11 februar 2013

Første jordemoderbesøg

Sikke en dejlig dag - virkelig kun positive ting der har bevæget sig min vej mig i dag - og så har jeg været ude i den virkelige verden hele to gange i dag og mærke både solens stråler og frostens biden i kinderne.

Jeg har langt om længe fået de søde lægesekretærer hos min læge til at forstå, at jeg har én fast læge i deres lægehus, og at jeg derfor ikke 'bare' skal smides ind til den første og bedste. Jeg har gået ved den samme læge i al den tid jeg har boet her i byen (siden 2007), kun afbrudt af 2 gange, hvor jeg har været nødsaget til at komme ind til en af de andre læger, da min egen har haft ferie - senest da jeg fik konstateret begyndende bækkenløsning. Det havde de så noteret som et skift, og derfor har de kun givet mig tider hos 'den nye' - hvilket ikke helt har passet den unge dame her, for godt nok er han sød og rar, men jeg er nu mest tryg hos min gode gamle læge. Han kender mig. Så nu skulle det være på plads igen. Skønt!

Første besøg hos jordemoderen var i formiddags. Larsen skulle have været med, men de havde mere end travlt på arbejdet lige på det tidspunkt, så det kunne han ikke lige smutte fra. Det var nu også helt fint. Jeg har læst en del om de der besøg hos jordemoderen og fælles for de fleste er, at første besøg ikke er det vilde - mest snak og administrative ting. Af samme grund havde jeg heller ikke de store forventninger, faktisk ingen, for så bliver man ikke skuffet. Der havde nu heller ikke været noget at være skuffet over. Det eneste jeg havde håbet på var, ikke at få en af dem man godt kan se i tøsefilm - i ved, dem der nærmest taler babysnak til en, med en meget høj lys stemme? Sådan er hun heldigvis ikke. En rigtig sød kvinde, start/midt 30'erne tror jeg, og dejlig ligetil. Hun har mest, hvis ikke kun, med dem med et forhøjet BMI at gøre, hvilket også er derfor jeg har fået hende. Dejlig samtale om løst og fast, mine 'problem-områder' og selvfølgelig også lidt praktisk. Hun lagde ud med at fortælle at hun ikke ville lytte efter hjertelyd, for hun kunne med stor sandsynlighed ikke finde den og det ville hun ikke gøre mig nervøs med, det passede igen mig fint, for havde ikke forventet hverken at skulle høre eller se den lille i dag. Nårh jah, og så var der lige gennemgangen af den pæne stak brochure og foldere jeg fik med mig hjem - hold nu op, der er da i hvert fald godnat-læsning til resten af ugen.


2 kommentarer:

  1. Ja, det er ingen ferie at blive mor! haha
    Tillykke med din "nye" læge og din dejlige jordemoder :-)

    SvarSlet