Min graviditet // Svangerskabsforgiftning

Jeg fik ikke lov at slippe. Her på falderebet skulle der lige komme endnu en gene til. Denne gang en temmelig alvorlig en af slagsen, hvilket også har været skyld i mit fravær her på bloggen.

Onsdag i sidste uge var jeg ved min egen læge, som jeg jo også nåede at få fortalt lidt om. Torsdag tog vi så ind på OUH til samtalen med special-lægen, vi nåede ikke langt i fødselsplanen, faktisk kom vi slet ikke i gang, for efter 2 målinger af mit blodtryk, blev jeg sendt op på Svangreklinikken for at blive indlagt. Skyhøjt blodtryk, væske alle steder, vejrtrækningsbesvær osv. gjorde at de ville tjekke mig. Som sagt så gjort, urinprøve og blodprøver viste tydeligt at jeg rendte rundt med svangerskabsforgiftning. Noget der faktisk kom som et chok for mig, for jeg troede ærlig talt at mine gener 'bare' var en del af graviditeten - havde ikke følt mig syg og dårlig på den måde. Derfor var dagene efterfølgende også meget frustrerende, for selvom de forskellige tal blev bedre, så havde jeg ikke den der følelse af, at jeg havde fået det bedre - igen, jeg anede jo slet ikke jeg var syg. 

Der blev kæmpet en kamp for at få styr på mit høje blodtryk, medicin blev givet - også for meget, hvilket resulterede i at det styrtdykkede fredag formiddag og jeg blev rigtig dårlig. Der kom heldigvis hurtig styr på det igen, og der blev lagt en stram plan over, hvor meget jeg måtte få af det forskellige. Dagene efter stod på daglige urinprøver og blodprøver. Blodtrykket er også blevet målt flittigt og indimellem blev der kørt en kurve på Baby M, men hun har heldigvis ikke lidt nogen last, hun har det helt perfekt.

I tirsdags ved stuegang fik jeg den kedelige besked. "Vi vil gerne beholde dig, indtil du har født" Bum. Det var jeg ikke helt glad ved, for allerede efter et døgns tid havde jeg voldsom hjemve og ville bare gerne væk derfra. Så at have udsigt til mange flere dage på den kedelige stue, uden noget at tage sig til, og med en uvished om hvor lang tid der egentligt ville være tale om, slog mig ud. Der var intet at gøre ved det, end at høre efter. Og det er da også det rigtige sted at være, hvis der skulle blive noget. Men øv, hvor jeg syntes det var en træls besked. Især fordi hende jeg lå på stue med, fik lov at tage hjem dagen efter. Til stuegang i dag, ville en ny læge gerne tale med mig. Jeg havde fået at vide at det skulle handle om igangsættelse, så det var egentligt hvad jeg forventede - men der blev jeg snydt. Det var som nævnt ikke den samme læge som den anden dag, hende her havde helt andre planer med mig. Alle prøverne så nemlig flotte og stabile ud, så hun så faktisk ingen grund til at jeg lå og optog en seng på afdelingen. Hun ville gerne udskrive mig. Selvfølgelig med aftale om at jeg forsat målte mit blodtryk, tog medicinen og at jeg kom ind til kontrol på mandag. Men hun ville udskrive mig - forestil jer lige glæden i mit ansigt, da hun sagde det. Som hun så fint sagde, så har de jo altid åbent hos dem, hvis der skulle blive noget, og så langt væk fra sygehuset bor vi heldigvis heller ikke. Hun nævnte at de ville 'tage mig op' på deres konference i eftermiddags, hvor de ville tale om igangsættelse og finde en dato, men om jeg ville vente på at høre om det, eller bare ville få det at vide, når jeg kom mandag, var helt op til mig. Jeg tror jeg var sådan ca. 10 minutter om at pakke alle mine ting, og så sagde jeg ellers farvel til stue 5 og afdelingen for nu. 

Så nu er jeg hjemme. Hvilken befrielse. Jeg vil gerne være ærlig at sige, at det var svært for mig at acceptere tanken om, ikke at være hjemme mere, før efter det var med Baby M. Selvfølgelig ville Larsen have styr på det hele herhjemme, det er der ingen tvivl om. Men ikke at kunne være hjemme i vante omgivelser og sætte sig til at tænke store tanker om hvordan det hele bliver osv. - det var svært at acceptere. Så jeg er bare glad for at være hjemme, også selvom jeg ikke må røre en finger. Heldigvis har Larsen ferie, så han er her til at tage sig af det hele. I næste uge hedder det igangsættelse, det er en virkelig mærkelig og surrealistisk følelse at sidde med, men er ikke i tvivl om at det nok skal gå helt fint. Så i næste uge bliver Larsen far, jeg bliver mor, vi bliver forældre. ♥