31 januar 2013

Krammebamsen

Som omtalt i forbindelse med indlægget før dette, så ville jeg kigge efter et billede af Aslan fra den gang han var en stor hvalpet fyr - en rigtig krammebamse. Fandt dette billede, hvor man virkelig kan se hans størrelse i de unge år. Det er Aslan der er den store elskelige fyr til venstre. Ved siden af har vi den skønne Gammelmand, med smukke Hera oven over. Aslan er bare en stor hvalp på dette billede, men han var i lang tid den største af dem alle - også efter sine hvalpeår.


Lad mig lige tilføje hvor hårdt det var for Hormonella her, at sidde og kigge gamle billeder af dyrene. Jeg tudbrølede, det ville ingen ende tage. Var nødt til at gå ud og smide koldt vand i ansigtet for at få det til at stoppe - heldigvis var Larsen ikke hjemme til at se mit tuderi. Dog kom han hjem lige efter, og han kiggede på mig én gang - og så tudede jeg igen. Men Larsen sød som altid, han troede det var som det oftest har været, tårer der skyldtes mit savn til dyrene - det sker nemlig, at jeg godt kan blive ked af det af savn, når jeg sidder og kigger tilbage på tiden med dyrene. I den virkelige verden, dér ved spisebordet, var det kun lige en brøkdel, resten har været hormoner der spillede ind. Så samtidig med at jeg sad og ikke kunne styre tårerne for anden gang, ja, så skraldgrinede jeg over hvor meget de hormoner kan overtage - for det er da for skørt altså.

4 kommentarer:

  1. ...og så hopper jeg lige - rigtig træls - forbi og siger, at de hormoner bliver bare *endnu* værre når du har født ;)

    SvarSlet
  2. Ja, det hører jeg. Hmm.. Det ved jeg nu ikke helt hvad jeg synes om. Hehe.

    SvarSlet
  3. Tak Ditte, det har jeg prøvet at fortælle hende... Og så fik jeg bare mugge-smæk! Jeg har ALDRIG, som i A L D R I G!!! grædt over en film før min første graviditet... Bortset fra dødsscenen i Løvernes konge, da min meget lille lillesøster trykkede min hånd helt blå og sad med en enkelt enlig tåre ned ad kinden...
    Nu... efter børn... Jeg vil ikke sige, jeg er en tudemarie... Har aldrig tudet over en tegning, eller et "jeg elsker dig, Mor" (selvom det da kunne være ok-fedt) Men jeg kan godt få tårer i øjnene når jeg ser/læser om børn, der har det rigtig skidt.
    ... Men jeg kan stadig falde i søvn til Criminal Minds efter at massemorderen lige har voldtaget, mishandlet og dræbt ung pige #4 - så værre er det heller ikke! ;-)
    (ok.. set i bakspejlet... er man så en smule psykopatisk, når man IKKE reagerer på det sidste?)
    Kram Lisa... Tud for fanden... Vi ved jo godt du bliver "sådan en slags mor!" :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Iiih du er irriterende Z! - og du er familie, så derfor får du "mugge-smæk" som du så fint kalder det. Men du kan tage det! Ha ha.
      Jeg tager dog det hele lidt roligere nu, hvis det 'bare' omhandler at jeg stadig vil tude over film osv. For det har jeg ALTID gjort. Film, serier, anything. DOG var det ikke så lige på, hårdt og uventet som det er nu. Nu kommer det jo fra en skyfri himmel!
      Som det er nu, så piver/hulker/flæber jeg over film, serier, søde sms-beskeder, gamle billeder - og når tårerne er på vej, så sidder jeg gerne og siger... "ååååh hvor er det latterligt" - "dumt, dumt, dumt" Og så griner Larsen gerne af mig.

      "Sådan en slags mor" ... håber da ikke jeg skal til at tude og hver en lille ting, men ja... du har nok ret ;)

      Slet