Dagplejestart II - reaktionerne

Glæden var stor, da Marie Sofie 'bare sådan' kunne starte i dagpleje uden nogle kvaler, derfor fortalte jeg også glædeligt om det - jeg havde dog i mente, og sagde også til folk, at reaktionerne kunne nå at komme endnu. Og det gjorde de. Eller, det tror vi i hvert fald det var. Måske der også spillede en ting eller to mere ind, men det ved kun pigebarnet, og hun siger jo ikke rigtigt noget endnu.

Mandag gik godt, det samme gjorde tirsdag, onsdag var sådan half'n'half, og torsdag var vidst mere øv end noget andet. Hun havde grædt og grædt, da de havde bevæget sig ud for at gå tur, det samme gjorde det andet barn, og de græd så meget at S besluttede sig for at gå hjem med dem. Tilbage i haven, havde det heller ikke været den helt store succes, og da jeg kom og hentede hende, var det også en sur og ked pige der vågnede fra sin lur. Hun græd og græd, var nærmest helt hysterisk, hvis jeg så meget som tænkte på lige at sætte hende ned. Så vi sagde farvel og god weekend, og så gik jeg med Marie Sofie på armen. Lige så snart vi kom ud på den anden side af lågen, var hun sig selv igen. Hun kom i klapvognen, uden brok, og så kørte vi hjem og holdte lang weekend.

Resten af torsdagen var hun pylret, det samme fredag og lørdag. Jeg måtte ikke gå nogen steder, til trods for at hun kunne se mig, for så stak hun i et hyl. Hendes humør var meget svingende, vi kunne sidde og pjatte det ene øjeblik, og det næste, så var det bare ikke sjovt og så stod den igen på gråd. Så vi sad tæt, det meste af weekenden. I vores lille hyggekrog, vi havde lavet foran sofaen, med dyner og bamser.

Søndag havde Larsen fri, og jeg overlod mand og barn til dem selv for at tage en lyntur til Svendborg, efter en ny cykel. De hyggede sig gevaldigt og puttede også i hyggekrogen. Da jeg kom hjem, begyndte hun igen at pylre - Larsen forsikrede mig om, at der intet havde været mens jeg havde været væk. Jamen, hej hej mor-syge barn.

Sådan gik vores weekend, med pylren og humørsvingninger i børnehøjde. Men vi hyggede da også indimellem. Vejret var varmt, og i går, kom der en 8. tand - så om de to ting, kombineret med den nye hverdag, har haft indflydelse på hendes humør, det vides ikke. Men måske. I hvert fald kunne jeg godt mærke spændingen i maven i går aftes, tankerne fløj omkring, om hvordan det nu ville komme til at gå i dag. Om hun bare ville hade det og vi ikke måtte gå fra hende, eller hvordan. Da vi kom ind, sendte hun S et smil, og vi fik at vide, at nu ville de prøve at gå en tur igen, da Marie Sofie var eneste lille barn, så hun kunne sidde i sin egen vogn, og så ville det andet barn gå ved siden af. 15 minutter, det var hvad vi var der, for så havde pigebarnet vinket et par gange, og så kunne vi jo godt gå, med en god fornemmelse i maven. Der var dog stadig lidt der knugede hos mig, men det forsvandt, da der omkring middagstid, tikkede en besked ind hvor der stod, at Marie Sofie var helt tilbage i sit es, med sit glade og gode humør. Pyyyyyyh! Det var virkelig også en glad og tilfreds pige jeg hentede i dag, som, lige som de første par dage, ikke havde tid til at komme til mig, fordi hun var godt i gang med at lege. Det var dejligt! Nu håber jeg (igen) at det holder ved, om ikke andet, så er der da kun 3 dage i denne uge, hvis nu hun beslutter sig for lige at ændre humør igen. ♥