Som omtalt i forbindelse med indlægget før dette, så ville jeg kigge efter et billede af Aslan fra den gang han var en stor hvalpet fyr - en rigtig krammebamse. Fandt dette billede, hvor man virkelig kan se hans størrelse i de unge år. Det er Aslan der er den store elskelige fyr til venstre. Ved siden af har vi den skønne Gammelmand, med smukke Hera oven over. Aslan er bare en stor hvalp på dette billede, men han var i lang tid den største af dem alle - også efter sine hvalpeår.
Lad mig lige tilføje hvor hårdt det var for Hormonella her, at sidde og kigge gamle billeder af dyrene. Jeg tudbrølede, det ville ingen ende tage. Var nødt til at gå ud og smide koldt vand i ansigtet for at få det til at stoppe - heldigvis var Larsen ikke hjemme til at se mit tuderi. Dog kom han hjem lige efter, og han kiggede på mig én gang - og så tudede jeg igen. Men Larsen sød som altid, han troede det var som det oftest har været, tårer der skyldtes mit savn til dyrene - det sker nemlig, at jeg godt kan blive ked af det af savn, når jeg sidder og kigger tilbage på tiden med dyrene. I den virkelige verden, dér ved spisebordet, var det kun lige en brøkdel, resten har været hormoner der spillede ind. Så samtidig med at jeg sad og ikke kunne styre tårerne for anden gang, ja, så skraldgrinede jeg over hvor meget de hormoner kan overtage - for det er da for skørt altså. ♥
