Og der var 1... 2... 3... 4... ildere!

Som før omtalt har vi jo 4 fantastiske totter (ildere) herhjemme. Vi har efterhånden haft ildere i et par år nu. Fascinationen af det lille elskelige dyr startede for nogle år siden, da min veninde fik en fantastisk lille ilder ved navn Anubis. Åh, han var bare så skøn! Man kunne ikke andet end at holde af ham. Jeg faldt pladask for den lille gut fra første minut, jeg mødte ham. Han havde et blidt og dejligt sind - og han ELSKEDE at putte. Han kunne finde på at komme og lægge sig i ens skød og kigge på en, på en måde som kun Lillemanden kunne, "hvaa... Skulle du ikke lige nusse lidt med mig?" Åh, han var herlig! - Som sagt, blev jeg fuldstændig skudt i den lille mand, og vidste med det samme at sådan en lille lækker størrelse skulle jeg da også have. Jeg tror nu ikke det overraskede min veninde særlig meget, jeg har vidst altid været en "efteraber".
Vi blev hurtige enige om at jeg i hvert fald skulle have en pige, så Lillemanden kunne få sig en kæreste. Oppe i Frederikshavn sad så en lille yndig pige ved navn Lady. Lady havde haft et par forskellige hjem, og var endnu en gang kommet tilbage til Pernille i Frederikshavn. Jeg fik hurtig skabt en god kontakt til Pernille og jeg tror hun var vant folk som mig. Jeg var jo ny i "faget" og havde en masse spørgsmål. Vi skrev frem og tilbage, og Pernille var rigtig sød at sende en masse billeder af lille Lady. Lady var på det tidspunkt 2 år og iiihhhh så yndig at se på.
Vi fik hurtigt stablet et besøg på benene. Lady, Pernille og hendes mand skulle komme til Odense og besøge os, så vi lige kunne møde den lille frøken, og se hvordan en ilder egentligt var i virkeligheden. Dagen kom hvor vi fik besøg. Og hold da op! Lady var over ALT i hele lejligheden. Skulle undersøge alt, og ville i hvert fald ikke sidde oppe ved os og blive nusset. Vores nussen, kvitterede hun med et bid. På det besøg fik min kæreste og jeg da indset at ikke alle ildere var som Lillemanden, min veninde havde. Men det fik os dog ikke til at løbe skrigende bort, ved tanken om akulle have hende hjem. Tværtimod. Vi fik mere blod på tanden, og stod det til os, så skulle hun da have været blevet der den dag hvor hun "kun" var på besøg.
Der gik nogle måneder fra besøget til vi fik hende hjem. (Grunden til dette var at vi stod og skulle flytte, men endnu ikke lige havde fundet et nyt sted at flytte hen.) August 2007 - Dagen kom hvor Lady flyttede ind. Åh hun var skøn! Og så lille og fin. Men også en meget bestemt og stædig dame! De første 2-3 uger var hun MIN og kun MIN. Jeg kunne putte, lege og tage hende op uden nogle kvaler. MEN når min kæreste så meget som tænkte på at gøre nogle af de ting, ja så fik han et stempel (læs: han blev bidt, temmelig alvorligt) Lady HADEDE mænd! Hun var tidligere i sit liv blevet behandlet meget dårligt af en mand, og det sad åbenbart stadig fast. Hendes opførsel såede virkelig en masse tvivl i mit lille hoved. - Kunne jeg tillade mig at beholde hende, og på ved at gøre det, så bare være fuldstændig ligeglad med min kærestes store frygt for hende? Da han vidste hvor meget hun betød for mig, fik en god lang snak om Lady og hendes løse tænder. Vi blev enige om at give hende endnu en chance - en periode på 14 dage - gik det stadig ikke, var der ingen forbedring, så måtte hun tilbage. MEN det skete heldigvis ikke. Det var som om hun vidste hvad vi havde snakket om, den lille dame. For hun blev bedre og bedre venner med Jonas. - Og den dag i dag, er det oftest kun ham der dur, hvis hun vil nusses eller putte. Den tossede lille stædige dame blev altså bedste venner med sin nye "madfar" - men det er jo KUN dejligt. Er glad for jeg ikke måtte give hende fra mig igen - OG dette blev jo samtidig starten på vores ilder-vanvid her i hytten.
Da vi havde haft Lady i et par måneder, syntes vi det kunne være hyggeligt med endnu en ilder - en god ven til Lady, som hun kunne putte og lege med når vi ikke lige var hjemme. Så jagten gik endnu engang ind på at finde en ilder-ven til vores lille dame.
I november 2007 fik vi så Coke hjem. Endnu en "genbrugs-ilder". Coke er en han-ilder fra 2005. En "gammelmand" der var og stadig er, noget for sig selv. Coke kan ikke lide alle og enhver. Man skal virkelig arbejde på at få hans respekt. Og imens det står på, så kan han rigtig godt lide at terrorisere folk. Ej, det passer nu ikke helt, for det har taget meget af. Men indimellem driller han en del. Hvis han lige er i humør til det. Herhjemme går han under navnet "gammelmanden" på trods af at han kun er 4 år - det kommer sig af at når Coke render rundt, så trakser han nærmest rundt, og det lyder som om han slæber sin poter hen af gulvet. Og så har han stort set altid et meget "ældre" og træt udtryk i ansigtet.
Coke har, ligesom alle de andre, et dejligt sind og en skøn personlighed. Han kan godt have ligget i buret og sovet i... en 4 timer måske. Og alligevel, så er det første han gør, når de bliver lukket ud i lejligheden, det er enten at komme op og lægge sig i mit skød, eller finde et nyt sted at putte - og SOVE! Syntes altid Coke sover. En ilder sover nu også ret meget ... meeeeen syntes nu det er lidt i overkanten med ham Coke.
Coke og Lady havde deres kontroverser i starten, men det gik egentligt i sig selv, ret hurtigt.
Efter at have fået Coke hjem, syntes vi jo at livet var herligt. Her havde vi to dejlige ildere, en hver at putte med. LYKKEN!
- Men det skulle ikke vare længe før vi fik nys om at, en af Ladys døtre, var kommet tilbage til Pernille i Frederikshavn, og nu manglede et nyt hjem. Lady havde født en kuld hvalpe, et års tid før vi fik hende.
Hera - Ladys datter - manglede nu et hjem, og Pernille kontaktede os og fortalte om Hera og hendes historie. Der skulle lidt overtalelse til, da vi jo syntes at vi havde en perfekt lille "familie", men vi kunne alligevel ikke få tankerne væk fra lille Hera. Så i januar 2008 flyttede Hera ind i vores lille hybel. Vi tænkte, at når Lady og Hera var mor og datter, så ville sammenføringen gå som smurt. HA! Vi lærte vores lektie. De to piger kunne ikke fordrage hinanden. Dagligt var de oppe at slås, skreg og smed en masse stinkbomber. Det er faktisk først fornyeligt at tøserne herhjemme har lært at leve sammen, de putter endda om natten. Det er skønt. Men har dælme taget sin tid. Hera er en skøn "teenager", den mest renlige ilder vi har, hun vasker sig konstant! Selv i søvne! Hun elsker at mysse på os mennesker, OG at stjæle vores sokker. Kan vi ikke finde en sok her i huset, så kan vi med sikkerhed finde den på Heras gemmested under vores seng. Hera har altid været en "alene-ilder". I lang tid efter vi fik hende, gad hun kun os mennesker. På trods af der var to andre ildere at lege med, putte med. Ja, så ville hun kun lege eller putte med os. Og hvis det ikke kunne lade sig gøre, så lå hun og sov for sig selv. Hun er dog blever meget bedre til at lege med de andre og putte med dem. Hvis de andre kommer og lægger sig ved siden af hende, vel at mærke. Man er vel lidt fin på den.
Hera kom og blev dermed vores 3. ilder på et halvt år. Vi sad lidt med tanken om, at vores facsination havde taget bare en smule overhånd. Helt ærligt. At anskaffe sig tre dyr på et halvt år...!! Og der er jo en masse udgifter der følger med. Vi besluttede at Hera altså var den sidste. Vi skulle jo også have noget at leve af, samtidig med at der skulle være til uforudsigelige dyrelægebesøg ect. til dyrene.
Åååh, glæden i at have ildere. Det er simpelthen et fantastisk dyr! Har man en ilder, så er man garanteret et dagligt grin. De er dælme så tossede nogle gange. - Og så har de den skønneste "lyd" - De båtter. Når de er glade og leger. Men OGSÅ når de skælder ud. Altså hvis Coke er utilfreds, så kan han godt rende rundt og "båtte" for sig selv - og skælde ud. Tossede dyr.
Nu skulle man så tro at indlægget ville være slut. Jeg har fortalt om de tre skønne ildere, som var vores max! - meeeen man har et standpunkt til man tager et nyt!
I sommeren 2008 kom der en lille bitte hvalp forbi vores hjem. Aslan hedder han. Aslan skulle vi passe i et døgn, indtil hans nye ejere havde mulighed for at hente ham. Vi sagde straks ja til at passe ham. Sådan en lille gut havde vi jo aldrig haft før. Vores tre andre totter var jo mere eller mindre voksne, da vi havde fået dem hjem. Men her havde vi muligheden for at have en lille hvalp i hænderne. Åååååh, mit hjerte smeltede! Gør det jo for de fleste, når de ser dyre-børn. Aslan var SÅ kær. Så lille, og med de største øjne og den lækreste pels. Han blev passet godt på, for gammelmanden var ikke helt tilfreds med situationen, og hver gang han fik chancen, så tog han Alsan i nakken og løb afsted med ham. Og uvidende om hvad gammelmanden kunne finde på, løb vi jo efter ham og fik taget Aslan fra ham. Jeg tror nu ikke han har ville være ond, han har nok mere ville vise HVEM der egentlig var herren i huset.
Døgnet gik hurtigt og Aslan blev hentet af sine nye ejere. Han var allerede blevet rigtig tryg ved os og vores hjem. Men det var der jo ikke så meget at gøre ved. De første dage efter Aslan var blevet hentet savnede jeg ham som bare pokker! På trods af at jeg altså havde 3 andre ildere. - Så da Aslan desværre ikke kunne blive i sit nye hjem, bød muligheden sig for at vi kunne få ham hjem FOR GOOD. Vi sprang straks til. Uden nogen form for betænkningstid - har vi råd til endnu en - hvordan vil de andre tage imod ham osv. PYT! Vi VILLE have ham hjem. "Hvad du ønsker skal du få" ... En lille måned efter Aslans første besøg hos os, flyttede han ind i flokken.
Aslan som hvalp - åh gud en dejlig lille skabning. Han var UTROLIG "mor"-syg, han ELSKEDE at putte og mysse. Han fulgte os overalt i lejligheden. Lavede vi mad, stod han trofast i køkkenet ved vores side og kiggede op på os. Slangede vi os i sofaen, så kunne vi være sikker på at Aslan kom og og puttede. Nu er Aslan over 1 år. Han bliver 2 til marts, og han er nu voksen. Han følger os stadig i tykt og tyndt. Vi kan gå ude i vores lille gård med ham ved vores side, uden vi behøver at have ham i snor. Han står stadig trofast i køkkenet når vi laver mad, hvis han får lov. MEN så er det også det. Han vil sjældent putte og man skal godt nok være heldig hvis man får et lille kys. Man er jo blevet en voksen mand. Han er stadig lige så skøn. Og har også et dejligt sind. Aslan blev vores 4. ilder - og den kloge læser vil så tænke.. hov! Jeres max var 3 ildere. Og JA! 3 ildere var vores max. Men da chancen for at få Aslan "hjem igen" bød sig, var vi simpelthen NØDT til at tage den. Og vi fortryder INTET! Aslan blev den sidste ilder vi fik. Vi har ikke fået nogen side, og har ingen planer om det. Vi bor på 53 kvm. Og skal der være plads til os, ja så er 4 også et maks. Vi nyder hverdagen med vores 4 tosser med hver deres personligheder. 2 piger og 2 drenge. De er skønne. Der er intet bedre end at have været væk en hel dag, eller bare komme ind til dem om morgenen, og blive mødt af 4 skønne dyr der kæmper om at komme først ud af buret for at hilse på.

NU er jeg vidst færdig med at fortælle om min facsination af dette vidunderlige dyr.
Og jeg tænker tit på, at havde jeg ikke mødt Anubis i sin tid, så havde jeg nok aldrig haft de 4 skønne dyr jeg har idag. Det er alligevel et lidt specielt dyr, som man normalt nok ikke lige vælger som det første, når man vil anskaffe sig et kæledyr.

Så kære skønne Anubis. Lillemanden, som du oftest blev kaldt. TAK for dit altid blide sind. TAK for den positive oplevelse du gav mig, med mit første møde med en ilder.
TAK fordi du var så fandens skøn, at jeg bare var NØDT til at have en kopi af dig. - Som jo så blev til 4.
Du er savnet, du fantastiske Lillemand <3 div="">