... nu med baby!
Vi er i august måned, og det betyder herhjemme at vi skal på familieudflugt - den årlige én af slagsen. Den varer kun kort tid, men den er der og den er nødvendig. Jeg taler selvfølgelig om den årlige tur til Dr. Dyr for at få drengene vaccineret. Vi er jo flyttet siden sidst, det betyder at der er en del længere til dyrlæge. Og på grund af en voldsom masse vejarbejde, så passer det helt af h til med busser den vej, så vi var optimistiske og valgte at gå. EGENTLIGT er det ikke fordi det som sådan er viiildt langt, men for en som mig, hvor kroppen stadig bøder fra graviditeten, så er det alligevel en ret god tur. Nåh, men i går drog vi mod dyrlægen, med barnevognen godt pakket med baby og dyr. Folk kigger, vidste i godt det? - og når de så ser hvad der egentligt er i kassen, så kigger de lige en ekstra gang. Vi var ikke nået særlig langt, før mine skinneben syrede fuldstændig til - "det er sådan det skal være, det er en god ting" lød det fra Larsen, jeg var dog lige på nippet til at sætte mig ned på stedet og tude. Men jeg gjorde det ikke - vi forsatte, og nåede da også dyrlægen.
Jeg behøver ikke fortælle hvem der fik mest opmærksomhed derinde vel - til trods for det var drengene han skulle kigge på. Tal lige om en dyrlæge der ikke kan stå for små bitte børn. Hold da helt op. Glæden var stor da han så vi ikke kun havde 'kriller-ilderne' med, men også en barnevogn. Glæden var endnu større da han kiggede ned i vognen og så at hun jo var helt ny. Og inden vi gik derfra skulle han altså lige se de små fødder, og hænder og og og. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Selvfølgelig var hun sulten da vi nåede ind på klinikken, så da vi kom ind, måtte Larsen tage sig af at holde drengene, og så satte jeg mig og ammede. Drengene fik thumbs up. Alfie er jo den nye dreng, og vores dyrlæge havde ikke mødt ham før, men det gik helt fint - det var kun madfar der fik et nap, da dyrlægen vaccinerede. Man er vel kun 2 år og stadig vild. Aslan tog det hele mere roligt. Vores dyrlæge har altid haft et eller andet med Aslan, første gang vi havde Aslan med til dyrlæge, fik vi nemlig at vide at Aslan har en forstørret milt og at han nok ikke holdt særlig længe. Nu er Aslan 5 år, og de gange vi har skulle til dyrlæge, har Dr. Dyr altid spurgt om det var Aslan det gjaldt - og nej, det gjorde det ikke. Han er en fighter. I går synes Dr. Dyr stadig at det var utroligt at Aslan stadig var hos os. Milten er ikke vokset yderligere, men den er stor og vi blev igen mindet om at det pludselig kan ske at den springer. Vi ved det godt. Vi nyder hver dag med ham, og er bare glade for at have ham hos os. Og lige så glade for at være ved dyrlæge og få alle dyrene med hjem igen. De fik deres stik og tjek og de er helt som de skal være - altså lige bortset fra den forstørrede milt.
Jeg behøver ikke fortælle hvem der fik mest opmærksomhed derinde vel - til trods for det var drengene han skulle kigge på. Tal lige om en dyrlæge der ikke kan stå for små bitte børn. Hold da helt op. Glæden var stor da han så vi ikke kun havde 'kriller-ilderne' med, men også en barnevogn. Glæden var endnu større da han kiggede ned i vognen og så at hun jo var helt ny. Og inden vi gik derfra skulle han altså lige se de små fødder, og hænder og og og. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Selvfølgelig var hun sulten da vi nåede ind på klinikken, så da vi kom ind, måtte Larsen tage sig af at holde drengene, og så satte jeg mig og ammede. Drengene fik thumbs up. Alfie er jo den nye dreng, og vores dyrlæge havde ikke mødt ham før, men det gik helt fint - det var kun madfar der fik et nap, da dyrlægen vaccinerede. Man er vel kun 2 år og stadig vild. Aslan tog det hele mere roligt. Vores dyrlæge har altid haft et eller andet med Aslan, første gang vi havde Aslan med til dyrlæge, fik vi nemlig at vide at Aslan har en forstørret milt og at han nok ikke holdt særlig længe. Nu er Aslan 5 år, og de gange vi har skulle til dyrlæge, har Dr. Dyr altid spurgt om det var Aslan det gjaldt - og nej, det gjorde det ikke. Han er en fighter. I går synes Dr. Dyr stadig at det var utroligt at Aslan stadig var hos os. Milten er ikke vokset yderligere, men den er stor og vi blev igen mindet om at det pludselig kan ske at den springer. Vi ved det godt. Vi nyder hver dag med ham, og er bare glade for at have ham hos os. Og lige så glade for at være ved dyrlæge og få alle dyrene med hjem igen. De fik deres stik og tjek og de er helt som de skal være - altså lige bortset fra den forstørrede milt.
Da vi skulle hjem, var jeg ikke sikker på jeg kunne klare turen hjem, så vi prøvede at arrangere kørsel, men det kunne ikke lade sig gøre. Så der var kun den ene løsning, nemlig at gå. Jeg klarede det også - men jeg var mere end brugt da vi kom hjem og fik smidt fødderne op. Det var en af de første sådan rigtige ture jeg har gået siden graviditet, og så en lang en ad slagsen. Og så i mine tynde udtrådte flipflapper, fordi jeg endnu har været for doven (og måske også lidt for bange) til at prøve mine sko, for at se om jeg overhovedet kan passe dem. Men det er jeg nok snart nødt til at finde ud af, så jeg kan komme ud at gå nogle ture - i ordenlige sko. Da vi kom hjem prøvede vi at indtaste vores tur på nettet - 6,31 km blev det til, omkring de 20.000 skridt. Det er da en ret god start, synes jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar