Bloggen er flyttet

Bloggen er flyttet, så fra nu af skal du følge med på

saagikdertidmeddet.dk

Vi ses på den anden side!

Kh Lisa

Siden sidst... #438

Der er da vidst ved at være en del af de der 'siden sidst' indlæg her på bloggen - men når man som mig er blevet dårligere til at få blogget, så er det slet ikke så dum en ting lige at få opsummeret indimellem. SÅ...

Siden sidst...

... er vi alle tre blevet raske igen.

... har vi langt om længe fået givet lejligheden en ordenlig og tiltrængt rengøring.

... er Larsen blevet udvalgt til at deltage i en konkurrence for kokke-elever.

... har jeg fået forlænget mit arbejde 2 måneder mere. 

... er det endelig lykkedes os at få sat dato på den kærestetur, som vi har sparet op til længe. 

... har pigebarnet lært hvad en ko siger.

... er vi gået skridtet videre i at komme de overflødige kilo til livs. (Mere om det, når vi har haft møde med vores hjælpende hånd.)
... har jeg fået en tid hos en plastikkirurg (!) (også mere om det, når jeg har været der.)'

Så var der lige et par teasere til jer.

Udover det, så går dagene jo bare med arbejde, arbejde, dagpleje og en masse praktiske sager. Den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået en uge, hvor man ikke har nået en dyt af alt det sjove. Men så er det godt, at der findes weekender. ♥

Vi forsætter...

... med at være syge. Det endte jo ud med, at være en omgang tredagesfeber, som Marie Sofie havde fået rodet sig ud i. En mild børnesygdom, som de dog heldigvis kun kan få en gang. Efter feberen kom et vildt udslæt, over hele kroppen. Ikke noget der generede hende, men det så lidt farligt ud. Et par uger er så gået, uden sygdom - men nu er vi ramt igen. Alle tre! Den mindste er snothamrende forkølet og hoster voldsomt om natten, jeg er total sat til i snot, feber, ondt i halsen og hvad der ellers hører med, og Larsen - ja, han går også og skranter. Det er simpelthen så kedeligt at være syg, og endnu værre er det, når vi alle tre er ramt, så jeg håber at det snart er et overstået kapitel - og at der går længe før vi skal igennem noget lignende igen. ♥

Weekenden...

... er gået med en syg lille pige.

Torsdag blev Larsen ringet op af dagplejen, at Marie Sofie havde kastet op og havde feber. Så af sted med ham for at hente hende hjem. Jeg kom hjem til en skidtmas lille pige, der lå der i sofaen med dyne, bamser og blanke øjne. Heldigvis var det med at kaste op, ikke noget der forsatte, men feberen blev. Fredag kom hun ud til farfar, der tilfældigvis lige havde fri - ikke så fedt med sygt barn, når både jeg og Larsen skulle arbejde. Jeg havde sagt ja til en sen-vagt og Larsen skulle for alvor starte op efter ferie, så at skulle blive hjemme med barn, passede ikke særlig godt den dag. Så det var dejligt at farfar kunne hjælpe. Fredag eftermiddag fik jeg pigebarnet hjem, hun var godt nok sløj. Ville ingenting, bare ligge og kigge - allerhelst bare sove, så det fik hun selvfølgelig lov til.
Feberen steg og steg, og nåede på et tidspunkt op på 40,2 - så det blev også til et opkald til lægevagten, som fortalte om nogle ting jeg skulle være obs på. Da Larsen kom hjem fredag aften, besluttede vi os for at campere i stuen, så vi kunne sove sammen alle sammen. Så det har vi gjort hele weekenden. Alle madrasser, dyner og puder blev fundet frem. I aftes var hun feberfri og helt sig selv igen, så vi tænkte at 'det var det' og så kunne vi nyde søndagen sammen, alle raske. Men sådan skulle det ikke være. I morges vågnede hun igen med lidt over 40 i feber og var bare ked, ked, ked. Hun har brugt det meste af dagen på at sove, og her til aften er feberen igen på vej retur, håber vi. Temperaturen er i hvert fald faldet, så vi krydser fingre for at hun slipper for nu. I morgen skal Larsen heldigvis møde sent, så han kan tage hende om dagen, og så tager jeg over når jeg har fri. Og så håber, håber, håber jeg virkelig at hun snart bliver rask, så vi kan få vores glade pigebarn tilbage igen. ♥

Arbejd' arbejd'

Dagene går med at arbejde. Arbejde, arbejde, arbejde. Nu har jeg været i mit nye job i en måneds tid, og er ved at være godt inde i det igen. Det er helt rart. Det er en super dejlig afdeling jeg er startet på, med søde, venlige og sjove mennesker at arbejde sammen med. Men jeg er nødt til at være helt ærlig... Det er godt nok hårdt! Ikke arbejdet i sig selv, men det at være i arbejde igen, især efter så lang tid hjemme, som jeg var. Er på - på - på, når jeg er på job, og førhen, så var det første jeg gjorde når jeg kom hjem efter en vagt, at smide mig i sofaen og lade øjnene lukke i - det kan jeg ikke mere. Nu skal jeg, når jeg kommer hjem, være lige så meget på - og være mor. Det er en ting jeg kæmper lidt med, og jeg kan godt mærke at der nok kommer til at gå noget tid endnu, før jeg vænner mig til at være 'en arbejdende mor'.
Jeg har været så privilegeret, at Larsen jo har haft ferie hele den seneste måned, så jeg har kunne koncentrere mig om, at starte på arbejdsmarkedet igen. Han har afleveret og hentet pigebarnet i dagplejen. Hjemme har han sørget for aftensmad og givet mig plads til at være fuldstændig kvæstet efter en vagt. Jeg har selvfølgelig stadig været en del af vores lille familie, og har også taget mig af pigebarnet - det skal ikke lyde som om jeg har 'meldt mig ud'. Det har bare været meget nemmere, at starte job, og lidt mere i orden, lige at glippe med øjnene, når vi har været to hjemme sammen med pigebarnet. Men nu er det slut, hverdagen banker for alvor på, for lige om lidt starter Larsen på job igen, og så er det igen mig der har 'tjansen' - afhentning, aftensmad, putning - og alle de andre praktiske ting - oven i arbejdet. Det bliver vildt. Især fordi pigebarnet lige nu er inde i en periode hvor hun er skide sur og utilfreds, fra vi kommer hjem om eftermiddagen og til der bliver serveret mad. Nogle gange forsætter det endda efter maden også, og indtil hun skal i seng - så er det virkelig man føler glæden ved at have barn - når de eneste timer i døgnet man er sammen, skal gå med surt barn.
Jeg håber det bare er en fase, og at det snart er overstået - eller at jeg i hvert fald får lidt mere overskud inden længe. Men for pokker da, der er jo tusindvis af familier der gør det - er par, får børn, er på barsel og vender tilbage til arbejdet - og klarer den. Så det burde jeg også kunne - det kommer nok med tiden. ♥

Havefesten i billeder

1 år

Fredag d. 11. juli havde Marie Sofie fødselsdag. Dagen blev fejret stille og roligt, bare os tre. Larsen og jeg lagde ud med at vække pigebarnet med fødselsdagssang - ja, det hører sig altså, efter min mening, til når man er blevet forældre, så der måtte Larsen bare sluge sin stolthed. Hun var ikke meget for at skulle op, men med et flag i hånden og udsigt til farvestrålende gaver, så gik det. Der blev pakket gaver op - af os fik hun et fødselsdagstog og en dukke Eva - spist morgenmad og taget månedsbillede. Derefter gik turen ud for at bytte et par sko, som hun havde fået af farfar og hans kone aftenen før. De var desværre for små. Der var ikke flere større størrelser, så vi endte ud med at vælge en helt anden farve, i en passende størrelse. Men hvor var hun også bare fin - hendes første sko, rigtig pigefarvede. Efter ombytningen, handlede vi lidt forskelligt ind, pakkede bilen og satte kurs mod stranden. Der hyggede vi med friske jordbær, ærter og boller. En tur i det store hav blev det også til, men det var ikke nogen succes for pigebarnet - det var alt for stort. Efter nogle timer ved vandet, kørte vi hjem, spiste aftensmad og hyggede alle tre. Et aftenbad til pigebarnet og så i seng. Resten af aftenen gik med at gøre klar til dagen efter, hvor vi skulle holde fødselsdag for familien. ♥

Slået ud!

Vi lider, som så mange andre, lidt under varmen i disse dage - de mindste størrelser mest. Er vild med det gode vejr, men synes nu også det var rart at der lige kom en regnskylle i aftes. Men som sagt, det lumre vejr går mest udover dyr og barn. I går aftes havde vi en hyggestund i sofaen, hvor Marie Sofie sad og nussede Aslan - begge lidt klatøjede. Lige pludselig kunne pigebarnet ikke mere, hun sad ret op og ned og var faldet i søvn. Kort tid efter smed hun armen omkring Aslan og de puttede begge hos mig. Det var altså ret så hyggeligt. ♥

New hair - don't care

Mine første feriedage gik med en tur til det sjællandske, og en weekend hos min lillebror. Kun mig. Larsen skulle arbejde, så vi havde fået arrangeret pasning af pigebarnet hos farmor, hele weekenden. Så der var dømt alene-tid til mig. Jeg nød det i fulde drag. Men kan man andet, når man hele weekenden blev sørget godt for? Lørdag var vi inde på min brors arbejde, hele dagen, for at gøre noget ved min manke - og jeg skal lige love for at der skete ting og sager. Den opmærksomme har nok luret det, ude i siden her på bloggen - eller på instagram, hvor jeg opdaterede gennem dagen. Der blev klippet og klippet og klippet lidt mere, og så blev der afbleget (!!) - for til sidst at få det farvet. Rødligt siger jeg (udvidende), frisør-bror siger kobber - mig der ellers ikke kan fordrage kobber. Nåh, det er jo heller ikke lige den slags kobber - men hold nu op hvor jeg elsker det! Jeg var ret spændt. Jeg havde jo aldrig nogensinde farvet hår før, har én gang fået farvet to røde striber i håret, that's it. Så det var et temmelig vildt spring at tage for mig, men jeg gjorde det - og er godt tilfreds!

Udover den helt store hår-makeover, så blev der søskende-hygget i stor stil i min brors lille hybel. Jeg indrømmer gerne at jeg synes weekenden var for kort, og at jeg snildt kunne have brugt et par dage mere derovre. Pigebarnet hyggede hos farmor, med faster, onkel osv. - det vidnede de mange fine billeder jeg fik tilsendt i løbet af weekenden om. Af samme grund, havde jeg ikke 'travlt' med at komme hjem. Det var en dejlig weekend, og det var tiltrængt, at komme ud på egen hånd. ♥

Det første år

Det første år med barn er gået - og hvilket år. Det har været fantastisk, dejligt, skønt, hårdt og meget lærerigt. Vi har været heldige, Larsen og jeg. Vi har fået et nemt barn. Sådan er det bare - og det er ikke for at sige, at det med børn er 'a piece of cake'. Men især når vi taler med andre nye forældre, kan vi godt se og høre, at vores eget pigebarn er en mild og nem skabning - og har været det fra start. Ingen sygdom, skavanker eller lignende har vi oplevet. Der har da været nogle episoder, mest når det kommer til søvn, hvor vi har haft nogle 'problemer' - men det har været faser, og er stadig indimellem - og come on, hvis det er det eneste, så synes jeg det er helt okay. Jeg kan selvfølgelig ikke sige at hun forsat er så 'nem' - men det første år, der er det nu gået meget godt. Hun har udviklet sig helt som hun skulle, har været lidt fremme og har lært nye ting hurtigt - og det har været lidt vildt at være vidne til. Ingen af os, husker jo hvordan det var, dengang alting var nyt. Vi tager jo bare alt for givet, at kunne holde på ting, drikke, spise, kravle, gå - alle de ting er jo en selvfølge. Men at se et nyt væsen lære de ting, det er vildt! Som sagt er det første år gået, og jeg har hver måned taget et billede af pigebarnet - hvor er jeg glad for at jeg huskede det fra første måned - og nu kan lave en lille collage fra hendes første 12 måneder.

En ven skrev til mig, at jeg vel blev ved til hun blev 18 år, meeeeen - mon dog hun vil være med til det? Det er alligevel 204 billeder mere, der skal huskes at tages hver d. 11. i måneden. Det kunne nu være sjovt - vi må se hvor længe hun vil være med. ♥