Jeg skal lige love for at der skete ting og sager hos os i går. Fra de helt små og normalt ubetydelige ting, til skræmmende sager.
Jeg startede dagen ud med hedeslag, måtte nærmest ligge uden en trevl på kroppen, i træk fra de åbne vinduer, bare for at have det nogenlunde. Hænder og fødder var hævede, og min højre hånd har fået en idé om at være i 'sove-mode' konstant, dag som nat. Så det summer helt vildt i den. Ubehageligt og ikke særlig praktisk! Et koldt bad og en lur hjalp dog på det hele.
En eller anden tog så en beslutning om at støvsuge, her trængte virkelig(!) - nu er her jo pludselig ikke nogle gulvtæpper til at skjule de værste nullermænd. NOGEN besluttede sig så også for at vaske gulvene - vores elskede smukke gulve, men som dog er et helvede at holde helt rene. Det kræver i hvert fald muskler at vaske dem, noget jeg ikke har lige pt. Der hvor det var værst, lå jeg faktisk på knæ med en skuresvamp, for at tage alle de mørke spor efter skosåler. Går man med sko indendørs her, så er det som om gulvene suger alt skidtet under skoene - så fra dag 2 har det heddet, ingen sko indendørs. Jeg kan love jer for at det kunne ses, da alle vores søde hjælpere havde fået lov at beholde skoene på, den dag vi flyttede. Total upraktisk, hvis de skulle have smidt skoene hver gang de kom ind, det ville slet ikke kunne lade sig gøre - men hold da også lige op, for nogle gulve vi havde bagefter. Anyways, det tog mig en 3-4 timer at ordne gulvene - og jeg var pænt ødelagt bagefter. Men det var det hele værd. Nyvaskede pæne gulve er altså bare en fryd for øjet.
Jeg havde lige smidt mig i sofaen, da Larsen kom hjem. Vi talte lidt, og han gik så på altanen for at få sig en smøg. Pludselig lyder der et højt hvin, efterfulgt at et kæmpe brag. Jeg udbryder bare "nej, nej, nej, nej, nej" - og inden jeg når at komme op ad sofaen, for at se hvad der er sket, så er Larsen fløjet ned på vejen og er i gang med at danne sig et overblik over de to biler der netop er kørt sammen, lige nede foran vores vindue. To biler, med 3 unge gutter, er kørt ind i hinanden. Den ene ville lave en u-vending, hvor man ikke må, den anden bil kommer så bagfra med for alt meget fart på, og så kan det næsten kun gå galt. Hvilket det så også gjorde. Passageren i den ene bil, sad stadig i bilen, han havde slået hovedet mod bilen, og Larsen sørgede for at han blev siddende helt stille og fokuserede på at kigge lige ud. Larsen ringede så efter hjælp, og der gik ikke lang tid før de var på stedet. Først en lægebil, efterfulgt af en brandbil, så en ambulance, samtidig med endnu en brandbil og til sidst politiet. Alle sammen med udrykning.
Det var dog ikke værre med passageren, end at han med en hjælpende hånd fra lægen, selv kunne komme ud af bilen og lægge sig på båren, han valgte at køre med en tur på sygehuset. De to andre var der ikke sket noget med. Jeg var dog lidt bekymret for den ene, da han gik rundt og tog sig til brystet hele tiden - han var blevet hårdt ramt af airbaggen, det var tydeligt at se. Men lægen clearede ham, og hun må jo vide hvad hun gør. Bekymringerne omkring ham stoppede dog hurtigt, da han efter at der var ryddet op, bilerne var flyttet ind til siden og de forskellige køretøjer var kørt igen, hopper op på taget af sin bil, for liggende på den, at få en ven til at tage et billede af sig selv og den ødelagte bil. Så havde han det vidst heller ikke værre.
Jeg er SÅ stolt af Larsen, der bare uden at tænke, løb ned for at hjælpe til. Havde han ikke været hjemme, så havde jeg selv været gået derned for at se hvad jeg evt. kunne hjælpe med - jeg havde på ingen måde været så hurtig og effektiv som han, men jeg havde gjort det. Det gør man bare, det skal man da - skal man ikke? Heldigvis kom der hurtigt andre hjælpende til også - der kom desværre også en masse af de folk, jeg ikke er så vilde med til, dem der hurtigt er hoppet i overtøjet, bare for at skulle ned for at se hvad der er sket - UDEN at tilbyde hjælp eller lign. - dem der liiige skal lufte hunden, så de kan se med. Lige i dag ærgrer jeg mig - for lige i dag, følte jeg mig selv som en af dem. Dem der bare stopper op, for at glo uhæmmet på en ulykke. Jeg synes ærlig talt det er noget mærkeligt noget at gøre - især hvis man ikke engang tilbyder sin hjælp. I dag var jeg en af dem, en af dem der stod oppe i sit vindue og kiggede ned på det hele. Uden at gøre en dyt. Man kan så sige at Larsen var jo dernede, og havde han vurderet der var brug for mere hjælp, lad os sige at de alle tre lå og var tilskadekomne, så er jeg sikker på at han nok skulle have vinket mig ned - hvis jeg da ikke selv var gået ned for at hjælpe. Da der først var ringet efter hjælp, var der ikke så meget andet at gøre for dem. De rendte selv rundt og tog billeder af skaderne, fik talt sammen osv. Ikke at det er en undskyldning for bare at stå i lejligheden og glo - slet ikke.
Jeg startede dagen ud med hedeslag, måtte nærmest ligge uden en trevl på kroppen, i træk fra de åbne vinduer, bare for at have det nogenlunde. Hænder og fødder var hævede, og min højre hånd har fået en idé om at være i 'sove-mode' konstant, dag som nat. Så det summer helt vildt i den. Ubehageligt og ikke særlig praktisk! Et koldt bad og en lur hjalp dog på det hele.
En eller anden tog så en beslutning om at støvsuge, her trængte virkelig(!) - nu er her jo pludselig ikke nogle gulvtæpper til at skjule de værste nullermænd. NOGEN besluttede sig så også for at vaske gulvene - vores elskede smukke gulve, men som dog er et helvede at holde helt rene. Det kræver i hvert fald muskler at vaske dem, noget jeg ikke har lige pt. Der hvor det var værst, lå jeg faktisk på knæ med en skuresvamp, for at tage alle de mørke spor efter skosåler. Går man med sko indendørs her, så er det som om gulvene suger alt skidtet under skoene - så fra dag 2 har det heddet, ingen sko indendørs. Jeg kan love jer for at det kunne ses, da alle vores søde hjælpere havde fået lov at beholde skoene på, den dag vi flyttede. Total upraktisk, hvis de skulle have smidt skoene hver gang de kom ind, det ville slet ikke kunne lade sig gøre - men hold da også lige op, for nogle gulve vi havde bagefter. Anyways, det tog mig en 3-4 timer at ordne gulvene - og jeg var pænt ødelagt bagefter. Men det var det hele værd. Nyvaskede pæne gulve er altså bare en fryd for øjet.
Jeg havde lige smidt mig i sofaen, da Larsen kom hjem. Vi talte lidt, og han gik så på altanen for at få sig en smøg. Pludselig lyder der et højt hvin, efterfulgt at et kæmpe brag. Jeg udbryder bare "nej, nej, nej, nej, nej" - og inden jeg når at komme op ad sofaen, for at se hvad der er sket, så er Larsen fløjet ned på vejen og er i gang med at danne sig et overblik over de to biler der netop er kørt sammen, lige nede foran vores vindue. To biler, med 3 unge gutter, er kørt ind i hinanden. Den ene ville lave en u-vending, hvor man ikke må, den anden bil kommer så bagfra med for alt meget fart på, og så kan det næsten kun gå galt. Hvilket det så også gjorde. Passageren i den ene bil, sad stadig i bilen, han havde slået hovedet mod bilen, og Larsen sørgede for at han blev siddende helt stille og fokuserede på at kigge lige ud. Larsen ringede så efter hjælp, og der gik ikke lang tid før de var på stedet. Først en lægebil, efterfulgt af en brandbil, så en ambulance, samtidig med endnu en brandbil og til sidst politiet. Alle sammen med udrykning.
Det var dog ikke værre med passageren, end at han med en hjælpende hånd fra lægen, selv kunne komme ud af bilen og lægge sig på båren, han valgte at køre med en tur på sygehuset. De to andre var der ikke sket noget med. Jeg var dog lidt bekymret for den ene, da han gik rundt og tog sig til brystet hele tiden - han var blevet hårdt ramt af airbaggen, det var tydeligt at se. Men lægen clearede ham, og hun må jo vide hvad hun gør. Bekymringerne omkring ham stoppede dog hurtigt, da han efter at der var ryddet op, bilerne var flyttet ind til siden og de forskellige køretøjer var kørt igen, hopper op på taget af sin bil, for liggende på den, at få en ven til at tage et billede af sig selv og den ødelagte bil. Så havde han det vidst heller ikke værre.
Jeg er SÅ stolt af Larsen, der bare uden at tænke, løb ned for at hjælpe til. Havde han ikke været hjemme, så havde jeg selv været gået derned for at se hvad jeg evt. kunne hjælpe med - jeg havde på ingen måde været så hurtig og effektiv som han, men jeg havde gjort det. Det gør man bare, det skal man da - skal man ikke? Heldigvis kom der hurtigt andre hjælpende til også - der kom desværre også en masse af de folk, jeg ikke er så vilde med til, dem der hurtigt er hoppet i overtøjet, bare for at skulle ned for at se hvad der er sket - UDEN at tilbyde hjælp eller lign. - dem der liiige skal lufte hunden, så de kan se med. Lige i dag ærgrer jeg mig - for lige i dag, følte jeg mig selv som en af dem. Dem der bare stopper op, for at glo uhæmmet på en ulykke. Jeg synes ærlig talt det er noget mærkeligt noget at gøre - især hvis man ikke engang tilbyder sin hjælp. I dag var jeg en af dem, en af dem der stod oppe i sit vindue og kiggede ned på det hele. Uden at gøre en dyt. Man kan så sige at Larsen var jo dernede, og havde han vurderet der var brug for mere hjælp, lad os sige at de alle tre lå og var tilskadekomne, så er jeg sikker på at han nok skulle have vinket mig ned - hvis jeg da ikke selv var gået ned for at hjælpe. Da der først var ringet efter hjælp, var der ikke så meget andet at gøre for dem. De rendte selv rundt og tog billeder af skaderne, fik talt sammen osv. Ikke at det er en undskyldning for bare at stå i lejligheden og glo - slet ikke.
Larsen var sej, holdt overblikket, fik tilkaldt hjælp, hjulpet hvor han kunne og blev afhørt af politiet. Han er fandeme så sej altså! Virkelig! Som han siger, det er vildt hvad man bare gør, når sådan noget sker - ikke noget med at tænke over tingene, det er bare af sted og se hvor man kan hjælpe.
Jeg har aldrig hørt så voldsom en lyd fra et færdselsuheld før, og blandet sammen med hormonerne, så stod jeg selvfølgelig og tudede, da han kom op igen. Forfærdelig lyd.
Larsen og jeg fik os en god snak - og jeg besluttede mig for at hans gode gerning skulle belønnes med pandekager. Så mig i køkkenet, for at bage pandekager efter opskrift fra selveste Rasmus Klumps mor - dog tilsat bananer. De blev lækre, tykke og luftige - og med creme fraiche og friske danske jordbær til, så blev det næsten ikke bedre. Dejlig måde at afslutte en meget blandet dag på.
Sikke en dag.
Sikke en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar