15 september 2013

Min fødselsberetning


Der har været lidt efterspørgsel, og jeg har også tænkt tanken - men så er det jo lige det der med at finde tiden til at sætte sig ned og skrive. Jeg har besluttet mig for at dele min fødsel med jer her på bloggen. Her goes.

Torsdag d. 11. juli 2013, har vi fået tid på Svangreklinikken til en igangssættelse. Jeg er 38+2 og da jeg forinden har været indlagt med svangerskabsforgiftning, besluttede lægerne sig for, at nu skulle barnet bare ud. Så vi fik en tid. Kl 7.45 skulle vi gå igennem dørene til Svangreklinikken, og så skulle det hele gå løs.

Hele onsdag har jeg det ad helvede til - jeg prøver at fokusere på en masse andet, bl.a gør vi hele hytten ren og får det sidste klar. Jeg gør også meget i at svare på sms-beskeder. Vi havde nemlig fortalt folk at det endte med en igangssættelse, men kun at det blev i den uge, ikke hvilken dag, det holdt vi for os selv - så folk skrev jo hele tiden, og jeg kan næsten forestille mig hvor ærgerlige de har set ud, når jeg så har svaret på deres beskeder, for så var jeg jo ikke i gang med at føde. Så god til at multitaske er jeg heller ikke. Vi får forårsruller til aftensmad, et kæmpe fad har Larsen lavet, nemt og hurtigt. Jeg spiser 2, det er alt hvad jeg kan få ned. Jeg går derefter i seng. Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal forholde mig til det hele, der er en indre uro - nok nærmere almindelig nervøsitet. Så jeg beslutter mig for at prøve at få en god nats søvn, jeg havde nemlig hørt at det skulle være godt at lade op.

Natten går med at jeg er oppe og tisse hver anden time, lige på slaget. Jeg sover helt ad helvede til, for når jeg endelig er kommet op og ud af sengen, har vaklet på toilet, og kommer ind og får lagt det tunge korpus igen, ja, så skal jeg lige finde den helt rigtige sovestilling, og det kan godt tage tid. For ikke at tale om at jeg nåede at vågne rigtigt hver gang, og at nervøsiteten selvfølgelig stadig var der.

Kl. 6 føler jeg at jeg skal tisse, så jeg gør mig mentalt klar til at tage turen endnu engang. Lige som jeg begynder at gøre tegn til at bevæge mig, lyder der et 'klonk'. Jeg undrede mig. Jeg undrede mig rigtig meget. Det føltes mest af alt som om at hun lå derinde og havde lavet det perfekte spark, lige mod mit bækken. Sådan føltes det, og sådan lød det. Jeg kom ud på toilettet, gjorde hvad jeg skulle og gik tilbage i seng. Men uroen tog over, og jeg blev enig med mig selv om, bare at stå op, tage et dejligt varmt bad, og prøve at gøre mig mentalt klar til hvad dagen skulle byde på.

Ca. kl. 6.30 står jeg ud af badet, jeg har fundet tøj frem og går ind og sætter mig på sengen for at tage det på. Da jeg rejser mig for at trække bukserne op, lyder der et plask(!) - jeg kan ikke holde mig, jeg står og tisser på vores fine nyvaskede gulv i soveværelset! - eller, det TROR jeg i hvert fald er det, der sker. For hvad er sandsynligheden lige for at vandet går af sig selv, en times tid inden man skal ind og sættes i gang? Men det er lige præcis det der er sket. Jeg står bare der og siger 'nej, nej, nej, nej' - Larsen kommer ind til mig og står bare og kigger. Han smiler - jeg kan ikke finde ud af om jeg skal grine eller græde. Godt nok har vi været sammen i over 10 år, men at stå der, uden tøj, mega meget gravid og ikke have styr på sin krop - og dens væsker. Det var det eneste jeg kunne tænke på. Han skal da ikke se mig sådan her! Samtidig kunne jeg intet gøre. Jeg stod bare der. Larsen fandt nogle håndklæder, og jeg satte mig på sengen. Fandt noget nyt tøj, og prøvede at tage det på. Da jeg rejser mig, kommer der endnu en skylle. Hvad sker der lige?! Jeg er sikker på at jeg var blevet inkontinent, for i mit hoved går vandet kun én gang, men her væltede det ud af mig, hver gang jeg havde siddet ned.

Jeg gik fra at være i rigtig god tid, til pludselig at føle mig stresset. Med vandet der gik, kom der også nogle voldsomme sammentrækninger i maven på mig. De var ubehagelige, men dog til at klare, hvis jeg prøvede at fokusere på noget andet - bl.a. at huske at trække vejret, det er altid en god ting. Det lykkedes mig at få tøj på, og Larsen fik ringet efter en taxa. Jeg fik flere af de onde sammentrækninger, men der var ikke så meget at gøre, af sted skulle vi jo. Mig som jo ellers havde haft den her forestilling om at vi da lige skulle nå at tage nogle billeder, sidste morgen inden det gik løs, de sidste mavebilleder. Få os en god snak, pjatte, joke, gøre det som vi er bedst til. Det hele blev glemt, jeg skulle bare ned i den taxa, uden ord. Uden billeder. Taxachaufføren var en ældre herre. En rigtig rar mand. Han spurgte til om det var nu, hvortil Larsen svarede at 'ja, vi skal ind og sættes i gang' - min tanke var, 'jamen, det ER jo i gang' - men jeg sagde ingenting. Jeg sad bare deromme på det store læderbetrukne bagsæde, og koncentrerede mig om, IKKE at gøre hele bilen våd. Tankerne kørte omkring, hvad han dog ville sige til, hvis det igen væltede ud af mig, når jeg rejste mig fra bilen. Hvad ville det ikke også koste? Jeg fik en ve i bilen, lige i et sving ind til sygehuset. Pyyyh. Træk vejret, Lisa. Chaufføren havde faktisk ikke fået at vide hvor vi skulle hen, sådan helt præcis med indgang osv. - men jeg er sikker på han har haft turen en del gange, for da vi kører inde på sygehusets område, siger han til Larsen, at han jo bare gik ud fra at det var der vi skulle hen. Og det var rigtig nok. Jeg sagde ikke et ord på turen, som varede 10 minutters tid. Det lod jeg Larsen om. Da vi ankom, turde jeg næsten ikke stå ud af bilen. Men ud skulle jeg jo. Jeg havde klemt sammen hele vejen, og med god virkning, for der var intet i den fine taxa.

7.40 sidder vi og venter på at komme ind på klinikken. Tankerne kører stadig, men bliver afløst af irritation over at vi ikke bare kan komme ind med det samme. Det var jo kun 5 minutter det drejede sig om. Men okay, ingen vidste at vandet var gået og jeg havde veer. Sygeplejersken kommer ud og henter os. Jeg kender hende fra da jeg var indlagt ugen inden. Det er nu rart med et kendt ansigt. Jeg fortæller at jeg altså tror vandet er gået af sig selv. (Jeg tror stadig ikke helt på, at det var det der skete) Hun siger at det jo bare er perfekt. Jeg prøver at være i mit sjove hjørne, og spørger til om de har sådan en knap der kan sætte det hele i gang hjemmefra og på den naturlige måde, sådan når folk kommer ind og skal sættes i gang. Det har de ikke, men hun giver mig ret i, at det da er sjovt at det lige var samme dag.
Vi bliver fulgt ind på en stue, her skal jeg så ligge indtil det bliver tid til at tage på fødegangen. Vi bliver tilbudt noget at drikke, og imens sygeplejersken henter det, og Larsen også lige er ude, lyder der endnu et plask. Come on! Hvor meget vand kan der være! Så står jeg så der igen - og har ingen kontrol. Sygeplejersken kommer tilbage og kigger på mig med et smil - hun må have set rigtig mange grimasser i sin tid - jeg står bare der og ligner nok et temmelig stort spørgsmålstegn. Jeg spørger - 'hvor mange gange kan det vand gå?' - hun griner lidt og beroliger mig med, at der jo er virkelig meget vand derinde, og at barnet spærre for udvejen, så hver gang barnet rykker sig, så kommer der endnu en skylle. Okay, tak så! Så er jeg da med så langt.

Jeg kommer i noget alt for småt sygehustøj, og bliver hjulpet op og ligge i sengen. Her kommer der så en jordemoder og hilser på og fortæller lidt om det hele, og kobler mig til maskinen, så vi kan få kørt en kurve på barnet. Kurven kører i virkelig lang tid, det føltes som evigheder, men sådan er det jo når pigebarnet bare ligger og sover. Jordemoderen er en sjov dame, smider jokes til højre og venstre og driller helt vildt - men vi kan jo tage det. Jeg synes faktisk bare det var hyggeligt. Hun kommer ind et par gange for at trykke lidt på maven, men ikke om det vil vække pigebarnet - jeg prøver at ligge på siden, det hjælper heller ikke, der forsvinder hun bare helt, så om på ryggen igen. Jeg har veer, og de river godt i hele underlivet. Nu er det bestemt ikke for at lyde hardcore, men der går lang tid før det går op for mig, at det er dét der er veer. Jeg troede i lang tid, at det 'bare' var en murren og at de onde veer kom senere. Hver gang jeg har en sammentrækning, koncentrerer jeg mig om at trække vejret godt, og fokuserer på en af de der vand-sprinkler-dimser i loftet. Det fungerer helt fint for mig. Jeg er jo så åbenbart typen der lukker mig inde i mig selv, når jeg får veer. Frem for at ligge og skrige og vride sig. Men hey, det kan jeg sagtens arbejde med, det er det der virker for mig.

Kl. 9.30 kommer jordemoderen og undersøger mig, og hun kan glædeligt melde at nu vil hun ringe ned på fødegangen, for jeg er allerede 5, måske faktisk 6 cm åben. Så nu skal de tage over dernede. Øh, hva?! Ja, og at det jeg tænker som alm. murren, faktisk er veer - og at jeg desuden klarer det rigtig flot. Øh, en gang til? Hva siger du?! Godt så - jeg er faktisk i fuld gang med alt det der fødsels-noget. Nu går det måske lige stærkt nok - men det gør ingen af os noget. Nu vil vi jo bare gerne snart se pigebarnet.

Kl. 9.45 kommer vi ned på fødegangen. Vi møder vores jordemoder for dagen. Sød og rar kvinde. Virkelig. Veerne tager til og gør også mere og mere ondt. Jeg klarer dem med min vejrtrækning og fokus på en ny dims i loftet. Jordemoderen spørger til om jeg vil have noget smertestillende. Jeg er i tvivl om hun mener epiduralblokaden, eller bare et par panodiler, så jeg kan ikke rigtig give noget svar. Efter en 5-10 minutter, vælger jeg dog alligevel at sige ja tak - men der kan hun så informere om at den egentligt ikke vil gøre nogen gavn, for den vil ikke hjælpe på de presseveer, som langsomt tager til. Så ingen blokade til mig. De måler pigebarnet ved hjælp af en dims de har sat i hovedet på hende. Den dims skal blive siddende, så da jeg skal på toilet, er det med ledninger og en skærm på hjul, med mig. Det går stærkt det hele. Veerne tager til og jeg får pressetrang.

Omkring kl. 12 går det hele i stå. Fuldstændig. Helt og aldeles. Okay, ikke helt, men veerne aftager og de få presseveer jeg får, er ikke lange nok til at jeg kan reagere ordenligt på dem. Jeg får at vide at jeg ikke må presse, når de er så korte, for det vil stresse pigebarnet. Prøv lige at lade være at presse med, når der er en presseve - det er ikke helt let.
Jordemoderen taler med sine kollegaer, og det bliver besluttet at jeg skal have vedrop. Nu går tiden rigtig langsomt - droppet bliver øget og øget i de intervaller det nu må og ikke en dyt sker der. Jo jeg får da veer igen, men stadig ikke noget der kan gøre noget godt for nogen. Men de gør ondt! Jeg kommer ud på gulvet og stå, men det kan jeg ikke holde ud, det gør simpelthen for ondt i mine små fede ben. Jeg prøver også at ligge på knæ på sengen, men det hjalp heller ingen ting - jeg kunne ikke holde ud at ligge sådan i særlig lang tid. Mine ben krampede og knæene gjorde ondt. Tilbage på ryggen med mig.

Omkring kl. 14.30 øges droppet en sidste gang. Nu er der kommet skub i sagerne. Jordemoderen siger at nu skulle jeg altså snart føde, jeg skal have født inden vagtskifte, for hun vil ikke give 'æren' til en anden. De har humor de jordemødre. Jeg spurgte hvornår der var vagtskifte og hun siger 15.30. Det passer mig helt fint, for så har jeg noget at gå efter. Om en time så er hun ude. Det er en aftale. Der bliver taget en blodprøve af lillepigens hoved. Alt ser fint ud. Jeg presser ved presseveerne, og det er hårdt! Larsen holder mit ene ben og en medicinstuderende, der gerne ville se en fødsel, holder det andet, da jeg får lov at presse. Det hjalp mig rigtig meget, for så kunne jeg fokusere på at presse igennem. Presseveerne er der i stor stil, og jeg presser og presser, men der sker stadig ikke det store. Det er lidt som om hun 'smutter tilbage' mellem hver ve. Indimellem får jeg krampe i benene, men så var den medicinstuderende super sød til at give lidt massage.
Efter en halv time bliver der igen taget en blodprøve, og denne er vidst ikke helt tilfredsstillende, for i hvert fald, så vælger de at nu skal der ske noget. Der bliver kaldt en læge og det bliver besluttet at lillepigen skal ud ved hjælp af sugekop. Samtidig er der ved at være vagtskifte, og der er derfor rigtig mange inde på vores stue. Dobbelt op af jordmødre, assistenter og også et par læger. Alle sammen for at hjælpe til.

Lægen forklarer hvordan og hvorledes det kommer til at ske, og hun fortæller at nu vil hun sætte sugekoppen på. Hele vejen igennem har jeg været rolig og nogenlunde fattet. Jeg har da brokket mig lidt, men ikke skregen i vilde sky eller været hysterisk. Under veerne har jeg lukket alt ude, og koncentreret mig om at trække vejret. De minutter her er lidt tågede for mig. Da lægen begynder at 'rode' dernede, gør det ubeskriveligt ondt. Jeg er nødt til bare at give slip, læne mig tilbage, lukke øjnene og skrige. På et splitsekund er smerten væk, og da jeg åbner øjnene ser jeg mit barn - hun er ude. Larsen siger jeg havde det vildeste blik og et mærkeligt ansigtsudtryk, da jeg så hende. Det tror jeg pokker, for jeg var faktisk chokeret. Jeg troede at det var da hun satte sugekoppen på, at det gjorde så forbandet ondt. At hun rodede rundt med begge sine arme helt oppe i mig, men nej. Det viser sig så, at jeg faktisk slet ikke mærkede det som sådan. Fik en presseve, sagde jeg blev nødt til at presse. Pressede og imens hjalp de lillepigen ud - det var dét der var smertehelvedet, og dét der fik mig til at skrige. Derfor så jeg nok temmelig forvirret ud - jeg var slet ikke klar på at det var nu, og at det var derfor det havde gjort ondt.

Kl. 15.21 kom vores datter til verden med hjælp fra sugekop. Stjernekigger og med navlestrengen en gang løst rundt om halsen. Men hun skreg som hun skulle og hun kom op til mig med det samme. Nårh jah, og så nåede vi det jo lige inden vagtskifte. Ha ha. Det første kig på hende, var ikke særlig kønt - helt mast sammen og med fosterfedt på sig. Har nu aldrig syntes at nyfødte var kønne, og det var Marie Sofie altså heller ikke lige da hun kom ud. Men det kom hun hurtig efter, da hun 'rettede' sig ud. 3400 gram og 52 cm lang - vi er blevet forældre til en sund og rask lille pige.

Fødslen gik rigtig godt, hele dagen tog vi det stille og roligt og der var ingen dramatik. Dramaet kom efter fødslen, hvor der var en del bøvl med mig. Jeg tabte meget blod efter fødslen, og måtte en tur på operationsstuen, for lige at blive tjekket. Det var så voldsomt at da det begynder at vælte ud med blod for 3. gang, så vælger jordemoderen at hoppe op i sengen til mig, og sætte sig på mig og holde et fast tryk på min mave, sådan som man ser det i alle de der amerikanske skadestue-serier. Der sad hun så, fra fødestuen og ned til operationsstuen - folk kiggede da også lidt, da vi kom kørende i sengen - meget alvorligt, men alligevel var jeg nødt til at grine lidt. Netop fordi jeg kom til at tænke på dårlige amerikanske serier.

Selvom jeg ikke fik epiduralblokaden, så slap jeg ikke for at blive stukket i ryggen. Nede på operationsstuen skulle jeg nemlig bedøves, og det var med en nål der går længere ind i ryggen end epiduralblokaden. AV siger jeg bare, især fordi hende der stak, vidst ikke helt havde taget på det. Heldigvis tog en mere erfaren herre over og det lykkedes at få gjort mig følelsesløs fra maven og ned. De fandt aldrig ud af hvad der havde skyldtes al den blødning, men det stoppede, og alt så ud som det skulle. Grundet min svangerskabsforgiftning var vi indlagt weekenden over. Heldigvis var Larsen medindlagt, og vi fik enestue. Så det var ikke så slemt.


4 kommentarer:

  1. Åååhr! Bliver helt grebet af stemningen, det må være helt fantastisk! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt du kunne bruge den ;) ha ha.

      Det ER helt fantastisk!

      Slet
  2. Stort tillykke med den smukke lille pige ...!
    Fantastisk beskrivelse af forløbet. Ønsker jer alle tre alt godt!
    *SMIL* fra Lisbet

    SvarSlet