At overvinde en frygt.

Det der med at have en frygt for noget - og det der med at overvinde den. Det gjorde jeg i dag. Lad mig omformulere: Det blev jeg tvunget til i dag. Hvem stod bag? Det gjorde den 'kære' Larsen da. Da han fortalte hvad jeg skulle i dag, begyndte jeg med det samme at få klamme hænder, kampsvede, få en klump i halsen og en knude i maven, der bare blev strammere og strammere. Jeg kunne ikke engang smile. Ikke særlig praktisk, når vi nu var på vej ned og besøge min familie i Svendborg. Det skulle være en god dag!

Jeg har længe haft en frygt - en frygt for at sætte mig ind bag rattet i en bil og skulle være chauffør. Jeg fik kørekort i januar 2009, som 21-årig. I starten havde jeg det helt fint med at køre. Elskede det ligefrem. Efter vi flyttede ind til centrum, var behovet for at låne bil og komme ud at køre, ikke så stort, som da vi boede 10 km uden for byen. Der gik længere og længere tid imellem jeg kom ud at køre og til sidst fik jeg opbygget en frygt for om jeg overhovedet kunne huske hvordan man gjorde? Der gik et par måneder med denne tanke - men i november sidste år, blev jeg nødt til at tage mig sammen og køre - en veninde havde brug for min hjælp og jeg var den eneste der kunne komme og køre hendes bil for hende. Det gjorde jeg også. Nåede da også at vænne mig til tanken om at køre bil igen, i de dage det stod på. Det blev dog sidste gang i meget lang tid jeg kørte bil. Der gik igen noget tid, hvor behovet for at låne en bil, ikke var der. Jeg har min cykel og den fungerer jeg altså fint med - OGSÅ selvom der skal handles stort ind f.eks. Når vi har skulle noget der har krævet bil, har min frygt for at have glemt hvordan man gør, igen fået overtaget, og det har været Larsen der har kørt. 

Sidst jeg kørte bil, var i november, altså sidste år(?!) I dag besluttede Larsen så, at det skulle være dagen hvor jeg fik min 'ilddåb'. Da vi cyklede ud for at låne svigerfars bil, og vi gik ud af døren, ville Larsen give mig nøglerne - jeg nægtede og det var dér jeg fik det dårligt. Han mente simpelthen jeg skulle se min frygt i øjnene - lige der, lige på det tidspunkt og det sted. Larsen kørte dog til Svendborg, men sagde at det var mig der skulle køre hjem. Puuuh, jeg havde det SÅ skidt! Vi kom ned til min farmor, som vi ville besøge inden vi skulle videre til mine forældre. Jeg tog mig sammen, trak vejret dybt flere gange - og da vi skulle fra farmor, var det mig der satte mig ind bag rattet. Larsen havde nemlig allerede sat sig på passagersædet. Jeg gik helt i panik, kunne ikke engang finde ud af at få bilen til at køre. Lidt flere dybe vejrtrækninger, jeg fandt lidt ro og så lykkedes det. JEG kørte den lille tur fra farmor til mine forældre. Vi kom levende frem - også uden at skade andre. Det var første del af 'ilddåben' - jeg skulle stadig køre turen fra Svendborg til Odense. Der løftede sig dog en trykken fra mit hjerte efter den første lille køretur. Da vi nåede hen på aftenen, var det tid til at komme hjem - jeg havde altså slet ikke lyst til at være chauffør. Jeg satte mig dog alligevel bag rattet. Det småregnede og var mørkt. Det gik faktisk okay. Da vi nåede motorvejen, kom vi ind i det vildeste skybrud jeg nogensinde har kørt i - både som chauffør og passager - jeg kunne intet se! Jeg klamrede mig til rattet, og sad helt oppe i forruden, for at kunne se bare lidt. Jeg sad og brugte meget store ord om hvad jeg syntes om Larsen - og jeg var næsten grædefærdig! Det var der, hvor jeg tror at det gik op for Larsen at, jeg rent faktisk havde det rigtig skidt med at køre - han tilbød at tage over ved næste afkørsel. Men så blev jeg også bare stædig. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at jeg skal have det så dårligt med at køre en bil? Jeg har jo altså det god damn plastik-kort! Jeg var nødt til at klare hele turen - hvilket jeg også gjorde. Men hvor var jeg anspændt. VIRKELIG anspændt. Men jeg klarede den. Jeg fik os hjem i øs-pis-regnvejr med lyn overalt og dårligt udsyn. Men jeg klarede den. Larsen sagde at kunne jeg klare den tur, så kunne jeg klare alt. Jeg klarede den.

Det kom jo hurtigt tilbage til mig, det med at køre bil og var det ikke for det møgvejr, så er jeg faktisk sikker på at jeg ville have nydt at køre bil igen. Jeg overvandt min frygt... for nu. Men åårh, den kommer garanteret igen - frygten for at have glemt hvordan man gør, hvis der går alt for lang tid igen. Larsen har sagt at vi jo bare skal til at skiftes med at køre, når vi låner bil. Det kan jeg jo kun give ham ret i, men alligevel... Idiotisk, det er hvad det er. For jeg kan jo altså godt køre bil. Larsen sagde endda at han synes det var godt kørt i dag. Men aaarrrggghhhhh! Jeg tror desværre der går lang tid før jeg selv tilbyder at køre - så til trods for at jeg virkelig hader Larsen for det, så er den eneste måde der virker, når han kræver at det er mig der kører. Når det så skal være, så er det også ham jeg allerhelst vil have ved min side. Mon den bedste løsning ville være at få en bil selv?