03 september 2012

Et stik, en navneløs ilder og en fødselsdag.

Begivenhedsrig dag må jeg nok konstatere. Er netop kommet hjem efter en hyggelig aften med uhøjtidelig familiefødselsdag. Larsens mormor inviterede til boller og varm kakao, men som forudset kunne hun ikke nøjedes med at servere det, næh, det blev også til et par lagkager og småkager. Lækre sager - godt vi ikke spiste aftensmad! I formiddags var jeg oppe ved lægen og få mit første, ud af tre stik. Det er selvfølgelig vaccinen mod livmoderhalskræft jeg taler om. 
Er du kvinde og fra årgang 1985-1992, så synes jeg bestemt du skal tage imod tilbuddet om en gratis vaccine - andet er komplet åndssvagt i min verden. Læs mere om HPV-vaccinen her
Ved middagstid fik vi besøg af en pige og hendes nye ilder. Nanna, som pigen hedder, var for noget tid siden på besøg her i hyblen, for at møde, se og røre Aslan og Hera. Hun ville rigtig gerne selv have en ilder, og havde samlet godt med info omkring, hvad sådan et dyr kræver. Nu ville hun så gerne møde dyret i levende live, og ved en tilfældighed så jeg hendes opslag, og bød hende velkommen. Det er blevet til en del korrespondance på sms mellem os, hvor jeg har svaret så godt jeg kunne på hendes spørgsmål. Hun fik hurtigt kontakt med en opdrætter, faktisk den samme hvor vi fik Gammelmanden fra i sin tid, og i går fik hun så en flot ung ilder-fyr hjem. I aftes var der lidt panik hos hende og kæresten, da den lille fyr bed dem en del. Jeg trillede ud til dem på cykel, for lige at sige hej og for at se om jeg kunne være behjælpelig med noget. SKØN lille fyr - det er altså hvad han er! - og han ville bare rigtig gerne lege, så efter en tumletur, så var han skøn og blid. Jeg fik givet lidt gode råd med på vejen, som de jo kunne vælge at bruge eller lade være. Men en ting er sikkert, det dur ikke at være bange for sit kæledyr, så hun er nødt til at vise ham hvem der bestemmer. Til morgen tikkede der så en besked ind om, at de havde leget hele morgenen, og at han rendte efter hende overalt og var meget opsøgende - SUCCES! Omkring middagstid, var de så lige et smut forbi her, da vi lige skulle finde en sele der passede ham. Hera var da komplet ligeglad med at en ny ilder havde indtaget hyblen, hun gik bare ind og sov. Aslan fulgte ham konstant - altså lige indtil at den navneløse ilder begyndte at skælde ud. Så endte det med at Aslan gik ind og puttede med Hera. Nannas ilder-fyr har intet navn endnu, så indtil videre kalder jeg ham den navneløse ilder. Jeg fik taget lidt billeder, da de var her, men om der blev nogle gode, det må jeg se på imorgen, hvor jeg skal have tømt kameraet. Mon ikke der kommer lidt billeder op af den flotte fyr, her på bloggen - jeg har i hvert fald fået lov at dele billederne med jer.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar