Vi forsætter...

... med at være syge. Det endte jo ud med, at være en omgang tredagesfeber, som Marie Sofie havde fået rodet sig ud i. En mild børnesygdom, som de dog heldigvis kun kan få en gang. Efter feberen kom et vildt udslæt, over hele kroppen. Ikke noget der generede hende, men det så lidt farligt ud. Et par uger er så gået, uden sygdom - men nu er vi ramt igen. Alle tre! Den mindste er snothamrende forkølet og hoster voldsomt om natten, jeg er total sat til i snot, feber, ondt i halsen og hvad der ellers hører med, og Larsen - ja, han går også og skranter. Det er simpelthen så kedeligt at være syg, og endnu værre er det, når vi alle tre er ramt, så jeg håber at det snart er et overstået kapitel - og at der går længe før vi skal igennem noget lignende igen. ♥

Weekenden...

... er gået med en syg lille pige.

Torsdag blev Larsen ringet op af dagplejen, at Marie Sofie havde kastet op og havde feber. Så af sted med ham for at hente hende hjem. Jeg kom hjem til en skidtmas lille pige, der lå der i sofaen med dyne, bamser og blanke øjne. Heldigvis var det med at kaste op, ikke noget der forsatte, men feberen blev. Fredag kom hun ud til farfar, der tilfældigvis lige havde fri - ikke så fedt med sygt barn, når både jeg og Larsen skulle arbejde. Jeg havde sagt ja til en sen-vagt og Larsen skulle for alvor starte op efter ferie, så at skulle blive hjemme med barn, passede ikke særlig godt den dag. Så det var dejligt at farfar kunne hjælpe. Fredag eftermiddag fik jeg pigebarnet hjem, hun var godt nok sløj. Ville ingenting, bare ligge og kigge - allerhelst bare sove, så det fik hun selvfølgelig lov til.
Feberen steg og steg, og nåede på et tidspunkt op på 40,2 - så det blev også til et opkald til lægevagten, som fortalte om nogle ting jeg skulle være obs på. Da Larsen kom hjem fredag aften, besluttede vi os for at campere i stuen, så vi kunne sove sammen alle sammen. Så det har vi gjort hele weekenden. Alle madrasser, dyner og puder blev fundet frem. I aftes var hun feberfri og helt sig selv igen, så vi tænkte at 'det var det' og så kunne vi nyde søndagen sammen, alle raske. Men sådan skulle det ikke være. I morges vågnede hun igen med lidt over 40 i feber og var bare ked, ked, ked. Hun har brugt det meste af dagen på at sove, og her til aften er feberen igen på vej retur, håber vi. Temperaturen er i hvert fald faldet, så vi krydser fingre for at hun slipper for nu. I morgen skal Larsen heldigvis møde sent, så han kan tage hende om dagen, og så tager jeg over når jeg har fri. Og så håber, håber, håber jeg virkelig at hun snart bliver rask, så vi kan få vores glade pigebarn tilbage igen. ♥

Sløj med sløj på.

Det burde forbydes at kunne blive syg, når man er mor - færdig slut. Fredag eftermiddag hostede jeg en enkelt gang, og der kunne jeg mærke en kradsen i halsen. Så vidste jeg ligesom godt hvor det bar hen. Fredag aften var jeg allerede godt ramt, og lørdag var bare rigtig dum og jeg ønskede faktisk, at jeg bare for et døgns tid, ikke lige var nogens mor og at jeg bare kunne sove det hele væk - jeg er sikker på det var 'the man-flu' jeg havde fået. Det var i hvert fald slemt OG jeg var alene hjemme med pigebarnet. Søndag skulle Larsen møde senere end vanligt, og jeg fik lov at sove længe, nærmest indtil han skulle ud ad døren. Da jeg stod op til mine to, var det med synet af en glad baby men med 11-taller (snotnæse), og derefter gik det bare stærkt. Marie Sofie var også ramt, og det blev kun værre og værre. Fuldstændig tilstoppet, ikke feber, men varm og sløj, det var hun. I går, blev det så Larsens tur til at stå op med den der følelse i kroppen, dog ikke så slemt at han har måtte lægge sig endnu, så han har troligt taget på arbejde.

Jeg er heldigvis tæt på at være fri for sygdom igen, jeg døjer kun med lidt snøften morgen og aften. Marie Sofie er stadig hårdt ramt, og er oven i 11-tallerne er hun begyndt at hoste, indtil videre er det dog ikke noget der ikke kan lindres med lidt lunkent kamille-te og et hævet hovedgærde i sengen. Men hold op hvor jeg glæder mig til hun er helt sig selv igen. I løbet af dagen er der faktisk ikke noget at mærke på hende, hun er sat til i snot ja, men ellers er hun glad og tilfreds og leger og snakker som hun plejer. Men om aftenen er hun pylret, ked og udmattet. Der er det eneste hun vil, at ligge helt tæt. Hun er simpelthen så sød, hun er begyndt at lægge sit hoved ind til mig, når hun er træt, eller bare gerne vil putte. Hun har egentligt gjort det noget tid, men jeg tror først det er nu at hun sådan rigtigt gør det bevidst. Hvis hun sidder hos mig, lægger hun gerne hovedet ind på brystet af mig, og nusser mig med den ene hånd. Her til aften sad hun ved siden af mig i sofaen og legede med noget legetøj, da hun ikke gad det mere, lagde hun sig med hovedet på mit lår og lå og puttede sig ind til mig. SÅ SØDT altså!
Nu håber vi at det snart er slut med snotnæser, nysen og hosten - for os alle tre. ♥

Min graviditet // Svangerskabsforgiftning

Jeg fik ikke lov at slippe. Her på falderebet skulle der lige komme endnu en gene til. Denne gang en temmelig alvorlig en af slagsen, hvilket også har været skyld i mit fravær her på bloggen.

Onsdag i sidste uge var jeg ved min egen læge, som jeg jo også nåede at få fortalt lidt om. Torsdag tog vi så ind på OUH til samtalen med special-lægen, vi nåede ikke langt i fødselsplanen, faktisk kom vi slet ikke i gang, for efter 2 målinger af mit blodtryk, blev jeg sendt op på Svangreklinikken for at blive indlagt. Skyhøjt blodtryk, væske alle steder, vejrtrækningsbesvær osv. gjorde at de ville tjekke mig. Som sagt så gjort, urinprøve og blodprøver viste tydeligt at jeg rendte rundt med svangerskabsforgiftning. Noget der faktisk kom som et chok for mig, for jeg troede ærlig talt at mine gener 'bare' var en del af graviditeten - havde ikke følt mig syg og dårlig på den måde. Derfor var dagene efterfølgende også meget frustrerende, for selvom de forskellige tal blev bedre, så havde jeg ikke den der følelse af, at jeg havde fået det bedre - igen, jeg anede jo slet ikke jeg var syg. 

Der blev kæmpet en kamp for at få styr på mit høje blodtryk, medicin blev givet - også for meget, hvilket resulterede i at det styrtdykkede fredag formiddag og jeg blev rigtig dårlig. Der kom heldigvis hurtig styr på det igen, og der blev lagt en stram plan over, hvor meget jeg måtte få af det forskellige. Dagene efter stod på daglige urinprøver og blodprøver. Blodtrykket er også blevet målt flittigt og indimellem blev der kørt en kurve på Baby M, men hun har heldigvis ikke lidt nogen last, hun har det helt perfekt.

I tirsdags ved stuegang fik jeg den kedelige besked. "Vi vil gerne beholde dig, indtil du har født" Bum. Det var jeg ikke helt glad ved, for allerede efter et døgns tid havde jeg voldsom hjemve og ville bare gerne væk derfra. Så at have udsigt til mange flere dage på den kedelige stue, uden noget at tage sig til, og med en uvished om hvor lang tid der egentligt ville være tale om, slog mig ud. Der var intet at gøre ved det, end at høre efter. Og det er da også det rigtige sted at være, hvis der skulle blive noget. Men øv, hvor jeg syntes det var en træls besked. Især fordi hende jeg lå på stue med, fik lov at tage hjem dagen efter. Til stuegang i dag, ville en ny læge gerne tale med mig. Jeg havde fået at vide at det skulle handle om igangsættelse, så det var egentligt hvad jeg forventede - men der blev jeg snydt. Det var som nævnt ikke den samme læge som den anden dag, hende her havde helt andre planer med mig. Alle prøverne så nemlig flotte og stabile ud, så hun så faktisk ingen grund til at jeg lå og optog en seng på afdelingen. Hun ville gerne udskrive mig. Selvfølgelig med aftale om at jeg forsat målte mit blodtryk, tog medicinen og at jeg kom ind til kontrol på mandag. Men hun ville udskrive mig - forestil jer lige glæden i mit ansigt, da hun sagde det. Som hun så fint sagde, så har de jo altid åbent hos dem, hvis der skulle blive noget, og så langt væk fra sygehuset bor vi heldigvis heller ikke. Hun nævnte at de ville 'tage mig op' på deres konference i eftermiddags, hvor de ville tale om igangsættelse og finde en dato, men om jeg ville vente på at høre om det, eller bare ville få det at vide, når jeg kom mandag, var helt op til mig. Jeg tror jeg var sådan ca. 10 minutter om at pakke alle mine ting, og så sagde jeg ellers farvel til stue 5 og afdelingen for nu. 

Så nu er jeg hjemme. Hvilken befrielse. Jeg vil gerne være ærlig at sige, at det var svært for mig at acceptere tanken om, ikke at være hjemme mere, før efter det var med Baby M. Selvfølgelig ville Larsen have styr på det hele herhjemme, det er der ingen tvivl om. Men ikke at kunne være hjemme i vante omgivelser og sætte sig til at tænke store tanker om hvordan det hele bliver osv. - det var svært at acceptere. Så jeg er bare glad for at være hjemme, også selvom jeg ikke må røre en finger. Heldigvis har Larsen ferie, så han er her til at tage sig af det hele. I næste uge hedder det igangsættelse, det er en virkelig mærkelig og surrealistisk følelse at sidde med, men er ikke i tvivl om at det nok skal gå helt fint. Så i næste uge bliver Larsen far, jeg bliver mor, vi bliver forældre. ♥