været i mit nye job i en måneds tid, og er ved at være godt inde i det igen. Det er helt rart. Det er en super dejlig afdeling jeg er startet på, med søde, venlige og sjove mennesker at arbejde sammen med. Men jeg er nødt til at være helt ærlig... Det er godt nok hårdt! Ikke arbejdet i sig selv, men det at være i arbejde igen, især efter så lang tid hjemme, som jeg var. Er på - på - på, når jeg er på job, og førhen, så var det første jeg gjorde når jeg kom hjem efter en vagt, at smide mig i sofaen og lade øjnene lukke i - det kan jeg ikke mere. Nu skal jeg, når jeg kommer hjem, være lige så meget på - og være mor. Det er en ting jeg kæmper lidt med, og jeg kan godt mærke at der nok kommer til at gå noget tid endnu, før jeg vænner mig til at være 'en arbejdende mor'.
Jeg har været så privilegeret, at Larsen jo har haft ferie hele den seneste måned, så jeg har kunne koncentrere mig om, at starte på arbejdsmarkedet igen. Han har afleveret og hentet pigebarnet i dagplejen. Hjemme har han sørget for aftensmad og givet mig plads til at være fuldstændig kvæstet efter en vagt. Jeg har selvfølgelig stadig været en del af vores lille familie, og har også taget mig af pigebarnet - det skal ikke lyde som om jeg har 'meldt mig ud'. Det har bare været meget nemmere, at starte job, og lidt mere i orden, lige at glippe med øjnene, når vi har været to hjemme sammen med pigebarnet. Men nu er det slut, hverdagen banker for alvor på, for lige om lidt starter Larsen på job igen, og så er det igen mig der har 'tjansen' - afhentning, aftensmad, putning - og alle de andre praktiske ting - oven i arbejdet. Det bliver vildt. Især fordi pigebarnet lige nu er inde i en periode hvor hun er skide sur og utilfreds, fra vi kommer hjem om eftermiddagen og til der bliver serveret mad. Nogle gange forsætter det endda efter maden også, og indtil hun skal i seng - så er det virkelig man føler glæden ved at have barn - når de eneste timer i døgnet man er sammen, skal gå med surt barn.
Jeg håber det bare er en fase, og at det snart er overstået - eller at jeg i hvert fald får lidt mere overskud inden længe. Men for pokker da, der er jo tusindvis af familier der gør det - er par, får børn, er på barsel og vender tilbage til arbejdet - og klarer den. Så det burde jeg også kunne - det kommer nok med tiden. ♥

New hair - don't care

Mine første feriedage gik med en tur til det sjællandske, og en weekend hos min lillebror. Kun mig. Larsen skulle arbejde, så vi havde fået arrangeret pasning af pigebarnet hos farmor, hele weekenden. Så der var dømt alene-tid til mig. Jeg nød det i fulde drag. Men kan man andet, når man hele weekenden blev sørget godt for? Lørdag var vi inde på min brors arbejde, hele dagen, for at gøre noget ved min manke - og jeg skal lige love for at der skete ting og sager. Den opmærksomme har nok luret det, ude i siden her på bloggen - eller på instagram, hvor jeg opdaterede gennem dagen. Der blev klippet og klippet og klippet lidt mere, og så blev der afbleget (!!) - for til sidst at få det farvet. Rødligt siger jeg (udvidende), frisør-bror siger kobber - mig der ellers ikke kan fordrage kobber. Nåh, det er jo heller ikke lige den slags kobber - men hold nu op hvor jeg elsker det! Jeg var ret spændt. Jeg havde jo aldrig nogensinde farvet hår før, har én gang fået farvet to røde striber i håret, that's it. Så det var et temmelig vildt spring at tage for mig, men jeg gjorde det - og er godt tilfreds!

Udover den helt store hår-makeover, så blev der søskende-hygget i stor stil i min brors lille hybel. Jeg indrømmer gerne at jeg synes weekenden var for kort, og at jeg snildt kunne have brugt et par dage mere derovre. Pigebarnet hyggede hos farmor, med faster, onkel osv. - det vidnede de mange fine billeder jeg fik tilsendt i løbet af weekenden om. Af samme grund, havde jeg ikke 'travlt' med at komme hjem. Det var en dejlig weekend, og det var tiltrængt, at komme ud på egen hånd. ♥

Bank bank...

Virkeligheden banker for alvor på. I morgen tidlig klokken alt, alt, ALT for tidligt, bipper min alarm, og så er det ellers bare i tøjet og på cyklen. I morgen starter jeg på arbejdsmarkedet igen. Kl. 7. Jeg gruer. Ikke så meget for stedet og menneskerne jeg skal arbejde med, er selvfølgelig spændt, men det skal nu nok gå. Jeg gruer mere for hvordan jeg klarer det. Jeg har gået hjemme i lidt over halvandet år. Så bare tanken om, at skulle op og være klar, og nu skal have en dagligdag til at fungere med endnu mindre tid, det gruer jeg lidt for.

Nårh jah, så gruer jeg også for hvordan jeg kommer til at klare de 7-8 km på cykel der er til arbejdet. Det er jo 100 år siden, at jeg har cyklet så langt hverdag. Men hey, man kan da håbe det kommer til at gøre noget ved formen...

 

Er ikke et sekund i tvivl om, at jeg at dødhamrende træt efter at have været på arbejde i 8 timer - det er jo meget normalt, når man starter nyt. Det der har ændret sig, er jo så bare, at i modsætning til førhen, så kan jeg ikke bare gå hjem og lægge mig på sofaen og sove eftermiddagen væk. Nu har jeg jo et barn der skal hentes hos dagpleje og hygges med, for ikke at tale om at der også skal laves mad og ordnes alt muligt andet. Alt det har jeg jo kunne gå og gøre i dagtimerne, indtil nu. Jeg er virkelig spændt på hvordan jeg klarer det - og er ærlig talt lidt glad for at når vi når juli, så har Larsen ferie, og så tager han sig forhåbentligt af nogle af de huslige pligter. Jeg har også selv ferie i starten af juli, så det er kun lige en opstart på 14 dage. Men puuuuh, det kommer til at trække tænder ud, og ender med garanti med at gå i seng samtidig med pigebarnet. Den første uge kommer til at gå med intro af diverse ting, så jeg skal nok blive fyldt godt op i hovedet også. Men altså - jeg glæder mig nu også. Glæder mig til at få en hverdag som arbejdende mor - også selvom det kun er indtil 1. sep. ♥

P A U S E

Jeg har holdt en pause fra det hele - alle de sociale medier. Og så alligevel ikke helt, for jeg har læst et par indlæg på lidt forskellige blogs, jeg har også tjekket instagram indimellem, det samme med facebook. Men jeg har ikke givet mig til kende nogle af stederne de seneste dage, ja faktisk en uges tid tror jeg det er. Jeg fik pludseligt for meget af det hele. Jeg fik for meget af, hvor meget alting egentligt handler om, hvem der har det nyeste nye design-halløj og hvor meget det har kostet, hvem der først fandt på ditten og hvem der har kopieret datten. Hvem der er og ikke er, en del af 'lukkede' grupperinger og hvor man 'alligevel ikke ville forstå det' hvis man står uden for og spørger ind.

Det er noget af grunden. Måske det der fik 'bægeret til at flyde over' i min medie-verden i hvert fald.

En anden grund er at jeg har fået et dask - et dask, lige i ansigtet. Ikke et slag, ikke en knytnæve, men et dask - et dask af virkeligheden, der gjorde at jeg havde brug for bare at være 'offline' for en tid, og få sat gang i tankerne. Jeg går ikke i panik over at pigebarnet allerede er 9 måneder, jeg går ikke i panik over at hun skal starte i dagpleje lige om lidt. Men jeg går måske, inderst inde, i underbevidstheden, en smule, okay, en del i panik over hvad jeg skal tage mig til, når min barsel er slut. Jeg havde jo en plan. En plan der hed, at når jeg alligevel skulle gå langtidssygemeldt i hele graviditeten OG have en barsel efterfølgende, så var der mere end rigeligt tid til at finde ud af hvad jeg ville være når jeg blev 'voksen' og en god 'steppingstone' til evt. at foretage et karriereskift. Nu sidder jeg så her. Min barsel slutter inden længe. 1. juni står jeg på fagforeningen og melder mig ledig. Jeg har IKKE fundet ud af hvad jeg vil - det er så heller ikke helt sandt, for jeg vil stadig gerne uddanne mig til veterinærsygeplejerske, men det kan bare ikke lade sig gøre lige nu. Jeg kan heller ikke vende tilbage til mit arbejdsliv som det var førhen. Jeg kan ikke arbejde som afløser og tage alle vagter, på alle tidspunkter af døgnet, hverdage og weekend. Den går ikke længere. Så kommer vi til om jeg skulle finde mig en fast dagvagt-stilling, men med en mand der arbejder hver weekend og jeg selv så skulle arbejde hver anden, det kan jeg, for at være helt ærlig, ikke helt forliges med. Så nu er jeg så ude i, at jeg gerne vil finde et ganske almindelig 8-16 job, mandag-fredag og fri i weekenderne. Jeg ved de findes, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvilke jobs jeg så skal kigge efter. I min tid på arbejdsmarkedet har jeg kun arbejdet med pleje og omsorg, og der er arbejdstiderne som skrevet jo hele døgnet, alle ugens dage, så jeg har været vant til at det er sådan det er. Men det går bare ikke længere. ♥

Jeg er stadig fan af neglelak - MEN...

.... det behøver nødvendigvis ikke altid være pangfarver eller mørke farver, som førhen. Engang kunne jeg ikke helt se meningen med at bruge tid på at tage en lak på, der alligevel ikke rigtig kunne ses, men det har ændret sig. Faktisk er jeg blevet lige så vild med de helt sarte, nærmest gennemsigtige farver, som jeg er med pangfarverne. Især de blide farver, gør det ikke så meget ved, hvis lakken er skallet lidt af, for det ser man ikke lige så tydeligt som havde man en mørk farve på. Jeg bruger slet ikke neglelak i samme omfang som før (barn), men indimellem sniger jeg mig til lidt mortid og får plejede mine negle. Denne fine lyse lak, havde min bror med til mig, da han var på besøg - det er slet ikke dårligt at have en bror der arbejder et sted der indimellem forhandler Essie. ♥

Det der med prioritering...

Ja, man skal ikke være super klog for at regne ud, at bloggen lider en del for tiden. Faktisk siden i sommers. Jeg tager virkelig hatten af for dem, som forsat kan blogge i samme takt som før de gik hen og blev forældre. Det gad jeg godt kunne - jeg er mere den typiske. Den der typiske, nu har hun fået barn, så kommer der ikke lige så mange indlæg, som der plejer. Det er faktisk ikke fordi den som sådan bliver nedprioriteret, for jeg tænker blogtanker hver dag, og tager billeder stort set hver dag til indlæg - men så kommer jeg bare ikke længere. De bliver lagt i en mappe på computeren, og så ligger de ellers bare der og hober sig op. Når pigebarnet sover, eller underholder sig selv, så er det jo der, at jeg kunne sætte mig og blogge lidt, men det bliver bare ikke rigtigt til noget. Så er der lige en masse andet på nettet der skal tjekkes, en lejlighed der skal ryddes op, forskellige apps på mobilen der lokker, mad der skal spises og inden jeg har set mig om, så er pigebarnet vågen igen eller træt af at underholde sig selv.
Oftest så blogger jeg kun når min kære mand er hjemme og kan underholde barnet, men så laver jeg tilgengæld også en håndfuld indlæg og planlægger dem - hov, indrømmede hun lige det - ja, det gjorde jeg. Hellere planlægge en masse indlæg til jer, end at i kommer herind forgæves gang på gang. Jeg kan fortælle jer at det ikke kun er min egen blog jeg ikke kommer forbi, jeg kommer heller ikke så ofte forbi de blogs jeg følger - lige pt. har jeg 1085 ulæste indlæg på bloglovin - hesus manner. Nåh, men jeg er her stadig, til trods for mange lange pauser, men jeg skal nok gøre mit ypperste for at holde bare lidt liv i bloggen - og jeg er jer virkelig taknemmelige for at i stadig gider kigge med. ♥

Hip hurra det' min fødselsdag!

I går fyldte jeg 26 - det er altså vildt at sidde og tænke tilbage på det seneste år. For et år siden var min største 'bekymring' om nu også den kage jeg havde planlagt at bage til familiefødselsdagen, ville lykkedes. Det gjorde den, og jeg havde en fantastisk dag sammen med både min egen og Larsens familie. I år har jeg stort set ikke skænket min fødselsdag en tanke. I lørdags skrev min søde mor og spurgte til ønsker. Heller ikke det havde jeg tænkt over. Der er bare noget andet der fylder nu. Havde du spurgt mig, for et år siden, om hvordan mit liv så ud når jeg fyldte 26, havde jeg ikke i min vildeste fantasi ville tro på at jeg nu sad som mor, med den skønneste datter. Det var jo bare en drøm, som nok først kom langt ude i fremtiden. 

Selvom jeg ikke havde tænkt over min fødselsdag i år, så ændrer det ikke på at jeg elsker fødselsdage - en hel dag der er din egen. Hvor du kan bestemme hvordan dagen skal være, sådan er 'reglen' i hvert fald herhjemme. Selve dagen bliver dog oftest fejret på samme måde som altid, når det er min dag. Hygge med ekstra god mad og Larsen. Elsker når vi bare er os. 

I år var vi jo så lige en mere end bare os - og jeg må indrømme at det bar min sædvanlige fødselsdagsfejring lidt præg af. Ikke på den der skulle-aldrig-have-fået-børn-måde, men på den trættende måde. Marie Sofie var glad og smilende fra morgenstunden, men omkring middag blev hun noget så utilfreds og  ville absolut ingenting. Så de næste mange timer gik med at bære rundt på hende på den ene arm, og jonglere med at få lagt den lagkage sammen, som jeg meget spontant fik lyst til, med én hånd. Larsen var på arbejde, men kom hjem hen på eftermiddagen - men der var jeg bare så træt og brugt efter at have hørt på utilfredse skrig det meste af dagen, at jeg ikke rigtig kunne fokusere på at fejre mig selv. Men vi fik spist lagkage og god mad, som min kære kæreste selvfølgelig stod bag. Det bedste ved hele dagen, var faktisk det øjeblik som Larsen og pigebarnet havde sammen om aftenen. De legede flyvemaskine, hvor hun lå på Larsens ben, og mens Larsen sagde sjove lyde, så grinte vores skønne barn. Jeg elsker at hun nu er begyndt at grine. Det må være noget nær den bedste lyd i verden. ♥

Opdatering // en måned til termin

 

Jeg er i live. I den forstand at hjertet banker, der er en puls og blodet strømmer gennem mine årer. Men så er det vidst også det. Mit liv for tiden, eller mangel på samme består af at sove en time ad gangen om natten, hvis jeg er heldig, for så skal jeg op og tømme blæren. Når Larsen står op om morgenen, ruller jeg ind midt i sengen og prøver så vidt muligt at få noget mere og ordenlig søvn. Gerne med altandøren åben, så jeg kan blive slået ud af den friske luft. Her ligger jeg så, dag ud og dag ind. Er måske lige oppe for at spise og måske ender jeg endda også inde på sofaen, ikke med min gode vilje, men for forandringens skyld. Vores sofa er lav, meget lav, så det at komme op fra den er en kamp, også selvom jeg bare sætter mig på kanten med puder i ryggen. Mine knæ er tæt på at stå af, de knaser så underligt hver gang jeg rejser mig fra lave sæder. Og gør ondt. Fødder, ben og hænder gør også ondt, de er så væskefyldte efterhånden at de mest af alt føltes som balloner der ikke kan strækkes mere og er ved at springe. Mine ben ligner noget der er løgn, især der hvor jeg har ar, arrene giver sig jo ikke, bare fordi resten af kroppen bliver fyldt med væske. Det ser alt for mærkeligt ud.

Jeg er kronisk træt, led og også rigtig ked af at være mig nu. Vægten stiger stødt i denne tid og min hjerne kan ikke følge med. Det kan mine led heller ikke. Jeg har ondt over alt, og jeg er opgivende. Ikke en gang en tur over for at handle på 800 meter kan jeg klare - jeg gør dog forsøget indimellem, men jeg bøder for det. Jeg klarer med nød og næppe de læge- og sygehusbesøg jeg skal til, men så bøder jeg også for det i 4 dage efter. Jeg har konstant murren i underlivet og hele vejen rundt, ikke så mærkeligt, det hele er vel ved at forberede sig til hvad der skal ske, men det er ubehageligt og ikke til at holde ud.

Jeg ved godt at det er det hele værd, at det sikkert er glemt når vi har vores barn hos os og at det jo desværre kan være hvad der følger med en graviditet - men intet af det ændrer på hvad det gør ved min krop og min psyke lige nu. Det er hårdt og det er ikke til at holde ud. Faktisk vil jeg gå så langt som at kalde det for den rene elendighed, her i slutfasen. Når folk spørger ind til hvordan det går, har jeg lyst til at skrige dem ind i hovedet af ren og skær frustration, sætte mig ned og tudbrøle, i stedet tager jeg min maske på og siger at det går godt, men at det da er hårdt. Jeg vil nemlig heller ikke have at folk skal have ondt af mig. Jeg vil bare gerne (endnu engang) lade folk vide, at det er altså ikke altid lige lyserødt at være gravid, især ikke som meget overvægtig.

Der er ikke længe til termin nu, så det er til at se en ende på det hele - trods alt. Jeg glæder mig til at få min krop tilbage, til at kunne gå i gang med at styrke den og forhåbentligt slippe af med alle de skavanker jeg render rundt med nu. I mit hoved forsvinder de alle i det sekund jeg har født, men sådan er virkeligheden desværre nok ikke, der skal med garanti benhårdt arbejde til. Noget jeg er mere end klar på nu - lad os håbe at den følelse holder ved, også med en lille ny i familien. ♥

Chili - et farvel

Selvfølgelig skulle det ikke gå ubemærket hen, at der skulle ske noget stort for Chili - så et sidste 'photoshoot' skulle der da til, af den skøre, men dejlige hund. Chili er i dag flyttet i nyt hjem. Det seneste døgn brugte hun og jeg i sofaen, hvor vi legede med yndlingskoen, spiste hver vores godbidder og puttede så tæt som det overhovedet var muligt.

Jeg har gruet for denne dag. Chili er ikke min hund, sådan rent juridisk, praktisk og alt det der. Men hun er min i hjertet. De sidste 2 år, har jeg taget mig godt af hende, som mig egen, når hun har skulle passes her. Hun har haft sit andet hjem her, og har nydt det - det har der ikke været nogen tvivl om. Hvor skønt det end har været, at kunne have Chili her, hver eneste gang, så har det fyldt mere og mere hos mig, i takt med tiden der er gået, om hvordan det egentligt var hun levede og har levet. Da det første knap 1 års tid var gået, og min veninde stadig ikke havde fået hentet hende, begyndte mine tanker omkring, om det nogensinde ville ske. Om det måske ikke var bedst at hun så fik et nyt hjem - det vil jeg være ærlig at sige - en ting jeg også har sagt til min veninde, dog først her da beslutningen om nyt hjem var taget.

Nok om det, jeg har jo fortalt lidt om det i et tidligere indlæg, også om at jeg til hver en tid ville have taget hende, hvis vi ikke lige stod over for et stort nyt kapitel i vores liv.

Jeg har i dag, i samråd med min veninde selvfølgelig, afleveret Chili til et rigtig sødt par, som jeg føler at jeg med sikkerhed kan sige, at hun vil bo hos og blive elsket til sine dages ende. Hun skal bo i et skønt hus, lidt ude på landet, med en skøn have og dejlig natur omkring. Hun blev taget imod med nye madskåle og et fint hjerteformet pink navneskilt - lige i hendes ånd. De har brændeovn, en ting Chili ELSKER - og der blev da også tændt op med det samme vi trådte ind ad døren. Chili tjekkede huset ud, og lagde sig derefter i køkkenet, hvor vi alle var - man skal vel være hvor der sker noget - og efter lidt tid, faldt hun faktisk i søvn. Jeg havde skrevet en lang note omkring Chili og hendes særheder og hvad hun kan lide og ikke kan lide. Nogle ville nok mene det er en åndssvag ting, men who cares, jeg havde brug for at give de ting jeg ved om Chili videre, også så de kan være obs på de forskellige ting, eller glæde hende med at de godt ved at hun elsker at putte tæt og blive nusset om, at koen er hendes yndlings-bamse og alle de andre småting. Som jeg sagde til dem, de kan jo bruge den eller lade være, men jeg personligt ville da være glad for at få sådan en note med lidt info om hunden, især hvis det er en 'genbrugs-hund'.

Hvis vi skal tale lidt om mig, så synes jeg at jeg klarede det hele ret godt - mine hormoner har haft overtaget de sidste par dage, så jeg var næsten mest nervøs for om jeg bare skulle stå og græde snot fra start til slut. Det gjorde jeg ikke, så tak hormoner! Måske det også havde lidt at gøre med, at jeg jo stod med en masse mennesker jeg reelt ikke kendte. Så strammer man sig vel lidt an. Jeg gjorde i hvert fald. Dog måtte jeg lade tårerne trille, da vi skulle af sted. Samtidig med jeg tager jakke på, rejser Chili sig, for hun skal da pr. automatik med når jeg tager jakke på. Bare ikke denne gang. Jeg fik sagt mit første farvel og fik sagt at hun jo skulle blive her - med total happy stemme. Men som hun stod der og logrede og kiggede op på mig med de store brune øjne, så knækkede filmen - og jeg måtte undskylde at 'hormonerne' tog over, som jeg fik sagt. Det var vidst lidt af det hele, hvis jeg skal være ærlig. Chili gik selvfølgelig efter mig i takt med jeg gik mod døren, men jeg fik sat mig, kysset og krammet hende og sagt farvel igen, og jeg fik da også taget mig nogenlunde sammen og tørret tårerne væk, inden vi gik helt. Er der noget Chili er opmærksom på, så er det når folk er kede af det, så det skulle ikke være sådan vi skiltes. De besluttede at gå en tur med det samme, så imens de gjorde klar og gav Chili sele på, så listede vi ud. Og det var så det.
En sten er faldet fra mit hjerte, og om jeg ser Chili igen, det er der ingen der ved - men jeg ved at hun vil få det godt hvor hun er nu. ♥

F***!

Jeg var så hardcore, jeg skulle være så sej. Det er jo det bedste for hende - lige meget hvad nogen som helst siger. I dag fik jeg så datoen for, hvornår det hele skal ske. Et kig på hende og jeg flæbede. Stortudede. Hylede. Nærmest hysterisk. - og hvad gør hun. Hun ligger bare der og sukker dybt, som om jeg larmer og forstyrrer hendes søvn. Jeg er ligeglad, jeg hyler bare videre og sætter mig helt op ad hende. Sidder der længe, og endelig kan jeg igen trække vejret normalt, og uden at hyle. Tror i så ikke at hun kigger op på mig, og lægger sin store pote på mit ben. Hej hej tudemarie - så er vi i gang igen. For helvede, sku og fanden.

Har skrevet en besked til min veninde om, at jeg hader hende for at have bragt Chili ind i mit liv. (Undskyld I - du ved hvad jeg mener) Det er fandeme tarveligt gjort - sådan set i bakspejlet. Hvad der er endnu mere tarveligt er at jeg på lørdag, skal aflevere Chili hos hendes nye familie - ja ja, lige nu er det underordnet at jeg selv har sagt ja og forlangt at jeg skulle med, men helt ærligt. Det er jo ikke særlig gennemtænkt vel. Så skal jeg stå der. Sige farvel til hunden der kom og tog en kæmpe bid af mit hjerte for nogle år siden. Vores hund, min hund! Hende der æder kattelorte i smug, hader at blive pustet på ørerne, går fuldstændig i åndssvag-mode når hun har været i bad. Hende der er beskyttende hvis hun kan se man har det dårligt, hende der er god som dagen er lang - og hende der bare er en helt igennem fantastisk hund. Hende skal jeg kigge på, sige 'vi ses senere' og så bare gå fra...

Der findes ikke bandeord nok i denne verden, til at beskrive mit humør lige nu. Det er fandeme (pardon my french) lige fra den ene yderlighed til den anden. Total godt humør, fordi der endelig er kommet penge på kontoen og styr på økonomien. Glad fordi Aslan, min skønne dreng, fylder 5 år. Og så lige helt nede i kulkælderen og vende, bare fordi jeg fik et opkald om at det hele sker på lørdag. Jeg er et følsomt menneske, og havde helt sikkert reageret på det, under alle omstændigheder. Men at jeg lige nu også er ramt af en hormonbombe uden lige og at mine følelser sidder længere ude, end uden på tøjet - det hjælper altså ikke! 

Faktisk er det så vildt, det med humøret, at jeg ikke engang har lyst til at skulle op og shoppe en masse tøj, som jeg har ventet på at kunne gøre længe. Hvad sker der lige for det?! Ingen shoppelyst!
Jeg har allermest bare lyst til at smide mig på sofaen, og putte med Chili, lige indtil sidste sekund på lørdag, hvor vi ikke kan trække den længere. ♥

Bryllup

Vi er inviteret til bryllup i maj  - der er stadig noget tid til, men jeg er alligevel begyndt at tænke meget over hvilket outfit jeg skal begive mig ud i.
Det bliver afholdt et sted, hvor fine lange kjoler og høje hæle ikke er særlig praktisk - så det er jo udelukket. Desuden har bækkenet nok ikke helt så godt af at jeg går i høje hæle, men alligevel - det er jo et bryllup - lidt højde hører sig da med, især når man har sat røv så tidligt som mig, eller er det bare min tankegang der synes det?
Altså, det er bestemt ikke en kritik af stedet, mere af min bækkenløsning der gør at jeg ikke må/kan. For man kan sige, en kilehæl går man aldrig af vejen med, selvom gulvet måske ikke er stilet-hæl-venligt.

Grunden til jeg allerede tænker i outfit nu er jo at, den der plan om lige at tage sig voldsomt sammen og smide så mange kilo som muligt inden brylluppet, den er jo ligesom ikke rigtig aktuel - for som gravid kan jeg jo ikke gå på 'kur' - og desuden vil maven jo forhåbentligt være vokset endnu mere til den tid.

Så hvad tager man på? Det skal se ordenligt ud, gerne pænere end hverdagstøj - igen, det er jo et bryllup. Men også praktisk og nok til at holde varmen da vielsen er udendørs. Jeg ved godt der findes fine sager på de der hjemmesider der sælger ventetøj, men det pæneste tøj og det der falder i min smag, er kun for de der tynde kvinder, der som gravide har en perfekt badebold siddende midt på maven.

Jeg er en stor kvinde - stor som i, alt for meget fedt, skyhøjt BMI og det hele buler ud alle de forkerte steder. Graviditeten hjælper nok ikke det vilde på det, tværtimod. Så hvad putter man lige mit korpus i, så jeg ser pæn og præsentabel ud, UDEN at ligne en eller anden forkert indbunden skinke? - og må man have et outfit med bukser på, eller skal man være i kjole, når der nu ikke er dikteret nogen dresscode?

Åh alle de tanker - og det er ikke engang mit bryllup. Godt der er noget tid endnu, måske jeg bare ender med at klippe hul i et lagen, og tage det på. ♥

Lisa who?!

Har netop læst dette indlæg og lært bloggerinden bag Style by Josephine bedre at kende. Det er altså en sjov måde, at lære de forskellige bloggere at kende på. Hun opfordrer endda sine læsere til selv at udfylde den og lægge den i hendes kommentarfelt, så hun også kan lære sine læsere at kende. Det er da genialt! Jeg er fast læser af Style by Josephine, så jeg har selvfølgelig også været inde og svare på de mange, lidt spøjse, spørgsmål. Her er mine svar:

Navn: Lisa

Fødselsdag: 09.10.87

Køn: Kvinde.

Øjenfarve: Brune

Hår farve: Mørk brun, med rødligt skær om sommeren.

Højre eller venstre håndet: Højre

De sko du går mest i: Mine flip-flapper, g-strengs-sko, thongs – kald dem hvad du vil.

Det du er bange for: At blive alene i min verden – og kryb i alle afskygninger.

Din livret: Stort set alt andet, end min egen madlavning

Din første tanke når du står tidligt op før du skal i skole: “Ha ha, går ikke i skole” – og står sjældent tidligt op, men når jeg gør, i forbindelse med arbejde hvor jeg møder kl. 7, ja så tænker jeg bare på hvor godt det bliver at date sofaen senere på dagen.

Pepsi eller cola: COLA

Adidas eller Nike: Et eller andet i mig, siger Nike, hvorfor ved jeg faktisk ikke.

Ice tea eller te: TE, TE og altid TE!

Chokolade eller vanilje: Chokolade

Synger du: JA! men det betyder ikke at jeg synger godt.

Går du i bad: Sjovt spørgsmål, men ja – nogle gange et par gange om dagen.

Kan du li’ skolen: Altså de seneste par gange jeg har haft bekendskab med skoler, der kunne jeg ikke. Så nok næppe!

Vil du giftes: Ja, og helst for et par år siden. Men havde du spurgt mig for 5 år siden, havde svaret været NEVER.

Kan du enes med dine forældre: Det går meget godt, ja.

Sidste gang jeg…


Drak alkohol: Er det skidt, hvis man ikke kan huske hvornår det var? Og det er altså ikke fordi jeg var helt blæst, det er bare fordi jeg drikker så sjældent.

Blev fuld: Nytårsaften.

Gik ud og shoppede: 14 dage – 3 uger siden, vidst nok.

Spiste sushi: 1. juli (og det ved jeg kun, fordi jeg uploadede et billede på FB og derfor kan se datoen) Desuden er det ALT for længe siden!
Bagte hjemmelavede kager: Gjorde forsøget så sent som i dag, men desværre med knap så stor succes.

Hvis jeg var…

Hvis jeg var en måned ville jeg være: Januar – en ny start, en hverdag med levende lys pga. mørket, hygge.

Hvis jeg var en dag i ugen: Fredag = weekend (for det meste)

Hvis jeg var et tidspunkt på dagen: De sene aftentimer.

Hvis jeg var en planet: Pas, for jeg kan ikke engang planeterne.

Hvis jeg var et dyr: Så var jeg et af de dyr, der sover 18-20 timer i døgnet.

Hvis jeg var en retning: Ud-ad, er det ikke en retning?

Hvis jeg var en følelse: Glæde

Hvis jeg var en farve: Men jeg ER jo en farve – lysebrun.

Hvis jeg var en sang: Dreamer af Ozzy Osbourne

Hvis jeg var et tal: 16

Mad eller søvn?: Søvn!

Lilla eller grøn?: Lilla

Svømme eller ski?: Når jeg engang får mod til at vise mig i badetøj, så er svaret svømme!

Pizza eller salat?: Salat

Salt eller peber?: Salt

Kærlighed eller venner?: Venners kærlighed? – nå ikke. Kærlighed.

Bil eller cykel?: Cykel!

Favorit…

Farve?: Lilla

Film?: Den Grønne Mil, P.s I love you, Terminalen… og mange andre!

Sko?: Af dem jeg har, må det blive mine blå stiletter.

Sang?: Jeg’ i live – Burhan G

Butik?: IKEA, det er vel også en butik, bare en kæmpe én af slagsen.

Sted at være?: Hjemme

Dyr?: SKAL man have et favoritdyr – det tror jeg ikke jeg har. Jeg er jo ret vild med, stort set, alle dyr!

Person?: Ham der Larsen der.

Ting at gøre i din fritid?: At date kæresten, gerne hjemme med en god film og hans arme omkring mig.

TV show?: Dexter

Drink?: Ingen favorit drink, men favorit drik = Et glas koldt vand.

En syg fredag aften.

I mere end én forstand. Jeg keder mig. Som i røv-hamrende-keder-mig! Bare lige for at ynke til den helt store guldmedalje - så prøv lige at sæt dig i mit sted. Vær alene hjemme i 5 dage OG vær temmelig hårdt ramt af sygdom i hele kroppen. Det er eddermaneme en situation der stinker! - og jeg er faktisk ret så træt af det! Surt opstød - ja! Men jeg må gerne, i hvert fald lidt - for jeg har ærlig talt lidt ondt af mig selv. Jeg havde en plan, altså for når jeg skulle tilbringe de her mange dage alene hjemme, i denne måned. Jeg har en laaang liste med ting der skal gøres, jeg skulle også gerne prøve det der fitness, nu hvor jeg jo er meldt ind og så skulle jeg lære mig selv at være mere uafhængig. Uafhængig på den der, jeg-kan-sagtens-få-dagene-til-at-gå-alene-hjemme-OG-jeg-kan-da-helt-sikkert-også-godt-falde-i-søvn-når-jeg-skal-være-alene-hjemme-uafhængighed! INTET af det er endnu sat i værk - mest af alt fordi jeg har været tvunget til at ligge på langs. Jeg håber på at nogle dage med min skønne kærestemand, kan hjælpe lidt, både på humøret og helbreddet - og at jeg er total fit for fight, når vi igen når tirsdag - hvor mine alenedage igen begynder. Oven i al min dårligdom i dag, så fik jeg også lige smadret min tå ind i den fine metalkuffert OG reolen inde i soveværelset - heldigvis ingen misfarvninger eller hævelser. Men en helvedes øm lilletå, det fik jeg - bare fordi jeg stille og roligt ville hente tøsepigen ind i stuen, for at putte lidt med hende. Jeg kan vidst med ro i stemmen sige at, det er bestemt ikke min dag i dag.

Meeeeen alle de negativer tanker forsvandt dog hurtigt, da kærestemanden ringede her til aften og fortalte om sin dag. Åh, der er intet der er mere fantastisk, end at kunne høre glæden i hans stemme, når han fortæller om hvad han har lavet i løbet af dagen. Samtalen med Larsen, fik de gode tanker til at overtage min hjerne og i skrivende stund, sidder jeg og tænker over fødselsdage. 

I går fyldte en veninde 25 år, i næste uge fylder hende her 25 og inden længe er det min egen tur. Jeg leger lidt med tanken om at holde en stor familiefødselsdag, altså hvor vi samler Larsens og min familie. Det er ikke gjort før. Men det skulle nu nok kunne lade sig gøre. Jeg har kun en enkelt gang holdt min fødselsdag for Larsens familie - og da min bror og jeg jo har fødselsdag med en uges mellemrum, så har vi stort set altid holdt den sammen i fødebyen. Men jeg kunne godt forestille mig at i år skulle være anderledes. Jeg kunne godt forestille mig at jeg gerne ville fejre min 25 års fødselsdag i stor stil.

 Billede fundet på google.

Tiden der ikke ville stå stille

I aftes bad jeg en stille bøn - en stille bøn om at tiden gerne måtte stå stille en dag eller to. Men der var ingen der hørte den. I dag vågnede jeg op til den virkelige verden. Den verden hvor jeg åbenbart skal være sat til med hosten og hakken. Den verden hvor det allerede er blevet tirsdag og hvor Larsen igen måtte afsted. Hvorfor skal 2 dage i godt selskab gå SÅ fandens stærkt? Jeg nåede jo kun lige at vænne mig til tanken om at han var hjemme, inden han skulle afsted igen. Øv bøv!

Nu er jeg så overladt til mig selv. Eller... det lyder så barskt. Men i ved hvad jeg mener!
Jeg har ligget og haft ondt af mig selv hele dagen, det er nemlig det jeg er bedst til. Dog blev lysten til stærk nudelsuppe for stor, og jeg fik proppet mig selv i noget tøj og joskede ud til bussen for at køre op til favorit-nudel-pusheren. Er du gal det er længe siden jeg har kørt i bus, jeg tager somregel kun bussen når jeg skal rejse med tog fra banegården. 22 kr. måtte jeg slippe for at blive kørt omkring 8-ish stoppesteder. Hmm... Helbreddet havde dog ikke holdt til den tur på cyklen, så det blev sådan. Heldigvis kunne jeg da køre hjem på samme billet. Nu har jeg så nudler til den helt store guldmedalje. Forhåbentligt vil de stærke sager gøre bugt med min hosten og hakken.

Jeg har den længste to do liste liggende, for de dage her hvor Larsen ikke er hjemme - men den første ting der skal gøres, er vidst at blive fit for fight igen, så indtil det er klaret, må de andre ting vente. Jeg har ellers mange ting på tapetet. Men lige nu kommer det til at dreje sig om dårligt tv, stærk nudelsuppe og det nye katalog fra IKEA, som jeg med stor hastighed fik bragt inden for mine egne døre, da jeg så det lå i postkurven. (Bare rolig, der var hele 3 stks. så de andre skal nok få, tror dog ikke naboerne er lige så interesseret som jeg er)

Jibber jabber, blibber blabber!

 Billede fundet på google.

Den fornuftige Lisa - ville være på vej i seng eftersom hun skal op på arbejde i morgen tidlig. Den knap så fornuftige Lisa valgte at falde i søvn på sofaen og sove tre timer af eftermiddagen væk, så hun da overhovedet ikke er i nærheden af træt, når hun burde være det!

Græsenken Lisa - blev super glad da Aslan (i det mindste) stod og ventede på hende, da hun kom hjem fra arbejde. Efter en dag hvor hun havde glemt sin telefon og åbenbart regnede med at en masse folk ville have fat i hende, kom hun hjem til et (næsten) tomt hjem og hvor ingen havde prøvet at få fat i hende. Dog var der 25 mails i indbakken, men det var kun fra TS, hvor jeg havde stillet et spørgsmål i en annonce, og så liiiige havde glemt at afmelde mig igen, da jeg havde fået mit svar.

Den ultimative klodsede Lisa - måtte bide sig meget hårdt i læben for ikke at skrige, da hun efter at have sat sin cykel fra sig i porten, ville afværge at den fik flere buler, da den var ved at vælte og skrabede sin arm hen ad den nuprede betonvæg - og ja, armen er dén arm. Så nu er min fine sløjfe blevet plettet i form af hudafskrabninger og små væskefyldte bobler. 

Den kedelige Lisa - bruger sine dage alene på så lidt så muligt, for ikke at sige absolut ingenting. Andet end arbejde, selvfølgelig. Derfor tror jeg at den står på en lille bytur imorgen hvor jeg alligevel skal have hentet lidt på posthuset, når jeg har fri - måske Søstrene Grene skal have et visit. Det viser sig jo rundt omkring i blogland, at de har ret fine sager for tiden.

Den tænkende Lisa - er så småt begyndt at skrible ønsker ned, så der kan blive skiftet lidt ud i ønskerne her på bloggen. Bl.a er den hvide KUBUS-stage et ret stort ønske.

Græsenken fra O'ense!

Det kunne meget let være min nye titel - i hvert fald den næste måneds tid. Min elskede kærestemand er i dag rejst udenbys. Han skal den næste måned være udenbys 5 dage om ugen. Ikke det aller fedeste hvis du spørger mig og mit svar må være egoistisk. Men hvis man skal se det med glade og positive briller - så er det FAN-FUCKIN'-TASTISK for ham, og jeg under ham det af hele mit hjerte!

Larsen har stadig ikke fundet nogen elevplads, han er stadig på kontanthjælp og han er stadig røvtræt af det - og det er temmelig forståeligt! Én god ting er der dog ved det der system - muligheden for betalte praktikker! Så den kære Larsen er i dag startet i en 4 ugers praktik som kok. Hvor henne tænker i nok? Larsen har aldrig fået sin fede 1-uges-praktik fra i starten af året ud af hovedet, så da muligheden bød sig, kontaktede han med det samme Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia for at høre om han måtte komme derover igen - og selvfølgelig måtte han det. Så det er dér at han de næste fire uger, skal suge erfaring til sig. Hvem ved, måske det kunne blive til en elevplads med tiden? Det er i hvert fald Larsens største ønske, at komme til at stå i lære der. Så fingrene er i dén grad krydset for at det sker, på et eller andet tidspunkt. Fingrene er samtidig krydset en smule for at der så ville komme en mulighed for at komme væk fra hullet her.

De næste 4 uger - 5 dage om ugen, skal jeg så underholde mig selv. Jeg har da heldigvis tosserne, har også lidt arbejde - forhåbentligt bliver det til mere, for er der én ting jeg ikke er sååå god til, så er det altså at være alene hjemme uden planer, i længere tid. Samtidig kan jeg godt lide at have dage hvor jeg bare kan være helt alene og nyde stilheden - og han kommer jo hjem de dage han har fri - så mon ikke den måned nok skal gå stærkt? Det største problem, og ja, det er virkelig et problem for mig, bliver nok det med at sove alene - det er jeg bestemt ikke særlig god til! Efter så mange år med en at putte med - så er jeg blevet forvendt. Jeg har en tåbelig regel om at jeg altid skal falde i søvn før Larsen, for ellers kan jeg ikke falde i søvn - i hvert fald ikke før nogle timer efter vi rent faktisk er gået i seng. Det er fuldstændigt åndssvagt! I know! Men sådan er det nu engang blevet. Derfor har jeg også gjort det til en regel, at når jeg er alene hjemme og når jeg mærker trætheden, så går jeg i seng - om klokken så er 21. Der er simpelthen ikke noget værre end at gå i seng og så ikke kunne falde i søvn - og det er sådan set lige meget om man er alene eller ikke. 

Madlavning bliver der ikke det store af, når Larsen ikke er hjemme - jeg gider simpelthen ikke. Så nu vil jeg gå ud og skære mig noget frugt, drysse det over en omgang skyr og så vil jeg putte mig i sofaen, for lukkede vinduer - det er satme koldt i dag - under tæppet og med det nyinkøbte boligmagasin. Nårh jah, og et billigt sladderblad, det må man også godt suge til sig indimellem. Larsens Gastro får også lige en gennembladring - og tjek så lige det fede billede der er med boligmagasinet i denne måned - I LOVE IT! 

Burde virkelig snart få købt alle de rammer jeg går og har i tankerne til alle mine fine billeder...

God tirsdag aften til jer der endnu læser med derude bag skærmen!

Two of those days.

I'm a bit stuck these days. Fanget i min egen lille bobbel. En bobbel af frustration, ligegyldighed og trækken på skuldrene. En bobbel hvor mine bedste venner har været sengen, min dyne og et meningsløst spil på mobilen. Egentligt ville jeg slet ikke have ytret mig om det her i universet, men nu gør jeg det alligevel. En lille update er aldrig af vejen, heller ikke selvom det ikke lige er om noget helt vildt fantastisk og positivt. Hvis nogle af jer følger mig på instagram, så ved i da at jeg er i live. Jeg føler mig bare så ugidelig for tiden, sådan rigtig øøøødddrrr... Gider absolut intet - og det burde der ikke være noget der hedder, når man burde tage sig bare en smule sammen, og være den 'voksne' man nu engang er... eller dåbsattesten siger man er. Nogle gange gad jeg godt være barn igen. Der er ingen bekymringer. Ingen store beslutninger der skal tages. Det var tider. Larsen og jeg skulle have været på roadtrip omkring Jylland i dag, for at hente en fin ny cykel til mig - men det blev ikke til noget. Grundet at vi tog de rigtige - og kedelige beslutninger om at de ekstra penge vi havde, altså skulle gå til det minus der kommer sidst på måneden, i stedet for at banke dem af på sjov og ballade nu. Ja, ja. Vi opførte os lige som ansvarlige voksne for en stund. Det sker indimellem. 

Elton John og hans "Can you feel the love tonight" kører på tv'et - bliver helt sentimental...!

Enough with the self pity - tvinges man næsten til at sige. Jeg burde altså også bare tage mig sammen, finde det gode humør og det brede smil frem og komme i gang med at leve livet - men nogle gange er det sku ikke så nemt, som nogle kan få det til at se ud. Jeg har dog en plan - og det er at gøre mit bedste! Så imorgen (eller det er jo faktisk i dag) melder jeg mig igen klar på job, tager Larsen i hånden og smutter i mosen for at chille... Det er selvfølgelig kun hvis vejret kan arte sig - ellers er det ikke sjovt. Men mon ikke det gør det? Jeg kender da i hvert fald én sød pige, som fylder hele 3 år i morgen - eller faktisk nu! My, my, time flies, when youre trying to live life. 

"We were on a break!"

Andre end mig der har set lidt for meget Friends gennem de seneste mange år? Citatet er fra den kære Ross, og har faktisk ikke så meget med dette indlæg at gøre. Andet end, da jeg tænkte over at jeg ville skrive dette indlæg, så rumsterede sætningen inde i mit hoved. 

Status pt. - Loppemarked/IKEA blev skrottet til fordel for at ligge og dase på sofaen, med yndlingskæresten. Her har vi haft gang i den helt store mobil-fabrik, min kære mini pro er nemlig ved at stå af - kun 7 måneder gammel. Det startede så småt fredag aften, hvor jeg blev afbrudt 2 gange i en samtale. Telefonen lagde simpelthen bare på - og kunne efterfølgende ikke ringe op. I går stod det så værre til. Intet signal, så fuld signal, så intet signal. Dvs. folk kunne ikke ringe til mig, eller sende beskeder - i den anden ende stod jeg, og kunne heller ikke ringe eller skrive til folk. KUN når der var fuldt signal. I dag er den så gået i fuld koma - absolut intet signal på minien. Hverken med mit eller Larsens simkort. Så det må jo være telefonen. I går sendte jeg et par beskeder afsted til mit mobilselskab, både på mail og på deres facebookside, som de reklamerer med at man kan få fat i dem der, i weekender. Intet svar. I dag har jeg så sat mit simkort i en gammel sag jeg havde liggende, sådan en med hårde tykke knapper, dårligt kamera og en skærm der ikke reagerer på berøring. Desuden er app's en by i Rusland for denne telefon. Så jeg er gået old-school. Men den virker - der er hul igennem og det er det vigtigste - især når man som jeg, er tilkaldervikar! Nu har jeg så sendt endnu en mail afsted, om hjælp til min kære mini - så jeg tænker den skal sendes ind til reparation. 

Status 2 pt. - Oven i alt det tekniske møg med mobiltelefonen. Ja så har jeg oplevet mere møg med teknikken. Denne gang med min mail. Første gang jeg tjekker min mail i dag, er der en masse ikke vigtige mails, så jeg tjekker nettet videre for de ting jeg nu gør dagligt. Da jeg vil skrive en mail til mit mobilselskab, går jeg så ind på min mail igen - og bum - alt i min indbakke er pist væk! Ehm.. a hva?!
Yep, alt i indbakken er slettet - eller ikke bare slettet. Det er helt væk. For det ligger ikke engang i slette-mappen. Argmen! Leger med tankerne om at boykotte alt det tekniske i denne verden - men jeg tror desværre ikke det er muligt! Selvom jeg virkelig godt gad!

Men jeg vil gøre et lille forsøg - hele næste uge skal jeg arbejde i nattevagt - og som bekendt er jeg ikke meget værd i de dage. Og når jeg nu alligevel ikke har min fancy kan-gå-på-nettet-og-har-apps-og-et-fint-kamera-telefon, så er det heller ikke mange billeder jeg får taget. Så derfor. Jeg tror jeg vil tage mig en lille pause, en lille ferie om man vil, fra bloggeriet. Om ikke andet, så i hvert fald i den kommende uge, hvor jeg alligevel kommer til at agere zombie. Jeg kan nok ikke sige mig helt fri fra at læse med hos jer andre, men der kommer ingen indlæg her.

Så kære læsere, rigtig god uge om i skal arbejde, har ferie eller helt andre planer. Hav det fantastisk!

10 hurtige...

Inspireret af søde Elisabeth, fik jeg lige lyst til at lave en "10 hurtige" - faktisk kan jeg se at jeg har én ting til fælles med hende.

• Jeg elsker at vaske op.
• Den eneste sport jeg gider at gå bare lidt op i, er boksning.
• Jeg er slet ikke så "crazy animal lady" som folk går og tror.
• Jeg formår altid at kravle halvt ind under topmadrassen, når jeg sover.
• Jeg hader at køre bil, når jeg selv er chauffør.
• Jeg går ind for kontrolleret aktiv dødshjælp.
• Jeg kan blive enormt indebrændt over uhøflige mennesker.
• Jeg tjekker TV2 og Ekstrabladets hjemmesider op til flere gange om dagen.
• Jeg har et overforbrug af havregryn med mælk og rosiner for tiden.
• Jeg hader fødder.

Know the feeling?

Kender i det, når man vil gøre alt hvad der står i ens magt, for at dem tættest på én, er glade og har det godt? Jeg gør ofte mit ypperste for dette. Dette er sagt uden på nogen måde at skulle være selvfed.

Jeg har faktisk haft en helt fantastisk dag i dag. Ja, altså. Det var lige indtil jeg begyndte at tænke over visse ting her i de sene aftentimer. Ting som jeg ikke vil uddybe her, ting som ikke høre til et offentligt sted. Ting som ingen andre end jeg skal vide.

Nu går jeg i seng med følelsen af, at være en smule indebrændt. En smule er en underdrivelse.

Lige nu er jeg nok, helt inderst inde, bare glad for at jeg ikke står med en eller anden form for krise, eller har en mega dårlig dag - for så gør det ikke så meget. Så gør det ikke så meget at nogle folk tager min godhed for givet.

Godnat blogland - jeg lover at imorgen bliver en meget bedre dag i mit univers.