30 juli 2012

'Kirkegård for gravsten'

Det går desværre længere og længere tid imellem at jeg får taget nogle ordenlige billeder med mit Nikon - lysten til at tage nogle fede fotos er der skam, men det er lige det der med, så også at komme ud og gøre det, at det kniber med. Sidst min bror var her, fik jeg det dog med på en af gåturene med hundene. Vi endte ovre på Assistenskirkegården hvor jeg fik taget lidt forskellige billeder. Mest af min skønne bror, der gerne står model til lidt af hvert. Assistenskirkegården er et skønt sted - hvis man lige ser bort fra at der ligger døde mennesker. Den er kæmpestor og åben, super hyggelig med beplantningen og så er den mere som en velholdt park, end en kirkegård. Der er masser af bænke, så man kan sidde og nyde udsigten og det er tilladt at gå tur med hunde, så længe de er i snor og man samler op efter dem. Førhen krummede jeg lidt tæer, når folk sagde de gik ture på kirkegårde, men efter mine efterhånden utallige besøg på 'vores' kirkegård, kan jeg godt forstå dem. Der er selvfølgelig nogle kirkegårde, der ikke ligefrem byder sig til gåture, men 'vores' den gør. 

Det sidste billede er fra et fjernt hjørne på kirkegården, hvor alle de gamle gravsten bliver smidt. En kirkegård for gravsten, kan man vel næsten kalde det.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar