12 januar 2014

Så gik der tid med det

Glædelig bag-jul og godt nytår!

Sidst jeg var herinde, var før jul, hvor jeg fik lavet nogle planlagte indlæg - dog nåede jeg kun til d. 25. december og så løb jeg tør. Altså tør for blogtid, for så var der en baby der vågnede, tøj der skulle vaskes, gaver der skulle byttes med familie osv. Nu sidder vi så her. Det er søndag, det er den 12. januar og det er alt for længe siden jeg har pippet. Så i dag skulle det være, simpelthen. Larsen har en fridag og imens han underholder pigebarnet, har jeg bedt om blogtid. Er I klar over hvor mange indlæg jeg har til jer? Det er helt kolo-enormt mange! Billedindlæg, sjove indlæg, seriøse indlæg. Om i får dem at se og læse, ja, det er så lige spørgsmålet - for de er alle sammen delvist lagret oppe i hovedet, ikke ét af dem har jeg fået skrevet ned. Og jeg har det desværre med at gå lidt kold, når jeg som nu, endelig får sat mig foran skærmen. Jeg burde skrive dem ned på gammeldags manér, med pen og papir når jeg får ideerne, så de er nemmere at få tastet ind og udgivet. Det må være en form for et nytårsforsæt for bloggen og jeg.

Siden sidst har vi holdt pigebarnets første jul, i Svendborg i selskab med min familie. Brugt juledagene med afslapning på sofaen og nydt at have Larsen hjemme i mere end én dag ad gangen. Fejret nytåret med skøn mad og vin, i gode venners lag. Fejret min mor der lige efter nytår fyldte 50 år. Shoppet en masse udsalg, dog mest hjemme fra sofaen. Fejret Marie Sofies halv-års fødselsdag. Jeg har fået min fødselsdagsgave hjem og så er jeg endelig kommet i gang med Marie Sofies billedbog. Vi har fået nogenlunde styr på pigebarnets værelse, så meget at jeg tænker at vise frem snart og så er vi godt i gang med at finde ud af hvilke større møbler vi skal have anskaffet os, for at få gjort lejligheden helt færdig.

Marie Sofie er begyndt at spise fast føde (hvis man kan kalde grød og mos for fast). Hun har smagt en masse nye ting, bl.a forskellige frugter og makrel i tomat. Hun har knækket koden med hensyn til at vende sig fra ryg til mave, hun pludrer uafbrudt (hvem mon hun har det fra), og så har den første tand vist sig. Hun er også begyndt at sidde mere op i barnevognen når vi er ude at gå og så elsker hun at iagttage ilderne når de trisser rundt i lejligheden.

En lille update herfra med håb om at i alle er kommet godt i gang med 2014 - vi er i hvert fald, og selvom 2013 for mig, rent personligt, bliver svær at slå, så er jeg sikker på at 2014 også bliver et fantastisk år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar