Opdatering // en måned til termin

 

Jeg er i live. I den forstand at hjertet banker, der er en puls og blodet strømmer gennem mine årer. Men så er det vidst også det. Mit liv for tiden, eller mangel på samme består af at sove en time ad gangen om natten, hvis jeg er heldig, for så skal jeg op og tømme blæren. Når Larsen står op om morgenen, ruller jeg ind midt i sengen og prøver så vidt muligt at få noget mere og ordenlig søvn. Gerne med altandøren åben, så jeg kan blive slået ud af den friske luft. Her ligger jeg så, dag ud og dag ind. Er måske lige oppe for at spise og måske ender jeg endda også inde på sofaen, ikke med min gode vilje, men for forandringens skyld. Vores sofa er lav, meget lav, så det at komme op fra den er en kamp, også selvom jeg bare sætter mig på kanten med puder i ryggen. Mine knæ er tæt på at stå af, de knaser så underligt hver gang jeg rejser mig fra lave sæder. Og gør ondt. Fødder, ben og hænder gør også ondt, de er så væskefyldte efterhånden at de mest af alt føltes som balloner der ikke kan strækkes mere og er ved at springe. Mine ben ligner noget der er løgn, især der hvor jeg har ar, arrene giver sig jo ikke, bare fordi resten af kroppen bliver fyldt med væske. Det ser alt for mærkeligt ud.

Jeg er kronisk træt, led og også rigtig ked af at være mig nu. Vægten stiger stødt i denne tid og min hjerne kan ikke følge med. Det kan mine led heller ikke. Jeg har ondt over alt, og jeg er opgivende. Ikke en gang en tur over for at handle på 800 meter kan jeg klare - jeg gør dog forsøget indimellem, men jeg bøder for det. Jeg klarer med nød og næppe de læge- og sygehusbesøg jeg skal til, men så bøder jeg også for det i 4 dage efter. Jeg har konstant murren i underlivet og hele vejen rundt, ikke så mærkeligt, det hele er vel ved at forberede sig til hvad der skal ske, men det er ubehageligt og ikke til at holde ud.

Jeg ved godt at det er det hele værd, at det sikkert er glemt når vi har vores barn hos os og at det jo desværre kan være hvad der følger med en graviditet - men intet af det ændrer på hvad det gør ved min krop og min psyke lige nu. Det er hårdt og det er ikke til at holde ud. Faktisk vil jeg gå så langt som at kalde det for den rene elendighed, her i slutfasen. Når folk spørger ind til hvordan det går, har jeg lyst til at skrige dem ind i hovedet af ren og skær frustration, sætte mig ned og tudbrøle, i stedet tager jeg min maske på og siger at det går godt, men at det da er hårdt. Jeg vil nemlig heller ikke have at folk skal have ondt af mig. Jeg vil bare gerne (endnu engang) lade folk vide, at det er altså ikke altid lige lyserødt at være gravid, især ikke som meget overvægtig.

Der er ikke længe til termin nu, så det er til at se en ende på det hele - trods alt. Jeg glæder mig til at få min krop tilbage, til at kunne gå i gang med at styrke den og forhåbentligt slippe af med alle de skavanker jeg render rundt med nu. I mit hoved forsvinder de alle i det sekund jeg har født, men sådan er virkeligheden desværre nok ikke, der skal med garanti benhårdt arbejde til. Noget jeg er mere end klar på nu - lad os håbe at den følelse holder ved, også med en lille ny i familien. ♥