PiP pip PiP

Et lille pip, skal der lyde herfra. Her er lidt stille indimellem... Jeg har sat alt på standby. Jeg føler mig stresset - og udkørt. Blev udsat for et stort sammenbrud mandag morgen - gråd, angst og liggende i fosterstilling var hvad min mandag gik med. Uden nogen som helst grund. Jeg kan i hvert fald ikke finde den. Kæreste har været hjemme og taget sig af mig de sidste to dage, han er uden tvivl min klippe. Hvordan han kan klare mine nedture, det er mig en gåde. Men hvor er det dejligt at han har overskud nok for os begge. Idag har jeg haft en dag hvor jeg har tænkt meget. Det der har fyldt mest i mine tanker er "Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?!" Hvorfor kan jeg ikke bare være den samme friske, glade og overskuds-agtige veninde/kæreste som jeg altid har været? Jeg må indse at det kan jeg "bare ikke" ... Det kommer til at tage tid. Jeg vil gøre ALT hvad der står i min magt, for at de nedture ikke skal komme til at styre mig og mit liv.