Det at være 'usynlig' syg.

Denne smukke buket, fra i fredags, står stadig smukt i
stuen.

Her har været stille nogle dage, med god grund. Jeg er syg. 'Usynlig syg' - som jeg kalder det. Ser du mig på gaden, kan du ikke se det på mig. Det er ikke en sygdom der er til at føle på, ikke på samme måde som hvis det var et brækket ben. Lægebesøget i fredags bekræftede kun min mistanke - (endnu) en depression. Endnu ikke så voldsomt, som de andre gange - forhåbentligt når det ikke derud. Jeg fik ros, jeg valgte at søge hjælp inden jeg endte helt nede på bunden af hullet, vi tager det i opløbet denne gang. Når jeg skriver 'vi' er det jo fordi, jeg heldigvis ikke er ene om at 'få samlet mig op'. Jeg har nogle gode venner, en dejlig familie og en fantastisk kæreste - de har alle, ligesom jeg selv, været ude for det før, de ved hvad det kræver og hvad der skal til. Tid og forståelse. Det er nøgleordene. Jeg er utrolig heldig, at jeg ikke skal gennemgå endnu en omgang, alene. Mit netværk er guld værd.

Endnu engang må jeg så igennem en periode med medicin. Det er egentligt okay, for jeg ved jo at det på sigt hjælper. Men her i starten har det været hårdt. Jeg har for første gang, på trods af, at det er samme slags medicin, oplevet en masse af de bivirkninger der kan være ved opstarten. De seneste dage har gået med ekstrem kvalme, svimmelhed, kløen, uro i kroppen, uklar tale og en masse andre ting, der mest af alt sagtens kunne være fordi jeg havde taget en masse forkerte stoffer. Kort sagt, jeg følte mig høj! Det var temmelig ubehageligt for mig, men til stor morskab for Larsen, at jeg rendte rundt i en stor tåge. Til den pris jeg måtte give for medicinen, var det da også det mindste, at en af os kunne more sig over det. Som Larsen så fint sagde, da vi var på apoteket, "Ja, det er ikke billigt at være ked af det" - og nej! Det er bestemt ikke billigt. Det er i hvert fald en pris der er til at blive endnu mere deprimeret over. 427,50 kr. var hvad jeg måtte give for 28 piller. Ja, du læste skam rigtigt. Det var en gammel barndomsveninde der stod på apoteket, og hun fik det helt dårligt over at skulle sælge mig dem. Men der var jo ikke rigtigt noget at gøre. Have dem, det skulle jeg. Men jeg må indrømme at jeg da fik følelsen af meget dårlig samvittighed over at være syg, når det skal koste så meget, og vi i forvejen ikke har det vilde at gøre med. Men det skal nok gå, som min kære kæreste er kendt for at sige - og det skal det da også nok. Det skal nok gå.

Det er ikke billigt at skulle medicineres.

Dagene væk fra bloggen, har også gjort at jeg ikke har fået taget dagens billede siden lørdag - egentligt er min mission allerede ødelagt, da jeg jo så ikke får taget et billede hver dag. Men jeg vil nu prøve at forsætte, så må vi se hvor mange billeder det kan blive til.