Søndag - Åben og hudløs ærlig.

Jeg har længe gået med en form for uro i kroppen, jeg har ikke kunne finde ud af hvad det har været. Har følt mig brugt, nedslidt, udbrændt, stresset - og så alligevel ikke. Jeg har været UTROLIG bange for at det skulle være min depression der var på vej retur. Samtidig har der været lidt kedelige trummerum, i forholdet herhjemme. Ikke noget voldsomt. Det hele har bare kørt meget på 'rutinerne'. De rigtige følelser og kærligheden, har ikke helt været at spore. Kommende husbond og jeg har været sammen i over 7 år, og det ville da også være mærkeligt andet, end at der er lidt kurrer på tråden indimellem. Men hvor jeg dog HADER dem. Jeg HADER når det hele bliver så rutinepræget, at man faktisk glemmer det lille godnatkys, morgenkysset, alle de små ting i hverdagen der viser, at man altså stadig sætter pris på hinanden og elsker hinanden rigtig højt. De er desværre blevet forsømt, på det groveste den senere tid. Både fra min og Kommende husbonds side. Derfor har jeg bestemt ikke haft en rar følelse i min krop det sidste lange stykke tid, jeg har endda taget mig selv i at tænke tanken; "Er det mon sådan det føltes, hvis jeg en dag finder ud af, at jeg ikke har følelser for ham mere?" Jeg blev så ked af den tanke, og hele dagen har jeg gået med en kæmpe knude i min mave, jeg har været nervøs for at få fri fra arbejde idag, for hvad hvis intet ændrede sig, når jeg kom hjem. Hvad hvis det var det samme rutinepræget møg...! Ville det her så bare være starten, på slutningen?

Jeg havde det SÅ skidt, fysisk og psykisk, da jeg satte mig op på cyklen, for at køre hjem idag, jeg overvejede sågar at cykle en lang omvej hjem. Men jeg nåede (heldigvis) ikke langt, for oppe for enden af indkørslen til arbejdet, der står MIN Kommende husbond og vinker. I de sekunder det tog mig at komme hen til ham, skete der en eksplosion i min krop, følelserne brød ud, tårene trillede som pr. automatik, og knuden i min mave løsnede sig langsomt. Der, lige dér, oppe for enden stod han - med spørgsmålet, vil du med på picnic? Det kan ikke beskrives, hvor glad jeg var for at se ham, lige på det sted, på det tidspunkt. Det bekræftede mig i den grad i, at det her IKKE er starten på slutningen. Det var et bump på vejen, som vi skulle over - sammen. Et større og anderledes bump, end det jeg synes at vi har oplevet før. Men hvor jeg dog ikke kan fordrage de bump. De andre følelser i min krop, er der tildels stadig, jeg føler mig stadig meget brugt. Siden jeg startede på arbejde, synes jeg ikke, at jeg har haft nogle 'rigtige' fridage, i ved dem hvor man absolut intet når på hele dagen, men man er udhvilet og afslappet. Jeg synes der har været noget hele tiden, ikke at det er en dårlig ting, men jeg er altså også stor fan af de dage, hvor man befinder sig på sofaen. Derfor har jeg måtte bide i det sure æble og være en rigtig dårlig veninde. Jeg havde en aftale med en veninde i dag, og en anden veninde imorgen aften - begge aftaler har jeg aflyst, for jeg er nødt til, bare at være mig selv. Jeg er nødt til at få helt styr og ro på mig selv, så jeg ikke pludselig går helt ned. Undskyld, piger!
Imorgen skal Kommende husbond til skriftlig eksamen, derefter har han og dem fra hans klasse sommerferie. Det skal de fejre med en tur i biffen og ud at spise. Jeg må indrømme at det passer mig rigtig godt at skulle være alene hjemme. De 2 fridage jeg går i møde nu, skal stå i MIT tegn, jeg er nødt til at være utrolig egoistisk og sige, at det er MIG det gælder, og kun MIG.

Kommende husbond og jeg var faktisk på en meget kort picnic-tur. Han havde smurt sandwich og havde taget et tæppe med. Vi satte os på en grøn plet nede ved Odense Å, nede bag en stor væltet træstamme. Det var rigtigt hyggeligt, men desværre kun for en kort stund, for solen forsvandt hurtigt og græsset var vådt. Da vi kom hjem, havde han endnu en overraskelse til mig. 9 MEGET langstilkede lyserøde gerbera'er. (Der skulle have været 10, men blomstermanden må have glemt en)