20 januar 2014

Så fik vi det på plads


Færdiglavet babymad på glas, er bare ingen succes! I hvert fald ikke hos babyen her i hjemmet. Vi fik for noget tid siden foræret lidt forskelligt babymad på glas, og har prøvet at servere det for Marie Sofie. Hun har smagt på det og har måske også taget en 1-2-3 skefulde mere end hun egentligt selv havde lyst til, bare for vores skyld, men hun kunne simpelthen ikke få det ned - hun gjorde ellers et godt forsøg.
Den anden aften var det så lasagne på glas vi prøvede, hun tog som vanligt de skefulde vi tilbød, men til sidst blev det for meget og hun endte faktisk med at kaste det hele op igen, af to omgange. Stakkels lille pige.

Jeg prøvesmager altid det jeg serverer for hende, og ingen undtagelse her, selv Larsen smagte på denne 'lasagne' - og vi var enige. Det smagte af... absolut ingenting. Og det siger jeg ikke fordi jeg er voksen og er vant til at alting smager af et eller andet. Det var ikke bare fordi der lige manglede lidt krydderi eller andet, nej, det smagte virkelig af ingenting. Tror pokker pigebarnet ikke synes om det, at få sådan noget mærkeligt noget i munden, der bare fylder munden med ingenting - ingen smagseksplosion eller lignende. Ingenting. Jeg er godt klar over at det selvfølgelig ikke skal være en eksplosion af smage, der er i sådan noget babymad, men lidt skal der da være - hvordan lærer de ellers de forskellige smage at kende? Jeg kan så tilføje at vi i lørdags prøvede en anden slags 'mad på glas' - og det smagte af nøjagtig det samme som lasagnen, nemlig ingenting.

Larsen og jeg skulle også have lasagne den aften, Larsens egen hjemmelavet, og pigebarnet var vågen da vi spiste. Jeg havde en lille rest på tallerkenen da vi var færdige med at spise, jeg moste lidt af det med en gaffel og lod hende smage - og pip pip, der sad den lille fugleunge og gabte efter mere. Farmandens version var fyldt med smag, og det var noget hun kunne lide. Så konklusionen er vidst, at det der færdiglavet mad på glas, ikke er noget for hende. Det passer os egentligt helt fint. Hun er en pige der skal have masser af smag i maden, og så er det bare i gang med at få lavet en masse gode smagsoplevelser til hende. Godt hun har en farmand der er kok.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar