Tænderne er kommet....

... og de er sylespidse, skal jeg hilse at sige!

16 dage, det var hvad der gik fra den første tand viste sig, til den næste dukkede op. Det var næsten samme omgang som ved første tand, dog 'en tand' (hø hø - argh okay!) voldsommere for både Marie Sofie og os. To nætter hvor hun skreg som en stukket gris, fordi hun havde tabt sutten. To nætter hvor hun var dybt ulykkelig mindst én gang i timen, og ikke kunne trøstes. Hun lå bare og skreg og kiggede op på os, når vi kom ind til hende. Vi måtte ikke nusse hende, lægge hånden på brystet eller noget som helst. Jeg tror faktisk slet ikke at hun har været vågen. Det eneste der kunne få hende til at falde til ro, var ved at jeg tog hende op til mig og sad helt tæt med hende. To nætter på den måde, kan tage pippet fra selv den bedste - det gjorde i hvert fald noget ved mig. Træt med træt på, var hvad jeg var i de dage. Jeg kunne ikke engang overskue at skulle sove, for hun ville alligevel nok vågne, når jeg lagde mig. Larsen havde heldigvis fri i de dage hvor natteroderiet stod på, så man kan da sige hun har timet det godt. Om dagen var der ikke det vilde at mærke på hende, lidt træt efter nætterne, og måske lidt pylret, men ikke noget voldsomt. Af samme grund var jeg ikke helt sikker på, om jeg skulle tro på at det var endnu en tand der var på vej, for det var jo ikke lige som sidst. Denne gang var meget værre, og jeg forestillede mig ret hurtigt, at vi skulle til at have et barn der fik forskellige 'flip' om natten og ikke kunne være i sin egen krop på grund af uro. Jeg så for mig at vi skulle have hende sovende inde hos os igen, og mange år frem, og at vi hver eneste nat skulle vågne flere gange i timen, for at trøste og forsikre om at alting var som det skulle være. Ja, ja, der er næsten ikke de scenarier, jeg ikke gennemgik oppe i mit hoved. Larsen holdt dog på, at det var en tand. Og jeg må indrømme at der lød et lettelsens suk fra min side, da jeg onsdag morgen, efter en, faktisk, nogenlunde nat, kunne mærke et par spidse takker i munden på hende. Efterfulgt af et HURRA - for så havde Larsen ret, det var bare en tand. Det er utroligt hvor hurtig man er til at forestille sig forskellige ting, lige så snart der er noget der afviger fra ens 'normale'. Hurra for tand nr. 2. ♥