Jeg forlod for en stund blogland - jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at skrive, ej heller koncentrere mig om så meget andet, end de ting jeg har oplevet - og de tanker der efterfølgende har kørt rundt i hovedet på mig. Nu ser det ud til at jeg så småt kan begynde at samle mig selv igen, og forhåbentligt går vi en gladere og sjovere tid i møde - ikke flere 'kedelige' og dårlige oplevelser nu. Hvis i stadig er hos mig, kære læsere, får i her en kort opsamling på den seneste måneds tid, set med mine øjne.
Siden sidst...
Min kære bonusfar, min mors mand, min brors far - blev ramt af en blodprop i hjernen. Han blev ramt i højre side og det er gået ud over hans venstre side af kroppen. Vil starte med at fortælle at han har det godt, så godt man nu kan have det under omstændighederne. Hans genoptræning er gået forbavsende hurtigt frem og efter at have været på genoptræningscenter i små 3 uger, kan han i næste uge komme hjem og bo hjemme igen. Men selvom det er gået så hurtigt fremad med ham, selvom hans over 20 år med styrketræning og sund spise har gjort, at han formentligt slipper uden fysiske mén, så var det et chok for os, i vores lille familie. En ubehagelig oplevelse, som man aldrig kan forberede sig på. Tænk så lige at 35 familier dagligt oplever, at en af deres kære får en blodprop - 35 danskere bliver ramt om dagen! Det er simpelthen uhyggeligt.
Min elskede Larsen knoklede på, på restauranten i Fredericia, men fik desværre ikke pladsen som deres nye elev. Han er for gammel. Tænk at man som 26-årig skal få svaret: "Du er for gammel" - men sådan er det desværre i den branche, og garanteret i flere andre. Voksen-elever er ikke førsteprioritet, de koster jo ekstra. Larsen kæmper en kamp for at finde en restaurant der rent faktisk har råd til at have ham gående, så han kan få sin uddannelse - men hverken store, som små vældig succesrige steder, har åbenbart råd til at have en voksen-elev. Det er frustrerende, både for restauranten i Fredericia som faktisk rigtig gerne ville have ham, men ikke havde råd - men så sandelig også for Larsen, som gang på gang må opleve at få afslag - alene pga. sin alder.
Min elskede Larsen knoklede på, på restauranten i Fredericia, men fik desværre ikke pladsen som deres nye elev. Han er for gammel. Tænk at man som 26-årig skal få svaret: "Du er for gammel" - men sådan er det desværre i den branche, og garanteret i flere andre. Voksen-elever er ikke førsteprioritet, de koster jo ekstra. Larsen kæmper en kamp for at finde en restaurant der rent faktisk har råd til at have ham gående, så han kan få sin uddannelse - men hverken store, som små vældig succesrige steder, har åbenbart råd til at have en voksen-elev. Det er frustrerende, både for restauranten i Fredericia som faktisk rigtig gerne ville have ham, men ikke havde råd - men så sandelig også for Larsen, som gang på gang må opleve at få afslag - alene pga. sin alder.
Alf er navnet på den fine ilderfyr, vi for noget tid siden havde på besøg hos os - ham jeg viste jer billeder af her. Alf har altid heddet Alf, men den nye ejer var på daværende tidspunkt i tvivl om, hvorvidt han stadig skulle hedde sådan, derfor kaldte jeg ham for den navneløse ilder. De nye ejere fandt hurtigt ud af, at de desværre ikke kunne med Alf, og eftersom Alf kommer oppe fra Frederikshavn, var han ikke sådan lige at aflevere tilbage, da det ikke gik i det nye hjem. Derfor tilbød vi, at vi kunne tage ham ind og passe ham indtil de fandt ud af en løsning med tilbagelevering. Alf er stadig 'i pleje' hos os, da opdrætter ingen mulighed har haft, for at komme og hente ham endnu. Vi var dog 'varslet' om dette. Kort efter Alf var ankommet hertil, snakkede jeg med opdrætter i Frederikshavn og vi fik en god lang snak. Hun fortalte om at hun ingen bil havde i noget tid, så at det nok kom til at være nogle uger at han skulle være her. Det har nu ikke gjort os noget - det er kun hyggeligt at have et ungdyr i huset igen. Vi kommer i hvert fald ikke til at kede os. Han kom hurtigt fint ud af det med de andre, så der har heldigvis ikke været nogle kampe der.
Hera, vores skønne lille pige. Vores 'varmedyr'. Vores tossede sokketyv. I kan nok høre hvor det bærer hen... Mandag i sidste uge observerede vi at Hera faktisk ikke spiste og kun drak meget lidt. Vi slog til med det samme, da vi før havde oplevet noget lignende med hende. Larsen lavede noget flydende skånekost, og jeg stod for at made hende en gang i timen og så lå hun ellers konsekvent ved en af os og sov resten af dagen. Hun var bestemt ikke vild med at blive tvangsfodret og tirsdag morgen besluttede jeg mig for at det med at tvinge hende til at spise, kunne være nok. Det var ikke et overgreb jeg ville blive ved med at byde hende. Hun blev tiltagende dårligere og mere træt end førhen. Ved en vejning kunne vi se, at til trods for tvangsfodring, havde hun formået at tabe sig yderligere 20 g på det seneste døgn. Hendes gang var også pludseligt meget besværet. Beslutningen om at søge dyrlæge blev taget - desværre ville skæbnen at vores egen ilderkyndige dyrlæge havde ferie. Hovedet blev lagt i blød, for hvem i byen var så lige gode nok til at tage sig af vores lille pige. Valget faldt på en af de klinikker, hvor jeg i sin tid var i praktik. Jeg vidste at han der, havde om ikke andet en smule forstand på ildere og vi var heldige at kunne få en tid samme dag. Hera blev puttet godt i en af sine sove-sokker og jeg havde hende så med under jakken. Hera sov hele vejen ud til dyrlægen. Lige som vi steg ud af bilen, åbnede hun sine trætte øjne og stak hovedet uden for jakken, her sad hun så og kiggede. Larsen og jeg vidste nok egentligt godt hvor det kunne bære hen, og valgte derfor at vi ikke ville have en transportkasse med. Rigtig nok. Reservedyrlægen ville rigtig gerne hjælpe, og gøre alt hvad han kunne med antibiotika og en masse væske - men som han sagde og vi også havde talt om hjemme, så kunne det være at vi stod i samme situation igen om et par måneder. Hera fik lov til at få fred, tirsdag eftermiddag, i armene på sin elskede 'madfar'. Til trods for at vi inden vi tog afsted, havde prøvet at indstille os på, at vi nok ikke fik vores lille pige med hjem igen, så kom det alligevel som et slag i hovedet for os. Vi har talt meget om det, og vi var temmelig rystet og chokerede. Det hele skete så hurtigt og inden for et døgn havde vi pludselig ikke vores Hera-pige hos os mere. At det så også skulle komme lige på det tidspunkt, hvor vi syntes at vi havde nok der var imod os - det kunne vi slet ikke bære. At anskaffe sig 3 dyr der er jævnaldrende, er ikke noget jeg anbefaler - se hvad det har ført os til... 3 x farvel på 13 måneder. Nu har vi kun vores skønne Aslan, som forhåbentligt har nogle år at løbe på endnu. Hera blev præcis 6 år og 3 måneder. Hun er savnet rigtig meget og vil altid være det.
Mit humør har været meget svingende. Som i rigtig meget. Tankerne har tonset rundt i hovedet og har ikke ligefrem været villige til at stoppe op og lade hjernen få ilt. De kører stadig rundt - men jeg prøver dog langsomt at få styr på dem. Der har været meget at tænke over, at tage stilling til, og også meget hvor jeg bare har måtte stå og se magtesløs til. Men jeg prøver som sagt, langsomt at få styr på mit hoved - og som Larsen og jeg hurtigt blev enige om - nu kan det kun gå fremad! Ikke mere dårligdom, i nogen som helst form, i det næste lange stykke tid.
Mit humør har været meget svingende. Som i rigtig meget. Tankerne har tonset rundt i hovedet og har ikke ligefrem været villige til at stoppe op og lade hjernen få ilt. De kører stadig rundt - men jeg prøver dog langsomt at få styr på dem. Der har været meget at tænke over, at tage stilling til, og også meget hvor jeg bare har måtte stå og se magtesløs til. Men jeg prøver som sagt, langsomt at få styr på mit hoved - og som Larsen og jeg hurtigt blev enige om - nu kan det kun gå fremad! Ikke mere dårligdom, i nogen som helst form, i det næste lange stykke tid.
