Mr. Groggy Gonzales

Et noget sløvt stinkdyr, der havde smidt en 'bombe' i kassen, blev bragt hjem i eftermiddags - 1 tand fattigere - et skud antibiotika rigere - og med en besked om at gutten bare skulle hjem og sove sin brandert ud. Roger that! Aslan nød solen og vinden i pelsen, på vejen hjem i sin kasse. Dog med en noget hængende mule. Så planen i mit hoved var at jeg ville hjem og bare nyde at putte lidt med ham - udnytte at han stadig var lidt groggy. God plan! Lige indtil vi kom ind, og jeg åbnede transportkassen. Hvad tænkte jeg dog på? Den lille gut, havde jo ikke fået nogle godbidder heeeeele dagen, så han brugte den første halve time, ja, HALVE TIME hjemme, på at tonse rundt om reolen og prøve at komme op på den hylde, hvor godbidde-dåsen står på. Noget han ofte gør, dog ikke i dét lynende tempo, og IKKE ved hjælp af at kravle på mig og springe rundt. Pludselig står han helt stille og stirrer op på hylden... som om at det på mærkværdigvis vil få godbidderne til at vælte ned. Det sker jo altså ikke, og bum... så blev øjnene små, og knæene bløde. Efter en halv times tonsen rundt, overgiver han sig og vælter om af træthed. Her til aften sover han stadig godt - han har været vågen nogle gange, men det er nogle gode lange lure han får sig.

En noget groggy gut.