Normalt er jeg en meget modig pige, og tager størstedelen af al ting, svære som nemme, i stiv arm. Har absolut intet imod en udfordring.
Jeg har en stor skræk i livet, en skræk som jeg tror jeg deler med flere end lige regnet med. Jeg har tandlægeskræk! Jeg er 22 år, har ikke været til tandlæge de sidste 4-5 år. Sidste besøg ved tandlægen, var det sidste besøg jeg kunne få 'gratis', og det var hos skoletandplejen. Min oplevelse med tandlæger som barn, har bestemt ikke været postitive. Hverken hos skoletandplejen, eller børnetandlægen. Og jeg tror højt og helligt på at det er dét, der skyldtes min skræk. Igår snakkede jeg så med en god veninde om min skræk. Om hvor hysterisk jeg kan blive, bare ved tanken om at skulle besøge en tandlæge. Og hvordan jeg kan bryde ud i gråd, ved at stå i indgangen til en klinik. Det er virkelig slemt. Jeg har det dårligt, bare ved at skrive om det. Det er simpelthen forfærdeligt!
På et tidspunkt spørger min veninde så om hun ikke skal bestille en tid til mig, hos hendes tandlæge. Jeg tror hun har kunne føle at jeg jo egentligt nok gerne, i bund og grund, vil have styr på min angst, og ikke mindst have nogle sunde tænder. Det vil jeg også rigtig gerne. De skal trods alt holde resten af livet, og jeg har jo mange år endnu. Jeg gik straks i "Lisa, 5 år-mode" - naaaah, iiiih, ååååh... Tjjaa, jooo...naaahh. Efter snakken frem og tilbage, med en masse modsigende beslutninger, blev jeg enig med mig selv om at det skulle være op til min veninde at tage den beslutning, om jeg skulle se min frygt i øjnene. Til morgen vågnede jeg så til en besked, om at hun lige skulle have mit cpr.nr. og kort tid efter "Jeg henter dig kl. 11 imorgen" ... (!!!) Spørg liiige om jeg har gået med en kæmpe klump i halsen siden jeg læste den besked. Så i morgen, mine kære læsere, der skal JEG til tandlæge, for første gang i mange år. (HJÆLP!)
Det slår slemt til med gebisset, det ved jeg udemærket godt, har kunne mærke det, de sidste par år. Imorgen står den på tandrensning, røngten og planlægning af det kommende (og lange) forløb. Min trofaste og skønne veninde, har lovet at hente mig, gå med ind og holde mig i hånden. Jeg skal have musik med, så jeg kan høre musik imens de skal rode mig i munden, så alt i alt, kan det vel i virkeligheden ikke blive så slemt igen. Det er jeg i hvert fald nødt til at overbevise mig selv om. Jeg er min veninde DYBT taknemmelig for, at hun vil gøre sådan noget for mig. Det er en meget stor ting for mig, og ikke en "typisk" veninde-ting at gøre. Normalt er det jo shoppeture, middage, byture, osv. der hører sig til en "typisk" veninde-ting, ikke just lige en tandlægetur.
Det hele er så stort for mig, at jeg simpelthen bare var nødt til at lave et indlæg om det. Og det bliver nok ikke det sidste.
Jeg har en stor skræk i livet, en skræk som jeg tror jeg deler med flere end lige regnet med. Jeg har tandlægeskræk! Jeg er 22 år, har ikke været til tandlæge de sidste 4-5 år. Sidste besøg ved tandlægen, var det sidste besøg jeg kunne få 'gratis', og det var hos skoletandplejen. Min oplevelse med tandlæger som barn, har bestemt ikke været postitive. Hverken hos skoletandplejen, eller børnetandlægen. Og jeg tror højt og helligt på at det er dét, der skyldtes min skræk. Igår snakkede jeg så med en god veninde om min skræk. Om hvor hysterisk jeg kan blive, bare ved tanken om at skulle besøge en tandlæge. Og hvordan jeg kan bryde ud i gråd, ved at stå i indgangen til en klinik. Det er virkelig slemt. Jeg har det dårligt, bare ved at skrive om det. Det er simpelthen forfærdeligt!
På et tidspunkt spørger min veninde så om hun ikke skal bestille en tid til mig, hos hendes tandlæge. Jeg tror hun har kunne føle at jeg jo egentligt nok gerne, i bund og grund, vil have styr på min angst, og ikke mindst have nogle sunde tænder. Det vil jeg også rigtig gerne. De skal trods alt holde resten af livet, og jeg har jo mange år endnu. Jeg gik straks i "Lisa, 5 år-mode" - naaaah, iiiih, ååååh... Tjjaa, jooo...naaahh. Efter snakken frem og tilbage, med en masse modsigende beslutninger, blev jeg enig med mig selv om at det skulle være op til min veninde at tage den beslutning, om jeg skulle se min frygt i øjnene. Til morgen vågnede jeg så til en besked, om at hun lige skulle have mit cpr.nr. og kort tid efter "Jeg henter dig kl. 11 imorgen" ... (!!!) Spørg liiige om jeg har gået med en kæmpe klump i halsen siden jeg læste den besked. Så i morgen, mine kære læsere, der skal JEG til tandlæge, for første gang i mange år. (HJÆLP!)
Det slår slemt til med gebisset, det ved jeg udemærket godt, har kunne mærke det, de sidste par år. Imorgen står den på tandrensning, røngten og planlægning af det kommende (og lange) forløb. Min trofaste og skønne veninde, har lovet at hente mig, gå med ind og holde mig i hånden. Jeg skal have musik med, så jeg kan høre musik imens de skal rode mig i munden, så alt i alt, kan det vel i virkeligheden ikke blive så slemt igen. Det er jeg i hvert fald nødt til at overbevise mig selv om. Jeg er min veninde DYBT taknemmelig for, at hun vil gøre sådan noget for mig. Det er en meget stor ting for mig, og ikke en "typisk" veninde-ting at gøre. Normalt er det jo shoppeture, middage, byture, osv. der hører sig til en "typisk" veninde-ting, ikke just lige en tandlægetur.
Det hele er så stort for mig, at jeg simpelthen bare var nødt til at lave et indlæg om det. Og det bliver nok ikke det sidste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar