Det første år

Det første år med barn er gået - og hvilket år. Det har været fantastisk, dejligt, skønt, hårdt og meget lærerigt. Vi har været heldige, Larsen og jeg. Vi har fået et nemt barn. Sådan er det bare - og det er ikke for at sige, at det med børn er 'a piece of cake'. Men især når vi taler med andre nye forældre, kan vi godt se og høre, at vores eget pigebarn er en mild og nem skabning - og har været det fra start. Ingen sygdom, skavanker eller lignende har vi oplevet. Der har da været nogle episoder, mest når det kommer til søvn, hvor vi har haft nogle 'problemer' - men det har været faser, og er stadig indimellem - og come on, hvis det er det eneste, så synes jeg det er helt okay. Jeg kan selvfølgelig ikke sige at hun forsat er så 'nem' - men det første år, der er det nu gået meget godt. Hun har udviklet sig helt som hun skulle, har været lidt fremme og har lært nye ting hurtigt - og det har været lidt vildt at være vidne til. Ingen af os, husker jo hvordan det var, dengang alting var nyt. Vi tager jo bare alt for givet, at kunne holde på ting, drikke, spise, kravle, gå - alle de ting er jo en selvfølge. Men at se et nyt væsen lære de ting, det er vildt! Som sagt er det første år gået, og jeg har hver måned taget et billede af pigebarnet - hvor er jeg glad for at jeg huskede det fra første måned - og nu kan lave en lille collage fra hendes første 12 måneder.

En ven skrev til mig, at jeg vel blev ved til hun blev 18 år, meeeeen - mon dog hun vil være med til det? Det er alligevel 204 billeder mere, der skal huskes at tages hver d. 11. i måneden. Det kunne nu være sjovt - vi må se hvor længe hun vil være med. ♥

Walk this way

Den største ting der er sket på det seneste - selvfølgelig udover at pigebarnet er fyldt et år - er det her, som skete 5 dage før hendes fødselsdag...

 

 

Jeg føler mig utrolig heldig at have så betænksom en datter, som vi har. Hun valgte nemlig at begynde at gå, få timer efter jeg var kommet hjem - og vi alle tre igen var samlet efter en weekend væk fra hinanden. Det er da betænksomt - for selvfølgelig skulle moderen ikke gå glip af det. ♥

Tænderne er kommet....

... og de er sylespidse, skal jeg hilse at sige!

16 dage, det var hvad der gik fra den første tand viste sig, til den næste dukkede op. Det var næsten samme omgang som ved første tand, dog 'en tand' (hø hø - argh okay!) voldsommere for både Marie Sofie og os. To nætter hvor hun skreg som en stukket gris, fordi hun havde tabt sutten. To nætter hvor hun var dybt ulykkelig mindst én gang i timen, og ikke kunne trøstes. Hun lå bare og skreg og kiggede op på os, når vi kom ind til hende. Vi måtte ikke nusse hende, lægge hånden på brystet eller noget som helst. Jeg tror faktisk slet ikke at hun har været vågen. Det eneste der kunne få hende til at falde til ro, var ved at jeg tog hende op til mig og sad helt tæt med hende. To nætter på den måde, kan tage pippet fra selv den bedste - det gjorde i hvert fald noget ved mig. Træt med træt på, var hvad jeg var i de dage. Jeg kunne ikke engang overskue at skulle sove, for hun ville alligevel nok vågne, når jeg lagde mig. Larsen havde heldigvis fri i de dage hvor natteroderiet stod på, så man kan da sige hun har timet det godt. Om dagen var der ikke det vilde at mærke på hende, lidt træt efter nætterne, og måske lidt pylret, men ikke noget voldsomt. Af samme grund var jeg ikke helt sikker på, om jeg skulle tro på at det var endnu en tand der var på vej, for det var jo ikke lige som sidst. Denne gang var meget værre, og jeg forestillede mig ret hurtigt, at vi skulle til at have et barn der fik forskellige 'flip' om natten og ikke kunne være i sin egen krop på grund af uro. Jeg så for mig at vi skulle have hende sovende inde hos os igen, og mange år frem, og at vi hver eneste nat skulle vågne flere gange i timen, for at trøste og forsikre om at alting var som det skulle være. Ja, ja, der er næsten ikke de scenarier, jeg ikke gennemgik oppe i mit hoved. Larsen holdt dog på, at det var en tand. Og jeg må indrømme at der lød et lettelsens suk fra min side, da jeg onsdag morgen, efter en, faktisk, nogenlunde nat, kunne mærke et par spidse takker i munden på hende. Efterfulgt af et HURRA - for så havde Larsen ret, det var bare en tand. Det er utroligt hvor hurtig man er til at forestille sig forskellige ting, lige så snart der er noget der afviger fra ens 'normale'. Hurra for tand nr. 2. ♥

Lige ved og næsten - og dog.

Hun har fat i den lange ende, dog mangler hun lige at knække koden til hvordan man så får noget ud af koppen - men mon ikke hun en eller anden dag lige pludselig får luret, at hun skal læne hovedet tilbage. ♥

Så fik vi det på plads

Færdiglavet babymad på glas, er bare ingen succes! I hvert fald ikke hos babyen her i hjemmet. Vi fik for noget tid siden foræret lidt forskelligt babymad på glas, og har prøvet at servere det for Marie Sofie. Hun har smagt på det og har måske også taget en 1-2-3 skefulde mere end hun egentligt selv havde lyst til, bare for vores skyld, men hun kunne simpelthen ikke få det ned - hun gjorde ellers et godt forsøg.
Den anden aften var det så lasagne på glas vi prøvede, hun tog som vanligt de skefulde vi tilbød, men til sidst blev det for meget og hun endte faktisk med at kaste det hele op igen, af to omgange. Stakkels lille pige.

Jeg prøvesmager altid det jeg serverer for hende, og ingen undtagelse her, selv Larsen smagte på denne 'lasagne' - og vi var enige. Det smagte af... absolut ingenting. Og det siger jeg ikke fordi jeg er voksen og er vant til at alting smager af et eller andet. Det var ikke bare fordi der lige manglede lidt krydderi eller andet, nej, det smagte virkelig af ingenting. Tror pokker pigebarnet ikke synes om det, at få sådan noget mærkeligt noget i munden, der bare fylder munden med ingenting - ingen smagseksplosion eller lignende. Ingenting. Jeg er godt klar over at det selvfølgelig ikke skal være en eksplosion af smage, der er i sådan noget babymad, men lidt skal der da være - hvordan lærer de ellers de forskellige smage at kende? Jeg kan så tilføje at vi i lørdags prøvede en anden slags 'mad på glas' - og det smagte af nøjagtig det samme som lasagnen, nemlig ingenting.

Larsen og jeg skulle også have lasagne den aften, Larsens egen hjemmelavet, og pigebarnet var vågen da vi spiste. Jeg havde en lille rest på tallerkenen da vi var færdige med at spise, jeg moste lidt af det med en gaffel og lod hende smage - og pip pip, der sad den lille fugleunge og gabte efter mere. Farmandens version var fyldt med smag, og det var noget hun kunne lide. Så konklusionen er vidst, at det der færdiglavet mad på glas, ikke er noget for hende. Det passer os egentligt helt fint. Hun er en pige der skal have masser af smag i maden, og så er det bare i gang med at få lavet en masse gode smagsoplevelser til hende. Godt hun har en farmand der er kok. ♥