08 maj 2014

Som var det i går...

For nogle uger siden, fik jeg besøg af en god gammel veninde. Besøget i sig selv, var egentligt ganske almindeligt - og så alligevel ikke, for der var den lille detalje, at det var 3 år siden jeg sidst havde set hende. For 3 år siden tog hun nemlig valget om af flytte til udlandet, og finde arbejde der. Valget faldt på Cypern, og hun havde det så godt - og travlt der, at hun slet ikke har været hjemme siden hun flyttede. I starten af april bød arbejdet så på en business-tur til Danmark - HURRA!

Vi har skypet og skrevet mens hun har siddet under varmere himmelstrøg, men alligevel gjorde vi os hver især, nogle tanker om hvordan det ville være at ses igen. Meget har jo ændret sig på de tre år, hvis man ser på det store billede - men ser man på os, som veninder, er der ikke en dyt der har ændret sig. Vi er lige så fjollede og useriøse som altid. Vi mødtes på parkeringspladsen ved Super Best, krammede hinanden super hårdt, sagde hej, hun hilste på pigebarnet for første gang, og så gik vi ellers ind og handlede, og sludrede som havde vi set hinanden dagen før. Hjemme underholdt hun barnet med gaver og sang, vi lavede snack-mad og spiste i noget der virkede som evigheder. Barnet blev puttet og vi smed os i sofaen og talte om løst og fast og jokede som vanligt. Larsen kom hjem, der blev hilst, krammet og sludret videre. Det var bare SÅ hyggeligt - og overhovedet ikke med følelsen af, at det var længe siden.
Timerne gik, og hun skulle videre i teksten. Jeg kunne godt have brugt, at en time varede længere end 60 min. den dag, men sådan er det. Det vigtigste er at vi fik set hinanden.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar