01.50

Tidspunktet for, hvor jeg i nat, liggende i Larsens arme, græd mig selv i søvn... 

De seneste døgn - inde i mit hoved, har ikke været til at holde ud. Tankerne har kørt på højtryk og humøret har slet ikke været til at finde ud af. Alt dette kulminerede i nat, da Larsen og jeg lå og snakkede. Pludselig trillede tårerne og jeg havde svært ved at stoppe igen. Jeg er nervøs for den kommende tid - jeg gruer faktisk for den. Jeg havde en god samtale med lægen i fredags, og jeg gik derfra med et dejligt humør - men det er typisk mig. Lige som jeg tror 'alt er godt', så vender min hjerne sig imod mig og får mig til at være led og ked af alting. Jeg er lidt utryg ved julen i år - stod det til mig, så sprang jeg den over. Jeg kan ganske enkelt ikke overskue dagene. Det er ikke unormalt af folk med depressioner, ikke kan klare at være sammen med andre mennesker, specielt ikke i højtider hvor der er meget fokus på samvær - og jeg er ingen undtagelse. Jeg kan godt klare det, men når jeg har det så skidt som jeg har det for tiden, så skal det være i små doser. Det er jeg nødt til at være ærlig og skrive. Derfor kan jeg godt blive urolig ved tanken om de kommende juledage, hvor jeg skal være sammen med andre, mange dage i træk og være 'på'.
En af de ting, der kan have været medskyldig i mit tankespind i disse dage, er nogle af de ting der blev sagt i et program jeg så i søndags. DR2 sendte dokumentarfilmen "LykkeligUlykkelig" - en film om depression. Noget der satte sig fast i mig, var da en psykiater sagde, at når man havde haft 3 depressioner, så fik man flere resten af livet og de blev oftest værre. Ergo ville han anbefale at man var på antidepressiv resten af livet. Denne gang er min fjerde gang, og de seneste to gange, har været i år. Tankerne kører. Jeg skal højst sandsynligt være på medicin resten af mit liv, for at kunne 'klare' livet. Er det hvad jeg har at se frem til? Jeg prøver at vænne mig til tanken, og indimellem er jeg også helt afklaret med det - men ikke i disse dage. I disse dage føler jeg mig magtesløs, jeg føler at jeg ikke kan gøre noget rigtigt, at det er min skyld at visse ting sker og og og... værst af alt er samvittigheden. Den har det virkelig, virkelig, virkelig dårligt for tiden. Lige så snart jeg tager mig selv i at smile, være glad, føle mig lykkelig, bare i et splitsekund - så overmander samvittigheden mig og siger til mig, at hvis jeg kan have det sådan, så kan jeg ligeså godt arbejde igen og gøre alle de ting, jeg plejer at gøre. Så er der absolut ingen grund til at gå og dase den af herhjemme... Det er ikke til at holde ud. Ofte ville jeg ønske at jeg kunne afmontere min hjerne og lægge den på hylden, når den skal opføre sig dumt og være så utaknemmelig.