10 juni 2013

Min graviditet


Det kommer ikke bag på jer der har fulgt bloggen noget tid, at min graviditet ikke har været den nemmeste. Her har været en del brok, især i starten - det indrømmer jeg gerne. Det er måske ikke det smarteste at lægge ud med et ekstremt negativt ladet indlæg, når det samtidig er i det indlæg man vælger at offentliggøre graviditeten, men det var den beslutning jeg tog. Det har jeg også hørt for. Men sådan er det - jeg stod, og står stadig, i en helt ny situation som jeg aldrig har prøvet før. Så derfor har der også været mange frustrationer - og med bloggen som mit fristed, så er det også her at det kommer ud.

Jeg har længe gået og overvejet at lave en form for 'opsamling' på min graviditet - ikke så meget for jer læseres skyld, men måske mere for min egen. Spørgsmålet er om det så er noget der skal udgives her. Men måske der sidder en enkel derude, der godt kunne være interesseret.

Da Larsen og jeg besluttede os for at jeg skulle droppe p-pillerne, var det med, nærmest en form for forventning om, at det med at blive gravid nok godt kunne komme til at tage noget tid - især pga. min overvægt. Derfor var planen også at begynde på en helt ny livsstil, en sundere en af slagsen, hvor jeg forhåbentligt kunne tabe en masse, så min krop var 'egnet' til at skulle bære på et barn. Det nåede jeg så ikke lige, der gik nemlig ikke meget mere end et par måneder før jeg åbenbart var blevet gravid - og lad os bare være ærlige, det er ikke ligefrem 40+ kg at man kan nå at smide på den tid. Jeg havde ikke engang nået at vænne mig til tanken om den nye livsstil, for jeg var jo blevet rigtig dårlig - allerede inden vi vidste at det var graviditetens skyld. Så det med den sunde og stramme livsstil blev hurtigt droppet, til fordel for at det jeg havde lyst til og kunne holde nede, det var hvad jeg tillod mig at spise.

De første 13 ugers tid led jeg af ekstrem kvalme, som sagt, faktisk allerede inden vi vidste det var graviditeten det skyldtes. De første uger havde jeg ekstreme mavesmerter, smerter der gjorde at jeg flere gange om natten, faldt sammen hvis jeg havde været oppe og havde voldsomme kramper. Jeg var alt andet end sammenhængende, og kunne ikke overskue noget som helst. Samme dag som jeg var ved læge, med noget helt andet, havde jeg tænkt mig at nævne det for lægen, for der måtte da være noget galt. Men inden jeg overhovedet kom ind til lægen, var jeg forbi sygeplejersken for at få min 2. HPV, og jeg nævnte bare hvordan jeg havde haft det de seneste 14 dage - hun mente vi skulle prøve at teste, nu hvor jeg jo ikke var på pillen. Ja, ja, tænkte jeg. Lad os bare gøre det. Min hjerne sagde mig at når man havde været på p-piller i lige knap 10 år, så skulle alle de stoffer lige ud af kroppen først, desuden var jeg overvægtig, ergo kunne det jo også have en betydning - men næh nej, næsten inden sygeplejersken havde dryppet min sparsomme urin på testen sagde hun, at der - der kom to streger, det var hun sikker på. Hun fik ret - 2 meget tydelige streger. Så var der jo pludselig en lille smule mening med galskaben - noget af det i hvert fald. Lægen kunne ikke give svar på hvorfor jeg krampede osv. men talte med store ord om, at skulle det ske igen, så var det at ringe efter en ambulance. Det er heldigvis ikke sket siden.

Nåh, men som nævnt, hele første trimester var et helvede med ekstrem kvalme og madlede - nogle dage kom det hele op igen, men det var heldigvis ikke så tit. Jeg tabte mig helt vildt, og det var til glæde for den tykke pige i mig - dog gik det til sidst lige stærkt nok. Enden på første trimester kom, og det er ikke engang løgn, når man rundt omkring kan læse at kvalme osv. forsvinder som dug for solen - det skete også hos mig. Dog var jeg begyndt at få ondt i lænden. Et smut til lægen bekræftede mig i mine tanker omkring begyndende bækkenløsning. Hele første trimester var jeg sygemeldt med den invaliderende kvalme, så da den forsvandt glædede jeg mig til at komme tilbage på job, men det skulle så ikke ske. Lægen vurderede at jeg skulle prøve hvor meget jeg kunne holde til, hvor mange vagter jeg ville kunne tage med den begyndende bækkenløsning, chefen var dog ikke af samme holdning. Jeg skulle gå hjem, passe på mig selv og begynde at vænne mig til tanken om at jeg skulle være mor. Bum. Det var måske egentligt meget godt, for siden hen er det jo kun blevet værre med bækken osv. Det resulterede også i en fuld sygemelding fra lægens side - indtil jeg har født. Må jeg lige tilføje at det er noget af en kamel at sluge, når man har vidst man var gravid siden uge 5. Så er en sygemelding en hel graviditet igennem altså voldsomt! Men sådan blev det. 

2. trimester var faktisk ikke så slemt, igen passer det meget godt hvad der står de forskellige steder, at man har det 'lettest' der - det passede i hvert fald på mig. Jo jo, jeg var da stadig plagede af de samme ting, men jeg lærte at begå mig med bækkenløsning og tage mine forholdsregler, og gør man det, så kan man godt fungere. Gennem hele graviditeten og stadigvæk er der dog mange andre gener, store som små.
Styrtende blodnæse, blødende tandkød, ekstremt ømme bryster, kedeligt hår, pubertets-hud, sved-lugten, kropsbehåring de mærkeligste steder, vejrtrækningsbesvær, for ikke at tale om halsbranden - den er næsten den værste i min bog. Okay, væsken i kroppen er heller ikke det sjoveste, ben og fødder er værst ramt - især når det er varmt i vejret - det er de rene betonklodser. Mine hænder er ramt af følelsesforstyrrelser, karpaltunnelsyndrom, som de så fint kalder det. Det var værst i højre hånd i starten, nu er det forsvundet lidt, men tilgengæld er venstre hånd, håndled og faktisk hele underarmen hårdt ramt. Det føltes som en muskel der ikke kan strække sig. Det hele skulle efter sigende forsvinde når man har født - i behøver ikke spørge om jeg glæder mig.

Min overvægt hjælper slet heller ikke på graviditeten. Nu her hvor jeg er 34 uger henne og hvor det hele er vokset, kan jeg godt mærke at muskler, led og hud tager skade. Det bliver tungere og tungere at bære, og så er 6 uger til termin altså lang tid, når man hverken kan vende sig i sengen, bukke sig ned eller bare rejse sig fra sofaen uden det gør ondt minimum 3 steder. Noget af det værste, er de smerter der er kommet til de seneste par dage. De føltes som menstruationssmerter, der hvor man går og venter på at det kommer - på at 'proppen springer' - ja, hvis man ganger det med 5-10 stykker, så er det sådan jeg har haft det de sidste par dage. En konstant murren i underlivet, med en følelse af at jeg snart sprænger, fordi hverken flæsket, musklerne eller huden kan holde til det. Det er næsten ikke til at holde ud. Jeg er godt klar over at jeg ikke er den eneste der oplever at det er tungt, sidst i graviditeten, men hvis man lige lægger mine i forvejen 40+ kg for meget oven i, ja, så er det altså pænt tungt at bære rundt på det hele.

Jeg har taget en beslutning, og ja, den holder ved, selvom den er taget nu hvor jeg føler mig allerdårligst - det skal den! Hvis jeg nogensinde skal være gravid igen, så skal jeg være i form - jeg skal ikke være svært overvægtig. Min krop kan simpelthen ikke holde til at være gravid, og jeg nægter at byde den samme omgang som jeg har været igennem her. Sådan er det bare. Jeg gruer for de sidste uger nu her, for det går stærkt i de dage her, med nye generende ting. Det er en kamp for mig, bare at komme ud af sengen - bare det at stå oprejst i mere end 5 minutter. For at have det nogenlunde skal jeg ligge ned, helst på en af siderne og med en arm over hovedet, så jeg kan få vejret - som sagt, så presser det hele på.

Jeg glæder mig til igen at kunne komme rundt, at kunne klare dagligdagens gøremål. Jeg glæder mig til ikke at have ondt alle steder, og til ikke at skulle planlægge min dag efter hvornår på dagen jeg har færrest smerter. Jeg glæder mig til at kunne komme i gang med det vægttab jeg længe har drømt om, og forhåbentligt komme i meget bedre form. Men mest af alt glæder jeg mig til at møde vores datter - se hende, holde om hende og elske hende ubetinget.

Tak, hvis du læste med så langt.

12 kommentarer:

  1. Kære Lisa
    Gevinsten for dine anstrengelser er lige for næsen (i maven på) af dig. Tillykke med udsigten til at blive mor....og hep-hep i kampen om en toptrimmet livsstil. Tak for dit ærlige indlæg. Hilsen Marlene

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marlene
      TAK for din kommentar - og tak for de heppende ord.
      Jeg glæder mig til det hele - at blive mor og til at komme af med de mange ekstra kilo.

      Kh. Lisa

      Slet
  2. Jeg elsker, at du deler, Lisa - også når det ikke er lyserødt! Og ingen er jo i tvivl om, hvor meget du glæder dig til jeres lille datter, så selvfølgelig skal du ha' lov at sige 'øv', når nu en stor del af det faktisk er pisse øv!! Jeg tæller ned med dig og håber, at tiden går stærkt, så du kan møde din datter og slippe for de fysiske gener:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde E. Jeg har efterhånden lært, at der er en meget hårfin grænse mellem at dele dårlige ting og så at være direkte negativ altid. Nogle slipper godt fra, at skrive sandhederne omkring det at være gravid, have børn osv. uden der bliver sat spørgsmålstegn ved det, imens andre må høre for det. Det må være noget med hvor god man er til at få det skrevet ned, hvor god man er til sarkasme osv.

      Anyways, jeg er glad for at der er nogle der vil læse det, også selvom det ikke er lyserødt.

      Jeg tæller også ned. 6 uger til termin, egentligt ikke længe, men alligevel lang tid, når kroppen svigter. Men hun må nu gerne blive 'bagt færdig' først.

      Kh. Lisa

      Slet
  3. Lige så snart du ligger med din lille nyfødte pige i armene, så glemmer du alle smerterne og besværet omkring graviditeten for så vil du opdage, at det var det hele værd! :)
    Forstår dig dog godt mht overvægt.. Efter jeg havde født Liam var jeg overbevist om, at jeg skulle tabe 20 kg inden jeg skulle være gravid igen, for jeg ville også gerne have en rigtig fin stutmave på en slank krop og en mindre røv - som ikke stak lige så langt ud som den gravide mave.. Men nej det nåede jeg altså ikke ;)
    Jeg hepper på dit vægttab så snart lillepigen er kommet ud og overskuddet er tilbage! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også hvad jeg har hørt - og det er jeg slet heller ikke i tvivl om. For selvfølgelig er det, det værd. Det er bare voldsomt og meget træls, når man står i det.

      Det er nu ikke så meget for den slanke krop med pæn strutmave ved endnu en evt. graviditet, jeg drømmer om - selvom det da ville være fint ;) Det er simpelthen fordi min krop ikke kan bære vægten, det har jeg erfaret denne gang - og hvis jeg skal være gravid igen, så skal jeg have gjort mit ypperste for ikke at byde min krop endnu en omgang som denne.

      Tak - jeg håber det lykkedes mig. På et eller andet tidspunkt.

      Kh. Lisa

      Slet
  4. Det var dog noget af en graviditet du har været igennem! Så er mit slet ingenting! Lidt småkvalme, vand i benene og hænder, men ikke de store besvær. Synes du er enorm sej, og dejligt du snart kan møde din lille datter :-) held og lykke med det sidste lille stykke. Du klare den! Selvfølgelig gør du det :-) knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Kvalme og vand i kroppen kan nu også være slemt - så jeg vil ikke sige at dine gener er 'ingenting'.
      Der hvor jeg rynker på næsen, er når folk kommer og nærmest dikterer for mig, hvor fantastisk en graviditet er. For der er jeg ikke enig, ikke når det kommer til min egen i hvert fald. Hehe.

      Tak for de søde ord - og ja, det varer ikke længe nu. Og tillykke med din graviditet, hvornår har du termin?

      Kh. Lisa

      Slet
  5. Øj det lyder ikke rart :( Håber at ungen snart kommer ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg kunne godt finde ting der var sjovere - der er 6 uger til termin, så hun må gerne lige blive 'bagt færdig'. Men der er ikke længe til.

      Kh. Lisa

      Slet
  6. Uh sikke en tur, men Hey, om 6 uger vil du synes det er det hele værd! :) held og lykke med det :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, helt bestemt - jeg glæder mig også! Tak :)

      Slet