Pigebarnet og dyrene

Da jeg blev gravid, var der rigtig mange der spurgte ind til om vi så skulle af med dyrene, lidt som om at det var 'normalen'. Rigtig mange gange lød svaret: "Nej, det har vi ikke tænkt os". Nogle kunne så godt finde på at kigge lidt skævt på mig, når svaret kom. De synes måske ikke umiddelbart at de 'farlige' rovdyr med en temmelig speciel odeur, passede særlig godt sammen med en lille baby. Det kunne der måske være noget om, men nu havde vi jo ikke tænkt os at lukke de to drenge og baby inde i et rum sammen og så kunne de passe sig selv. Da jeg jo er allergisk over for rigtig mange ting, var og er muligheden for at Marie Sofie kunne få allergi der jo også, og i den forbindelse havde vi dyrene oppe at vende. Hvor ked af det jeg end ville blive over det, så skulle vi af med dyrene, hvis det viste sig at hun ikke kunne tåle dem, det var aftalen. Hun har dog ikke vist nogle tegn på noget som helst, så vi håber det forbliver sådan og at hun på det punkt udelukkende har sin fars gode gener.

Marie Sofie er nået den alder nu, hvor drengene med sikkerhed, er noget af det sjoveste der findes. Vi har efterhånden et lille aftenritual der hedder sig, at når vi har spist aftensmad, så går jeg ind og lukker drengene ud, og giver dem lidt godbidder på gulvet i stuen. Så kan vi sidde ved spisebordet og se dem spise og trisse rundt og gemme godbidderne. Marie Sofie har en fest, når hun kan sidde i sin stol og kigge ned på dem. Andre gange, så sætter vi os ned på gulvet til dem og ser på dem i babyhøjde. Hun er sammen med dem hver eneste dag (under opsyn selvfølgelig), nogle dage længere tid end andre, der er jo også grænser for hvor meget opmærksomhed drengene gider at have. Vi nusser med dem, taler til dem, og leger med dem. Aslan er efterhånden en gammel dreng, så det er ikke meget han gider lege, faktisk gider han slet ikke, men putte, dét vil han. Alfie derimod, han elsker at lege, og han hopper rundt og tér sig tosset - til STOR fornøjelse for pigebarnet der sidder og skraldgriner, når han hopper rundt på gulvet. Det er så hyggeligt at se hvor utrolig opmærksom hun er på dem, hun kan sidde helt spændt og kigge søgende rundt, når hun kan høre at de render op og ned i buret (som står i soveværelset) - og så kommer den med sikkerhed, "grraa"-lyden, som vidst er Marie Sofie-ordet for "drengene". 

Vi elsker vores drenge - og Marie Sofie, ja, hun er også ret pjattet med dem. ♥