Dagene går med at arbejde. Arbejde, arbejde, arbejde. Nu har jeg været i mit nye job i en måneds tid, og er ved at være godt inde i det igen. Det er helt rart. Det er en super dejlig afdeling jeg er startet på, med søde, venlige og sjove mennesker at arbejde sammen med. Men jeg er nødt til at være helt ærlig... Det er godt nok hårdt! Ikke arbejdet i sig selv, men det at være i arbejde igen, især efter så lang tid hjemme, som jeg var. Er på - på - på, når jeg er på job, og førhen, så var det første jeg gjorde når jeg kom hjem efter en vagt, at smide mig i sofaen og lade øjnene lukke i - det kan jeg ikke mere. Nu skal jeg, når jeg kommer hjem, være lige så meget på - og være mor. Det er en ting jeg kæmper lidt med, og jeg kan godt mærke at der nok kommer til at gå noget tid endnu, før jeg vænner mig til at være 'en arbejdende mor'.
Jeg har været så privilegeret, at Larsen jo har haft ferie hele den seneste måned, så jeg har kunne koncentrere mig om, at starte på arbejdsmarkedet igen. Han har afleveret og hentet pigebarnet i dagplejen. Hjemme har han sørget for aftensmad og givet mig plads til at være fuldstændig kvæstet efter en vagt. Jeg har selvfølgelig stadig været en del af vores lille familie, og har også taget mig af pigebarnet - det skal ikke lyde som om jeg har 'meldt mig ud'. Det har bare været meget nemmere, at starte job, og lidt mere i orden, lige at glippe med øjnene, når vi har været to hjemme sammen med pigebarnet. Men nu er det slut, hverdagen banker for alvor på, for lige om lidt starter Larsen på job igen, og så er det igen mig der har 'tjansen' - afhentning, aftensmad, putning - og alle de andre praktiske ting - oven i arbejdet. Det bliver vildt. Især fordi pigebarnet lige nu er inde i en periode hvor hun er skide sur og utilfreds, fra vi kommer hjem om eftermiddagen og til der bliver serveret mad. Nogle gange forsætter det endda efter maden også, og indtil hun skal i seng - så er det virkelig man føler glæden ved at have barn - når de eneste timer i døgnet man er sammen, skal gå med surt barn.
Jeg håber det bare er en fase, og at det snart er overstået - eller at jeg i hvert fald får lidt mere overskud inden længe. Men for pokker da, der er jo tusindvis af familier der gør det - er par, får børn, er på barsel og vender tilbage til arbejdet - og klarer den. Så det burde jeg også kunne - det kommer nok med tiden.
Jeg har været så privilegeret, at Larsen jo har haft ferie hele den seneste måned, så jeg har kunne koncentrere mig om, at starte på arbejdsmarkedet igen. Han har afleveret og hentet pigebarnet i dagplejen. Hjemme har han sørget for aftensmad og givet mig plads til at være fuldstændig kvæstet efter en vagt. Jeg har selvfølgelig stadig været en del af vores lille familie, og har også taget mig af pigebarnet - det skal ikke lyde som om jeg har 'meldt mig ud'. Det har bare været meget nemmere, at starte job, og lidt mere i orden, lige at glippe med øjnene, når vi har været to hjemme sammen med pigebarnet. Men nu er det slut, hverdagen banker for alvor på, for lige om lidt starter Larsen på job igen, og så er det igen mig der har 'tjansen' - afhentning, aftensmad, putning - og alle de andre praktiske ting - oven i arbejdet. Det bliver vildt. Især fordi pigebarnet lige nu er inde i en periode hvor hun er skide sur og utilfreds, fra vi kommer hjem om eftermiddagen og til der bliver serveret mad. Nogle gange forsætter det endda efter maden også, og indtil hun skal i seng - så er det virkelig man føler glæden ved at have barn - når de eneste timer i døgnet man er sammen, skal gå med surt barn.
Jeg håber det bare er en fase, og at det snart er overstået - eller at jeg i hvert fald får lidt mere overskud inden længe. Men for pokker da, der er jo tusindvis af familier der gør det - er par, får børn, er på barsel og vender tilbage til arbejdet - og klarer den. Så det burde jeg også kunne - det kommer nok med tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar