19 april 2010

Fint besøg og Dronningens fødselsdag


Torsdag fik vi fint besøg af denne lille fis - og hendes mor.
De havde taget turen hele vejen fra Hillerød, for at besøge os, her i Odense. Det var super hyggeligt, og pludselig en meget anderledes hverdag, at have sådan en lille størrelse på besøg. Vores lejlighed er i forvejen ikke særlig stor, så når der pludselig skal stå en ekstra seng i soveværelset, ja så skal der tænkes... Den kunne heldigvis stå for enden af vores seng, dog kunne Kommende husbond ikke komme til sin computer i det tidsrum hvor Fisen skulle sove. Men det overlevede han nu meget godt. Vores lejlighed er sådan indrettet, at man skal igennem soveværelset for at komme ind i stuen. ALT andet end praktisk når man har besøg af småfolk. Men det gik faktisk overraskende godt. Hun fik sine lure og kom tidligt i seng, og skulle vi til og fra stuen, gik vi selvfølgelig meget stille. For os voksne tøser gik snakken omkring bryllup og om fredagen viste jeg alle de fantastiske butikker der er her i byen frem. Fra min side gik fredagens bytur mest ud på jagten af et par stiletter. Veninden og jeg kom under vores bryllupssnak, ind på, at jeg i hvert fald ikke ville have hvide sko på, det er bare ikke mig. Jeg havde et ønske om at det skulle være et par PANG-FARVEDE stiletter. Veninde, klog som hun er, kom med idéen at de da kunne være blå. Something blue - you know. - Og selvfølgelig skulle de da det. Super god idé! Jagten gik ind på et par blå stiletter, og vi FANDT dem! De kostede 300,- og da mine penge skulle gå til tandlæge, var jeg desværre nødt til at lade dem stå. Men jeg har drømt om dem, og fortalt Kommende husbond om dem. Jeg havde endda taget et billede af dem, da jeg prøvede dem. Kommende husbond og jeg aftalte at jeg kunne købe dem her til lønningsdag, for chancen for at de var der om et år, når brylluppet skal stå, ja, den var jo ikke stor. Men skønne var de.
Fredag var også dagen hvor min bror kom på besøg, så vi har haft hytten fuld. Hvilket har været super skønt. Menuen, med så mange besøgende, bestod fredag af hjemmelavet pizza og pandekager med is. MMmmmm...! Fredag gik selvfølgelig også med at se Dronningens fødselsdag, da Veninde er royalist med stort ROYALIST. Lørdag gik turen atter mod Hillerød, for min kære veninde og den lille fis. Vi var lidt urolige for om de overhovedet kunne komme hjem, med overfyldte toge i denne tid, hvor luftrummet er lukket, men heldigvis for dem, fik de en plads til barnevognen i et lyntog. Det gør altså turen lidt lettere, hvis man kan tage et lyntog. Resten af weekenden stod den på wii, film og alt for mange søde sager sammen med Brormand. Han tog hjem søndag eftermiddag, og derefter var her helt tomt. Kommende husbond sad ved sin computer og jeg indtog sofaen med dyne og fjernbetjening. Senere på aftenen så vi Allstars herhjemme, samtidig med at vi kiggede lidt i Kommende husbonds mikrobiologi-bøger, og søgte på google efter billeder af nogle af de mystiske ord, der står i sådan en bog. Nøj, hvor vi hyggede og havde det sjovt! Elsker de aftener, hvor fjernsynet i virkeligheden bare kunne have været slukket, fordi vi er så langt væk i et eller andet, sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar