Jeg er her stadig og jeg er i live - eller, i disse dage er jeg nok mere levende død, end noget andet... og jeg sidder faktisk ikke rigtig bag skærmen. Er jeg heldig, kan jeg lige strække mig til at sidde og koble hjernen fra med telefonen i hånden, men så er det også med sovende barn ved min side.
I over en uge, har alt hvad der hed glad, smilende og underholdende barn været droppet, i stedet har vi haft en sur, ked, hysterisk og omklamrende tiger i det lille hjem. Jep, vi er inde i et spring, om man tror på disse spring er underordnet. Kald det tigerspring, udviklings-hop eller noget helt tredje. Lige meget hvad vi kalder det, så er vi inde i en kedelig og trættende periode. De andre spring på det seneste, har vi faktisk ikke mærket det store til. Af samme grund er jeg heller ikke typen der sværger til springene, og går og forbereder mig på at 'nu kommer de' og 'det er kun derfor hun er som hun er lige nu'. Nej, jeg er mere hende der tænker, 'det var lige godt pokkers, så irriterende og utilfreds hun er for tiden' - og så tjekker jeg app'en og finder så oftest ud af, at der er noget om snakken. Lige nu er hun igennem en udvikling og den er saftsusme en strid kælling. Udvikling er en god ting, helt bestemt, en fantastisk ting - men det, den gør ved vores barn, i denne tid, i dette spring, er et helvede uden lige. Jeg forestiller mig at der sker en eller anden form for eksplosion inde i hendes lille hoved, en eksplosion af nye indtryk, tanker, informationer og alt muligt andet, alt i alt en eksplosion af nye ting, hun pludselig skal tage stilling til.
I hendes vågne timer kan hendes glade stunder tælles på én hånd. Hun er ked, lettere irritabel, skide sur, sikkert også frustreret og så er hun omklamrende - som i virkelig omklamrende!
Den anden dag satte jeg hende fra mig, fordi jeg skulle bruge begge hænder til at hjælpe manden med at samle skab, så pigebarnet blev sat mellem mine fødder - men næh nej, det var ikke godt nok, inden hun overhovedet ramte gulvet med sin lille popo, stak hun i et hyl - og så sad hun ellers bare der og skreg, indtil jeg fik hjulpet Larsen færdig, og fik taget hende op igen.
Det er virkelig trættende, når man flere dage i træk, har en så, nærmest ulykkelig, lille pige - og ikke rigtig føler man kan stille noget op, andet end at sidde tæt, hele tiden. Hun er utrolig træt i disse dage også, men det tror jeg pokker, når hun bruger så meget energi og kræfter på at være hysterisk og græde. Hun har det allerbedst når hun lige har sovet, så er der plads til at sidde og lege lidt, nogle gange også alene. Men det er ikke længe. Så vil hun igen bare gerne sidde tæt. I løbet af dagen, kan det godt gå an at sidde tæt med farmand, hvis han er hjemme, men når vi når aftenen og natten, så er det mor og kun mor der dur. I aftes vågnede hun efter hun var kommet i seng. Larsen gik derind, da jeg simpelthen havde brug for bare at sidde og sumpe lidt hen. Hun var rigtig ked af det og han tog hende op og ville sidde med hende, inde på værelset, noget vi altid gør - men i aftes var det noget nær umuligt. Hun skreg, vred sig og ville bestemt ikke putte med sin far. Larsen kaldte mig ind, og jeg tog over. Og bum, så lå hun hos mig, med hovedet på min brystkasse og puttede. Det tog tid, for hun lå og rodede lidt rundt, men hun var stille og havde lukkede øjne. Til sidst faldt hun også i søvn.
Jeg kan ærligt talt godt syntes at det er hårdt, når hun er så morsyg som hun er lige nu. For selvom Larsen er hjemme, så kan han jo ikke aflaste sådan rigtigt, når det eneste pigebarnet vil, er at sidde klistret til mig. Jo, så kan han ordne en masse praktisk, men det får jeg jo ikke et pusterum eller 'alene-tid' af. Så nej, det går heller ikke at ringe til familie, når manden ikke er hjemme og bede dem om at komme og passe et par timer så jeg kan trække vejret igen, i hvert fald ikke når hun er mor-syg. Jeg ser jo heller ingen grund til at hun skal være så ked af det, 'bare fordi' jeg lige trænger til at være mig selv. Så bider jeg det i mig, og ser frem til at dette spring, forhåbentligt snart, er overstået - både for hendes egen skyld, men så sandelig også for min. Hun er altså noget sjovere at være sammen med, når hun er sig selv og i sit es, smilende og glad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar