Weekenden...

... er gået med en syg lille pige.

Torsdag blev Larsen ringet op af dagplejen, at Marie Sofie havde kastet op og havde feber. Så af sted med ham for at hente hende hjem. Jeg kom hjem til en skidtmas lille pige, der lå der i sofaen med dyne, bamser og blanke øjne. Heldigvis var det med at kaste op, ikke noget der forsatte, men feberen blev. Fredag kom hun ud til farfar, der tilfældigvis lige havde fri - ikke så fedt med sygt barn, når både jeg og Larsen skulle arbejde. Jeg havde sagt ja til en sen-vagt og Larsen skulle for alvor starte op efter ferie, så at skulle blive hjemme med barn, passede ikke særlig godt den dag. Så det var dejligt at farfar kunne hjælpe. Fredag eftermiddag fik jeg pigebarnet hjem, hun var godt nok sløj. Ville ingenting, bare ligge og kigge - allerhelst bare sove, så det fik hun selvfølgelig lov til.
Feberen steg og steg, og nåede på et tidspunkt op på 40,2 - så det blev også til et opkald til lægevagten, som fortalte om nogle ting jeg skulle være obs på. Da Larsen kom hjem fredag aften, besluttede vi os for at campere i stuen, så vi kunne sove sammen alle sammen. Så det har vi gjort hele weekenden. Alle madrasser, dyner og puder blev fundet frem. I aftes var hun feberfri og helt sig selv igen, så vi tænkte at 'det var det' og så kunne vi nyde søndagen sammen, alle raske. Men sådan skulle det ikke være. I morges vågnede hun igen med lidt over 40 i feber og var bare ked, ked, ked. Hun har brugt det meste af dagen på at sove, og her til aften er feberen igen på vej retur, håber vi. Temperaturen er i hvert fald faldet, så vi krydser fingre for at hun slipper for nu. I morgen skal Larsen heldigvis møde sent, så han kan tage hende om dagen, og så tager jeg over når jeg har fri. Og så håber, håber, håber jeg virkelig at hun snart bliver rask, så vi kan få vores glade pigebarn tilbage igen. ♥

Havefesten i billeder

1 år

Fredag d. 11. juli havde Marie Sofie fødselsdag. Dagen blev fejret stille og roligt, bare os tre. Larsen og jeg lagde ud med at vække pigebarnet med fødselsdagssang - ja, det hører sig altså, efter min mening, til når man er blevet forældre, så der måtte Larsen bare sluge sin stolthed. Hun var ikke meget for at skulle op, men med et flag i hånden og udsigt til farvestrålende gaver, så gik det. Der blev pakket gaver op - af os fik hun et fødselsdagstog og en dukke Eva - spist morgenmad og taget månedsbillede. Derefter gik turen ud for at bytte et par sko, som hun havde fået af farfar og hans kone aftenen før. De var desværre for små. Der var ikke flere større størrelser, så vi endte ud med at vælge en helt anden farve, i en passende størrelse. Men hvor var hun også bare fin - hendes første sko, rigtig pigefarvede. Efter ombytningen, handlede vi lidt forskelligt ind, pakkede bilen og satte kurs mod stranden. Der hyggede vi med friske jordbær, ærter og boller. En tur i det store hav blev det også til, men det var ikke nogen succes for pigebarnet - det var alt for stort. Efter nogle timer ved vandet, kørte vi hjem, spiste aftensmad og hyggede alle tre. Et aftenbad til pigebarnet og så i seng. Resten af aftenen gik med at gøre klar til dagen efter, hvor vi skulle holde fødselsdag for familien. ♥

Slået ud!

Vi lider, som så mange andre, lidt under varmen i disse dage - de mindste størrelser mest. Er vild med det gode vejr, men synes nu også det var rart at der lige kom en regnskylle i aftes. Men som sagt, det lumre vejr går mest udover dyr og barn. I går aftes havde vi en hyggestund i sofaen, hvor Marie Sofie sad og nussede Aslan - begge lidt klatøjede. Lige pludselig kunne pigebarnet ikke mere, hun sad ret op og ned og var faldet i søvn. Kort tid efter smed hun armen omkring Aslan og de puttede begge hos mig. Det var altså ret så hyggeligt. ♥

Det første år

Det første år med barn er gået - og hvilket år. Det har været fantastisk, dejligt, skønt, hårdt og meget lærerigt. Vi har været heldige, Larsen og jeg. Vi har fået et nemt barn. Sådan er det bare - og det er ikke for at sige, at det med børn er 'a piece of cake'. Men især når vi taler med andre nye forældre, kan vi godt se og høre, at vores eget pigebarn er en mild og nem skabning - og har været det fra start. Ingen sygdom, skavanker eller lignende har vi oplevet. Der har da været nogle episoder, mest når det kommer til søvn, hvor vi har haft nogle 'problemer' - men det har været faser, og er stadig indimellem - og come on, hvis det er det eneste, så synes jeg det er helt okay. Jeg kan selvfølgelig ikke sige at hun forsat er så 'nem' - men det første år, der er det nu gået meget godt. Hun har udviklet sig helt som hun skulle, har været lidt fremme og har lært nye ting hurtigt - og det har været lidt vildt at være vidne til. Ingen af os, husker jo hvordan det var, dengang alting var nyt. Vi tager jo bare alt for givet, at kunne holde på ting, drikke, spise, kravle, gå - alle de ting er jo en selvfølge. Men at se et nyt væsen lære de ting, det er vildt! Som sagt er det første år gået, og jeg har hver måned taget et billede af pigebarnet - hvor er jeg glad for at jeg huskede det fra første måned - og nu kan lave en lille collage fra hendes første 12 måneder.

En ven skrev til mig, at jeg vel blev ved til hun blev 18 år, meeeeen - mon dog hun vil være med til det? Det er alligevel 204 billeder mere, der skal huskes at tages hver d. 11. i måneden. Det kunne nu være sjovt - vi må se hvor længe hun vil være med. ♥

Walk this way

Den største ting der er sket på det seneste - selvfølgelig udover at pigebarnet er fyldt et år - er det her, som skete 5 dage før hendes fødselsdag...

 

 

Jeg føler mig utrolig heldig at have så betænksom en datter, som vi har. Hun valgte nemlig at begynde at gå, få timer efter jeg var kommet hjem - og vi alle tre igen var samlet efter en weekend væk fra hinanden. Det er da betænksomt - for selvfølgelig skulle moderen ikke gå glip af det. ♥

Dagplejestart II - reaktionerne

Glæden var stor, da Marie Sofie 'bare sådan' kunne starte i dagpleje uden nogle kvaler, derfor fortalte jeg også glædeligt om det - jeg havde dog i mente, og sagde også til folk, at reaktionerne kunne nå at komme endnu. Og det gjorde de. Eller, det tror vi i hvert fald det var. Måske der også spillede en ting eller to mere ind, men det ved kun pigebarnet, og hun siger jo ikke rigtigt noget endnu.

Mandag gik godt, det samme gjorde tirsdag, onsdag var sådan half'n'half, og torsdag var vidst mere øv end noget andet. Hun havde grædt og grædt, da de havde bevæget sig ud for at gå tur, det samme gjorde det andet barn, og de græd så meget at S besluttede sig for at gå hjem med dem. Tilbage i haven, havde det heller ikke været den helt store succes, og da jeg kom og hentede hende, var det også en sur og ked pige der vågnede fra sin lur. Hun græd og græd, var nærmest helt hysterisk, hvis jeg så meget som tænkte på lige at sætte hende ned. Så vi sagde farvel og god weekend, og så gik jeg med Marie Sofie på armen. Lige så snart vi kom ud på den anden side af lågen, var hun sig selv igen. Hun kom i klapvognen, uden brok, og så kørte vi hjem og holdte lang weekend.

Resten af torsdagen var hun pylret, det samme fredag og lørdag. Jeg måtte ikke gå nogen steder, til trods for at hun kunne se mig, for så stak hun i et hyl. Hendes humør var meget svingende, vi kunne sidde og pjatte det ene øjeblik, og det næste, så var det bare ikke sjovt og så stod den igen på gråd. Så vi sad tæt, det meste af weekenden. I vores lille hyggekrog, vi havde lavet foran sofaen, med dyner og bamser.

Søndag havde Larsen fri, og jeg overlod mand og barn til dem selv for at tage en lyntur til Svendborg, efter en ny cykel. De hyggede sig gevaldigt og puttede også i hyggekrogen. Da jeg kom hjem, begyndte hun igen at pylre - Larsen forsikrede mig om, at der intet havde været mens jeg havde været væk. Jamen, hej hej mor-syge barn.

Sådan gik vores weekend, med pylren og humørsvingninger i børnehøjde. Men vi hyggede da også indimellem. Vejret var varmt, og i går, kom der en 8. tand - så om de to ting, kombineret med den nye hverdag, har haft indflydelse på hendes humør, det vides ikke. Men måske. I hvert fald kunne jeg godt mærke spændingen i maven i går aftes, tankerne fløj omkring, om hvordan det nu ville komme til at gå i dag. Om hun bare ville hade det og vi ikke måtte gå fra hende, eller hvordan. Da vi kom ind, sendte hun S et smil, og vi fik at vide, at nu ville de prøve at gå en tur igen, da Marie Sofie var eneste lille barn, så hun kunne sidde i sin egen vogn, og så ville det andet barn gå ved siden af. 15 minutter, det var hvad vi var der, for så havde pigebarnet vinket et par gange, og så kunne vi jo godt gå, med en god fornemmelse i maven. Der var dog stadig lidt der knugede hos mig, men det forsvandt, da der omkring middagstid, tikkede en besked ind hvor der stod, at Marie Sofie var helt tilbage i sit es, med sit glade og gode humør. Pyyyyyyh! Det var virkelig også en glad og tilfreds pige jeg hentede i dag, som, lige som de første par dage, ikke havde tid til at komme til mig, fordi hun var godt i gang med at lege. Det var dejligt! Nu håber jeg (igen) at det holder ved, om ikke andet, så er der da kun 3 dage i denne uge, hvis nu hun beslutter sig for lige at ændre humør igen. ♥

 

Dagplejestart

Lige nu sidder jeg hjemme, Larsen er på arbejde og Marie Sofie er i dagpleje - jep, hun er der helt alene, eller ikke helt, for der er også et andet barn, og selvfølgelig dagplejemor S. Hun startede officielt i går, hvor vi var med. Vi var der i halvanden times tid - i går var der ikke andre børn, så det var måske en lille smule kedeligt for pigebarnet, men så hyggede hun sig med S.
Efter en lille times tid, sad Larsen og jeg og følte os lidt overflødige, Marie Sofie kravlede jo bare rundt og legede med alt legetøjet, så vi besluttede os for at gå ned og handle ind til aftensmaden. Dagplejen er nærmest nabo til en Netto, så vi var ikke længere væk, hvis nu det ikke gik. Men det gik helt fint. S fortalte at hun lige havde været kravlet ud i køkkenet, for at se hvor vi var, men der var vi gået, og så havde S taget hende med ind og lege igen. No worries. Da vi kom tilbage, sad vi lige et øjeblik, og gik så hjem. Marie Sofie kæmpede en brag kamp for at holde sig vågen på vej hjem og det lykkedes ikke - hun sad ret op og ned og sov i klapvognen.

I dag stod vi så op, spiste morgenmad og trillede ned til dagplejen igen. Det er en god gåtur på 15-20 minutter. Marie Sofie var glad og smilende og fjollede hele vejen derned. Da vi kom ind til S var der heller ikke noget, pigebarnet smilte endda til S. De sagde hej til hinanden og vi gik ind og hilste på det andet barn der var der. Larsen og jeg satte os, og Marie Sofie var hurtigt i fuld gang med at lege med biler. Så sad vi så der, igen, og talte og hyggede, men følte alligevel at det var lidt fjollet, bare at sidde der. Så da Larsen blev nødt til at køre på arbejde, aftalte vi at jeg også gik, og så blev vi enige om, at Marie Sofie skulle prøve at spise med og sove til middag der. Det blev selvfølgelig besluttet i samråd med dagplejemoren. Hun mente ikke at der var noget i vejen for at prøve det allerede nu, så glad og tilfreds som pigebarnet havde været i går, og også i sidste uge, da vi var der til et møde. Så det afprøver vi så nu. Så jeg gik hjem og handlede ind på vejen.

Dagplejemor S har lige sendt en sms om at det er gået så fint til formiddag, og at hun lige har puttet Marie Sofie - det er SKØNT når man kan få sådan nogle beskeder. Om man er helt panisk over at aflevere sit barn, eller man tager det helt roligt, så er det stadig en dejlig ting, lige at få en update på hvordan det går med ens dyrebareste. Jeg er nu nok mest det sidste, jeg mener bare, hvis fornemmelsen over for den der skal passe ens barn er god, hvorfor så gå fuldstændig i koma over det? Men jeg vil så også sige at det ér super vigtigt, at kemien er god, og at man føler sig tryg hos den der nu skal passe, ellers kan jeg godt forstå der er nogle der ikke er vilde med tanken. Jeg har mange omkring mig, der ikke helt kan bære tanken om at skulle aflevere deres barn til pasning i institution eller lign. Men altså, jeg er jo heller ikke som de fleste, det har både jeg og min lille familie vidst efterhånden fundet ud af. Dog kan jeg ikke frasige mig, at jeg i søndags også var ekstremt spændt, og fik nævnt for Larsen, at hvis jeg nu ikke gik i seng og sov, så blev det ikke mandag. Men det gjorde det, og de sommerfugle jeg havde i maven, på vegne af pigebarnet, de blev let og elegant sluppet løs og kunne flyve hen og bosætte sig i en anden mave, for der var jo absolut intet at komme efter.

Nu ved jeg godt det kun er dag to, men det tegner godt og det ville jeg lige dele med jer. Er også godt klar over, at selvom hun klarer det super fint i dagplejen, så kan der komme efterreaktioner herhjemme, og så tager vi det med. Det er jo en stor ting, så selvfølgelig må hun reagere på det, hvis hun føler for det. Nu vil jeg svinge støvsugeren, og evt. sætte mig ud på altanen og nyde det gode vejr, inden der tikker en besked ind om at pigebarnet er vågnet og skal hentes. ♥

Solskins Svendborg

I går tog Marie Sofie og jeg turen til Svendborg for at besøge mormor og morfar. Vi tog tidligt af sted, som i virkelig tidligt hvis du spørger mig - men så kunne vi bedre nå alle de ting vi ville. Vi startede ud med at spise morgenmad da vi kom frem, det var godt nok dagens anden morgenmad for pigebarnet, men pyt, hun elsker jo mad.
Vi var rundt flere steder, bl.a i genbrugsen, rundt i byen og inde i en legetøjsbutik med ophørsudsalg. De havde 50% og sidst i næste uge har de 75% - men butikken var stort set tom, så det ville være dumt at vente. Jeg fandt en af de 'berømte' Jellycat-bamser, og en dukke, som bliver pigebarnets fødselsdagsgave. Marie Sofie var ellevild med min venindes datters Dukke-Lotte, da vi for noget tid siden besøgte dem, ja, faktisk hver gang vi støder på et dukkebarn, er hun helt vild, så vi har længe talt om, hvornår hun skulle prøve at have en dukke selv - det bliver så til hendes fødselsdag.

Marie Sofie har i noget tid, gået rundt om vores sofabord, og her på det seneste, er hun begyndt at skubbe til det, så Larsen og jeg blev enige om at vi måtte prøve at have fat i en gå-vogn. Så jeg fik, i starten af ugen, min mor til at tjekke om de havde en nede i den legetøjsbutik som havde ophørsudsalg - og det havde de, så vi fik en fin gå-vogn med hjem fra dem også. Marie Sofie prøvede den hos mormor og morfar, og hun gik nogle få skridt med den, allerede første gang. Da vi kom hjem forsatte hun, og gik gangen tynd hele aftenen. Frem og tilbage, frem og tilbage - og hold nu op hvor mangler vi noget mere plads, så hun kunne få lov til at gå et længere stykke ad gangen. Men hun er god!

Dagen i dag har budt på ren og skær afslapning for os piger - farmanden har som altid, været på arbejde. Det er officielt den sidste dag hvor vi bare 'daser' herhjemme, i morgen starter Marie Sofie i dagpleje, vi starter i hvert fald indkøringen, og lige inden vi når juni, ja, så er min barsel slut - så nu venter den nye hverdag. Yaiks! ♥

Nåååååårrhhmmeeeeeennn......

Så sidder jeg da bare lige her og aner absolut ikke hvad jeg skal tage mig til. Det er en TOTAL uvant situation jeg befinder mig i. Klokken er 19.08 - og pigebarnet har sovet siden kl. 17. Der kunne hun ikke mere - hun kæmpede ellers en brag kamp. Men okay, dagen har også været vendt op og ned. Og med en nat med mange opvågninger, så er det heller ikke nemt. Hverken for mor eller barn - jeg må have lignet noget af en zombie, de 4 gange jeg måtte traske ind til pigebarnet i nat. Hun var pylret, så ked, så pylret og så ked igen. Måtte alle gange tage hende op og sidde med i et par minutter, så ned og ligge, og tilbage ind i seng med mig, nåede liiiige at falde hen, og så var det på den igen. Det er jo evigheder siden at hun har vågnet om natten, så det trak altså lidt tænder ud, da alarmen bippede i morges. Formiddagsluren, sprang hun næsten også let og elegant over, det blev i hvert fald ikke til særlig lang tid, for så skulle vi ud ad døren og til møde hos dagplejen. Vi var faktisk hos dagplejen i lidt over et par timer, så det blev til en sen frokost kombineret med en eftermiddagssnack da vi kom hjem. Lidt leg og hygge senere og bum - så var hun langt væk i drømmeland. Nu får hun bare lov til at sove, så må vi se om hun vågner lige om lidt, engang i nat, eller først i morgen tidlig. Så tager vi den derfra. Mødet hos dagplejemoderen gik i øvrigt helt fint, og vi føler os klar til at Marie Sofie starter der på mandag. ♥

Mors dag

Det er søndag, det er mors dag, og så er det i dag 10 måneder siden, at Marie Sofie kom til verden.
Vi piger har hygget hjemme, mens farmanden har været på job og sørget for god mad til en masse konfirmander og deres gæster.

Det er min første mors dag, egentligt ikke noget specielt i det, og så alligevel - jeg sidder med lidt blandede følelser, ikke noget voldsomt, men bare nogle tanker jeg har gjort mig. I min familie, har vi altid 'fejret' mors og fars dag, med en lille ting til enten mor eller far. Larsen derimod, går ikke op i det, han har i hvert fald ikke gjort det i al den tid vi har været sammen. Vi går heller ikke op i Valentins dag og alt sådan noget, men lige mors og fars dag, synes jeg er lidt hyggeligt. Der er ingen her der siger det skal være gaver som sådan, dyre eller store ting, men måske bare en lille form for 'tilkendegivelse' - og nu er Marie Sofie jo stadig så lille, at hun ikke lige kan tegne en tegning eller lave et eller andet fint, så tænker det er farmandens opgave at træde til. Men når han ikke går op i det, så bliver det ikke til meget 'fejring' af mig som mor. Men som sagt, så er det ikke noget jeg er dybt ulykkelig over, er jo ikke en 'material-girl' - det er bare nogle tanker jeg har gjort mig i dag, som med garanti er væk igen i morgen.
Min egen mor, fik jeg dog sørget for, sammen med min skønne bror. En fin dusk med et kort med vores kønne ansigter på, kom med bud i formiddags og vagte stor glæde. 

Marie Sofie er jo som sagt blevet 10 måneder i dag, det er lidt åndssvagt, så hurtig som tiden går. Men det gør den altså. Vi har hygget igennem i dag, hoppet i sengen, leget med drengene, sunget og danset, og været en tur uden i regnen, da vi skulle over efter avisen - Larsen sendte nemlig en besked hjem om, at han var i avisen, så den måtte vi jo altså lige hente. Det var en artikel om den asparges festival, der havde været inde i byen i går. De var kommet op på en ret sjov idé, noget med asparges og en boremaskine. For noget tid siden var han i tv, nu er han i avisen, hvad mon det næste bliver. Da pigebarnet og jeg var i gang med aftensmaden, blev vi glædeligt overrasket, for Larsen havde fået tidligt fri og kom hjem og spiste med os - jeg ELSKER når han er hjemme om aftenen, til at hygge med pigebarnet inden sengetid, og til at putte hende. Det er sjældent det sker, lige for tiden, det er jo konfirmationssæson, og der er meget at se til. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke glædede mig til alle konfirmationerne er overstået, og der forhåbentligt kommer lidt mere fritid til manden. ♥

En ny hverdag i vente

Om 11 dage starter Marie Sofie i dagpleje.

På tirsdag skal vi til et officielt møde hos dagplejen, vi har dog været der er et par gange. Første gang, da vi skulle se om det var et sted, hvor vi kunne forestille os at pigebarnet skulle passes. Anden gang, var i tirsdags, hvor vi havde fået arrangeret at vi kom om formiddagen, så Marie Sofie kunne møde sin dagplejemor, og se stedet. Første gang vi var der, sov hun nemlig hele besøget væk. Vi kom ind, hilste på, og straks var pigebarnets interesse vakt, for der stod nemlig to søde små drenge og tog imod hende, sammen med dagplejemoren. Vi satte os alle ind i legeværelset, og Marie Sofie var ikke 2 minutter om, at komme hen og kigge på ALT det nye og spændende legetøj der var. Hun så ud til at hygge sig, drengene henvendte sig til hende et par gange, og det var ikke noget problem. Dagplejemoren var hun dog lidt mere 'reserveret' over for, de gange hun prøvede at tage hende hen til sig - men om det har været bevidst, eller om det egentligt bare var fordi, det var sjovere at lege med al legetøjet - og at hun faktisk ikke havde tid til at sidde på skød, det er vi ikke helt sikre på. Efter noget tid, kom hun da også op og sidde hos dagplejemoren, og der var ingen alarm. I næste uge, skal vi som nævnt, så derned igen, dog til et møde, men så får Marie Sofie lige set stedet og dagplejemoren igen og så hedder det ellers opstart d. 19. maj.

Om 23 dage er min barsel slut.

Jeg havde en plan, dengang for længe siden, da jeg i første omgang blev sygemeldt hele graviditeten og derefter kom på barsel. Planen gik ud på at finde ud af, hvad jeg ville med mit arbejdsliv, når min barsel sluttede. Jeg havde jo masser af tid, ork, der var længe til beslutningen skulle være taget. Men ikke mere. Nu er tiden gået, og hvor langt er fruen så lige nået på den front - absolut ingen steder. Jeg ved godt hvad jeg IKKE vil, og ved også godt hvad jeg måske godt kunne tænke mig. Men sidstnævnte kræver nye uddannelser, lige meget hvilken en af dem jeg vælger. Den ene med elevløn og overhovedet ikke et passende tidspunkt at tage lige nu. Den anden med SU og vil få os til at leve temmelig stramt. Derudover er der det faktum, som jeg også har nævnt tidligere, at jeg ikke vil være den samme arbejdshest, som førhen. Jeg vil have muligheden for at nyde Marie Sofie imens hun stadig er lille - for er der noget jeg virkelig har indset her i min første tid som mor, så er det at tiden går stærkt, virkelig stærkt. Jeg ender nok med at stå på fagforeningen og melde mig ledig, nu her når barslen slutter, og så kan de forhåbentligt hjælpe mig i den retning, der vil være rigtig for mig og min lille familie. ♥

Påskedag

Feriestemning og en update på amme-stop

Aaaahhh! Der har været ren feriestemning herhjemme i påsken - min kære mand har nemlig haft 5 fridage i påsken - FEM! Det har været helt fantastisk. Først tre dage midt på ugen, og så to dage her søndag-mandag. LUKSUS siger jeg bare. Vi har stor-nydt det, alle sammen.

Sidste søndag, palmesøndag, tog Marie Sofie og jeg turen til Svendborg for at bruge dagen sammen med mormor og morfar - og Onkel M der også havde fundet vejen 'hjem' i påsken. Der blev hygget, spist god mad, gået tur, og hygget og spist lidt mere, og om aftenen drog vi hjem igen, og tog min kære lillebror med. Mandag gik med at handle ind til, bage og spise en brunsviger - eller, noget af den, for det var lillebror der havde efterlyst brunsviger, så han fik en halv kage med sig, da han tog af sted om aftenen.

Tirsdag var så mandens første fridag ud af tre, og også dagen hvor vi hurtigt tog den endelige beslutning omkring ammestop - og for lige at give en update på det, så gik det over alt forventning. Larsen puttede og trøstede 3 aftener i træk. Den første nat var jeg inde ved Marie Sofie en enkelt gang, og kunne trøste hende og få hende til at falde i søvn igen, uden nogen form for besvær eller søgen efter bryst. De efterfølgende nætter, sov hun hele natten. Hun vågnede stadig efter en til to timer efter hun var kommet i seng, men Larsen gik ind og trøstede og fik puttet hende på ny. Fredag blev det så min tur til at putte, da Larsen var på arbejde, men det gik også helt fint. Hun har ikke søgt bryst en eneste gang siden, så det er bare rigtig dejligt. Nu skal mine bryster så bare lige 'komme sig' igen og holde op med at være så ømme - men var det vidst også det. Det er en lidt mærkelig fornemmelse, ikke at amme mere - ikke i forhold til pigebarnet, men mere, at nu må jeg gerne drikke mig et glas vin, uden at skulle tænke på at jeg skal amme. Jeg kan også tage ud en aften, hvor Larsen er hjemme - eller lade hende passe ude, uden at skulle være hjemme hos hende, til sengetid, fordi hun skal ammes for at kunne sove. Det er nu altså noget af en befrielse.

Mandens tre fridage gik med ren og skær afslapning og et kort besøg af hans bror, den ene dag. Fredag og lørdag, var pigebarnet og jeg så alene igen, men lørdag fik vi skønt besøg af en god veninde fra min mødregruppe og hendes dejlige datter. Jeg havde lovet af tage nogle billeder af hendes datter, og det blev i lørdags. Det blev en del gode billeder, imellem de virkelig mange billeder jeg fik taget på den korte tid, så dem glæder jeg mig til at sætte mig og få kigget ordenligt på og leget lidt med, men ikke mindst, til at give dem videre til min veninde og hendes mand. De har fået et par enkelte smagsprøver og var glade, så det er jo kun dejligt.
Funny story: Larsen skulle møde sent lørdag og var hjemme imens de var her, og vi talte om løst og fast, og pludselig viser det sig at Larsen og min nyfundne venindes mand er fra samme by og har leget sammen som små - så er verden pludselig ikke særlig stor.

Søndag var vi hos farfar for at finde påskeæg med det meste af familien på den side - endnu en hyggelig dag der blev tilbragt i haven, vejret var jo helt igennem fantastisk - helt højsommer-agtigt. Om aftenen blev der tændt op for grillen og der blev grillet pølser til den helt store guldmedalje. I går tog vi endnu en slappe-heeeeelt-af-dag, inden hverdagen med en arbejdende farmand igen bankede på døren. Nu går vi jo så småt ind i konfirmations-sæsonen, så det bliver nok ikke meget vi kommer til at se til ham den næste måneds tid. Af samme grund har vi virkelig nydt at have flere dage sammen her i påsken og jeg ved at især pigebarnet har stor-nydt at have sin far hjemme. ♥

Projekt: Slut med amning - sæt i gang.

Puuuuuh - mit moderhjerte banker noget så voldsomt lige nu. Mit smukke barn kaster sig rundt i armene på sin far og skriger sine lunger ud. Hun blev puttet for halvanden times tid siden, af farmanden, uden problemer. Nu er hun så vågnet igen og er ked, rigtig ked, og kan ikke finde ro.
Det sidste er der såmænd ikke noget nyt i, sådan har det været i nogle uger nu, hun bliver puttet uden problemer, men vågner så efter en 1-2 timer og er ulykkelig - det nye er, at det er farmanden der har putte-trøste-tjansen.

Larsen har haft fri i dag og har fri de næste par dage, så vi har taget beslutningen om, at det er nu vi vil prøve at stoppe med aften-amningen, som er den eneste amning der er 'tilbage'. Det eneste tidspunkt hun er blevet ammet på, den sidste måned i hvert fald, er når hun har skulle sove. En del af putte-ritualet. Indimellem dog også i løbet af natten, hvis der virkelig ikke er noget som helst andet der har hjulpet, eller har kunne trøste, hvis hun har været vågnet og ked. Men det går jo altså ikke på sigt, det der med, bare at hive brystet frem. Så nu hvor vi begge er hjemme, så prøver vi. For at hun ikke skal blive alt for fristet og kan 'lugte mælken', så er det Larsen der putter de næste par dage. 

Jeg er spændt på hvordan natten bliver, nu hvor jeg ikke selv har puttet hende, for hun sover faktisk hele natten, selvfølgelig med enkelte undtagelser indimellem. Hun kommer i seng kl. 20, for der kan hun ikke mere, så sover hun 1-2 timer og vågner oftest og er ulykkelig, så bruger vi lang tid på, at få hende til at sove - alt mellem en halv til to timer. Når hun så endelig overgiver sig til søvnen igen, så vågner hun oftest først igen næste morgen. Og det er jo ret godt - jeg har i hvert fald hurtigt vænnet mig til at sove hele natten. Men det kunne nu være rart, at vi kom tilbage til den periode vi næsten lige har haft, hvor vi fra hun blev lagt kl. 20, kun var inde og give sutten 2-3 gange i timerne indtil vi selv gik i seng, og så vågnede hun først 7.50 dagen efter. Se dét var jo ren luksus, og noget vi også hurtigt vænnede os til.

Nåh, men lige nu, er fokus på, at sige farvel til den sidste amning, så må sovevanerne komme efter. Imens jeg har skrevet indlægget, er Larsen kommet listende ud fra værelset, og jeg tror det er lykkedes ham at få hende til at sove igen. Pyyyyh. Det er overhovedet ikke fordi jeg ikke tror på at min kære mand, besidder evnerne til at trøste, putte osv. For dét gør han. I den grad. OG det er overhovedet ikke fordi jeg er typen, der ikke vil give mit barn fra mig, så jeg har frie hænder for en stund, tværtimod. MEN når jeg hver eneste aften, siden hun blev født, har været den der har puttet hende, eller i hvert fald har fået hende til at sove, så er det faktisk en lidt mærkelig følelse at sidde med nu - følelsen af at der mangler et eller andet, som om jeg har glemt et gøremål i løbet af dagen. Men so far so good - jeg HÅBER at det vil lykkedes os og at hun ikke bider synderligt mærke i det, eller kommer til at savne det. Hun er jo en stor pige nu, et rigtigt lille barn og ikke en baby længere. ♥

Pigebarnet

Marie Sofie er nu 8½ måned. Hun er glad, underholdende og virkelig skøn at være sammen med. Især nu hvor vi har fået hende 'tilbage', efter det seneste spring. Hun sover 11-12 timer hver nat, oftest kun med en enkelt opvågning, hvor sutten kan gøre tricket og få hende til at sove videre. Indimellem kræver det dog at vi lige sidder tæt lidt, men så er det også det. I løbet af dagen tager hun gerne to lure og som noget helt nyt, fordi vi har fået en ekstra vogn, sover hun nu ude på altanen. 

Hun er en 'stor robust pige', som sundhedsplejersken skrev efter vores sidste besøg. 71 cm og 9260 g, så hun er åbenbart over gennemsnittet i forhold til alderen, men når nu både vægt og højde følges ad, så gør det jo ikke noget. Det havde været lidt andet hvis hun havde været kort og tyk eller lang og tynd. Seneste besøg hos sundhedsplejersken gik rigtig godt. Farmand var med denne gang, ellers har det bare været mig der har taget derind, og det var heldigt at han tog med denne gang, for det viste sig at være sidste gang. Sundhedsplejersken mente ikke der var grund til at følge os mere, da det jo går helt fint og hun udvikles helt perfekt. Marie Sofie fik ros, og vi fik ros som forældre - så kan det ikke være bedre.Vi fik dog at vide at vi altid kunne ringe, faktisk helt op til hun blev 18 - jeg takkede, og sagde at så kunne det være vi ringede når hun blev teenager.

Pigebarnet spiser alt, virkelig alt - okay, ikke lige det der færdig babymad, men nu er hun jo strengt taget heller ikke en baby mere. Hun smager på alt, og har endnu ikke givet udtryk for at der er noget hun ikke kan lide - det synes vi jo kun er herligt! Og håber på at det bliver ved. Amningen er vi stort set stoppet med. Når jeg siger stort set, så er det fordi jeg stadig ammer 1-2 gange i døgnet, gerne til natten når hun skal i seng, og indimellem, men det er faktisk ikke så ofte mere, så en enkelt gang om natten. Men det er slet ikke af samme varighed som før. Om aftenen inden hun skal i seng, er det maks 10 min. og nok mere en del af 'nu-skal-du-i-seng-ritualet' end noget andet, og de gange det har været nødvendig om natten, har det været omkring 3 min, og nok mest for at hun kan falde i søvn igen, og ikke som sådan fordi hun er sulten - men som sagt, så er det efterhånden sjældent det sker mere, det med nat-amning. Egentligt så vil jeg faktisk gerne holde op med at amme, meget snart - hun er jo en stor pige nu, men mest af alt også for at undgå de dage hvor brysterne har sit eget liv og pludselig synes de skal overproducere en masse mælk, og når jeg så ikke kan komme af med det, så gør det ondt, ikke bare av av ondt, nej, så ondt at jeg ikke kan holde ud at være til, at jeg ikke kan holde ud at have barnet kravlende rundt på mig, ikke holde ud at bære på hende og hvor ikke engang et timelangt varmt bad hjælper noget som helst. Vi tænker at det kommer af sig selv, når hun inden længe nok skal passes ude en aften-nat, så er jeg der ikke til at amme, og så er der ingen grund til at forsætte med det, når hun kommer hjem igen.

I søndags tog hun sine første spæde kravl (hedder det det?) - og siden da, har der været fart på. Den anden dag lurede hun så, at vores total (u)smarte lave sofabord, er fantastisk at rejse sig op af. Åh ha. Udover det er lavt, så er det også glat, så Marie Sofies lille hoved har allerede mødt trægulvet af nogle omgange. I går knækkede hun så koden til at kommer over de usandsynligt høje dørtrin vi har. De er virkelig høje. Nåh, men dem kan hun også kommer over nu, så det var altså ret hyggeligt at være i køkkenet og varme aftensmaden i aftes, da der pludselig kom en lille pige kravlende med det største smil på læben. ♥

Det er bare en fase, det er bare en fase, det er....

Jeg er her stadig og jeg er i live - eller, i disse dage er jeg nok mere levende død, end noget andet... og jeg sidder faktisk ikke rigtig bag skærmen. Er jeg heldig, kan jeg lige strække mig til at sidde og koble hjernen fra med telefonen i hånden, men så er det også med sovende barn ved min side.

I over en uge, har alt hvad der hed glad, smilende og underholdende barn været droppet, i stedet har vi haft en sur, ked, hysterisk og omklamrende tiger i det lille hjem. Jep, vi er inde i et spring, om man tror på disse spring er underordnet. Kald det tigerspring, udviklings-hop eller noget helt tredje. Lige meget hvad vi kalder det, så er vi inde i en kedelig og trættende periode. De andre spring på det seneste, har vi faktisk ikke mærket det store til. Af samme grund er jeg heller ikke typen der sværger til springene, og går og forbereder mig på at 'nu kommer de' og 'det er kun derfor hun er som hun er lige nu'. Nej, jeg er mere hende der tænker, 'det var lige godt pokkers, så irriterende og utilfreds hun er for tiden' - og så tjekker jeg app'en og finder så oftest ud af, at der er noget om snakken. Lige nu er hun igennem en udvikling og den er saftsusme en strid kælling. Udvikling er en god ting, helt bestemt, en fantastisk ting - men det, den gør ved vores barn, i denne tid, i dette spring, er et helvede uden lige. Jeg forestiller mig at der sker en eller anden form for eksplosion inde i hendes lille hoved, en eksplosion af nye indtryk, tanker, informationer og alt muligt andet, alt i alt en eksplosion af nye ting, hun pludselig skal tage stilling til.

I hendes vågne timer kan hendes glade stunder tælles på én hånd. Hun er ked, lettere irritabel, skide sur, sikkert også frustreret og så er hun omklamrende - som i virkelig omklamrende! 

Den anden dag satte jeg hende fra mig, fordi jeg skulle bruge begge hænder til at hjælpe manden med at samle skab, så pigebarnet blev sat mellem mine fødder - men næh nej, det var ikke godt nok, inden hun overhovedet ramte gulvet med sin lille popo, stak hun i et hyl - og så sad hun ellers bare der og skreg, indtil jeg fik hjulpet Larsen færdig, og fik taget hende op igen.

Det er virkelig trættende, når man flere dage i træk, har en så, nærmest ulykkelig, lille pige - og ikke rigtig føler man kan stille noget op, andet end at sidde tæt, hele tiden. Hun er utrolig træt i disse dage også, men det tror jeg pokker, når hun bruger så meget energi og kræfter på at være hysterisk og græde. Hun har det allerbedst når hun lige har sovet, så er der plads til at sidde og lege lidt, nogle gange også alene. Men det er ikke længe. Så vil hun igen bare gerne sidde tæt. I løbet af dagen, kan det godt gå an at sidde tæt med farmand, hvis han er hjemme, men når vi når aftenen og natten, så er det mor og kun mor der dur. I aftes vågnede hun efter hun var kommet i seng. Larsen gik derind, da jeg simpelthen havde brug for bare at sidde og sumpe lidt hen. Hun var rigtig ked af det og han tog hende op og ville sidde med hende, inde på værelset, noget vi altid gør - men i aftes var det noget nær umuligt. Hun skreg, vred sig og ville bestemt ikke putte med sin far. Larsen kaldte mig ind, og jeg tog over. Og bum, så lå hun hos mig, med hovedet på min brystkasse og puttede. Det tog tid, for hun lå og rodede lidt rundt, men hun var stille og havde lukkede øjne. Til sidst faldt hun også i søvn. 

Jeg kan ærligt talt godt syntes at det er hårdt, når hun er så morsyg som hun er lige nu. For selvom Larsen er hjemme, så kan han jo ikke aflaste sådan rigtigt, når det eneste pigebarnet vil, er at sidde klistret til mig. Jo, så kan han ordne en masse praktisk, men det får jeg jo ikke et pusterum eller 'alene-tid' af. Så nej, det går heller ikke at ringe til familie, når manden ikke er hjemme og bede dem om at komme og passe et par timer så jeg kan trække vejret igen, i hvert fald ikke når hun er mor-syg. Jeg ser jo heller ingen grund til at hun skal være så ked af det, 'bare fordi' jeg lige trænger til at være mig selv. Så bider jeg det i mig, og ser frem til at dette spring, forhåbentligt snart, er overstået - både for hendes egen skyld, men så sandelig også for min. Hun er altså noget sjovere at være sammen med, når hun er sig selv og i sit es, smilende og glad. ♥

Børneværelset

Så fik jeg endelig gjort Marie Sofies værelse færdigt, eller - lige ved og næsten. For vi mangler stadig at sætte lamper de rigtige steder, men det kommer ikke til at ske før lampen fra ferm living er kommet retur, efter tilbagekaldelsen i starten af året. På den anden side, bliver man egentligt nogensinde færdig med et børneværelse? Nåh, men bedst af alt er, at jeg har fået taget billeder og er klar til at vise jer hendes værelse - endda med skøn sol ind af vinduet, så værelset virkelig kommer til sin ret. Se venligst bort fra de løse ledninger, dem bliver der styr på når lamperne kommer op. ♥