30 oktober 2012

En kærlighedshistorie og et busted surprise

På torsdag har Larsen og jeg kysset på hinanden i 10 år - TI ÅR! Det er altså helt godt klaret alligevel. Hvis i spørger mig. Har i hørt historien? Altså, den der historie om at jeg i hvert fald ikke skulle have noget med Larsen at gøre? Kan ikke huske om jeg har delt den med jer, men ellers får i den bare igen. Eller... historie og historie... Larsen startede på efterskolen 3 uger efter alle os andre, og da han blev præsenteret en søndag aften i spisesalen, hvor han stod der i sine hullede shorts, sin grønne Algeriet-trøje og sit alt for store og mærkelige hår - der lød det bare fra mig, at ham der, ham skulle jeg aldrig have noget med at gøre - han var satme for mystisk, da han stod der og vinkede og bukkede for folket. Nårh jah, kom til at mobbe ham lidt en dag, havde hørt rundt omkring at Larsen aldrig ville sige hvor han var fra, han sagde altid kun "17 km fra Odense" - så da min roomie og jeg en dag stødte på ham på skolen, spurgte hun hvor han var fra og inden han nåede at fremstamme noget som helst, fløj det ud af hende den flabede unges kæft (læs: mig) "17 km fra Odense!" Hvis øjne kunne dræbe, så havde jeg nok stadig ligget som et efterhånden temmeligt råddent lig ved dammen på Humble Efterskole. Vi gik dog bare grinende derfra. Det var den eneste gang jeg havde 'talt' med Larsen. Lige indtil en mandag hvor jeg 'lå syg' - og havde travlt med at dekorere vores dør til værelset - som altså blev så fed, at den vandt årets flotteste dør, eller noget i den dur - den dag luskede han rundt på vores gang. Vi begyndte at tale sammen og han underholdt mig imens jeg 'lå syg' hele dagen. På et tidspunkt kom min kære roomie ind på værelset, og vi talte alle tre sammen. Om aftenen sagde jeg til min roomie, at jeg synes han kiggede rigtig meget på hende og at han nok var lidt lun på hende - hun mente det var omvendt - hvilket jeg overhovedet ikke kunne få ind i mit hoved. Så faktisk, husker du kære roomie, faktisk, så væddede vi om hvem der 'fik' ham. Kan ikke mindes hvad vi væddede om, men kan vidst roligt sige at hun fik ret. De efterfølgende dage var Larsen og jeg rigtig meget sammen. En af drengene på skolen, synes vi var så meget sammen at han om torsdagen spurgte om vi nu var kærester - jeg grinte bare og sagde nej, men jeg har aldrig fundet ud af hvilket blik Larsen sendte ham, for ham gutten gik derfra grinende og med et hemmelighedsfuldt blik i øjnene. Da vi skulle hjem på weekend om fredagen, sad jeg sammen med Larsen i bussen. Vores veje skiltes på stationen i Svendborg, hvor jeg skulle hjem og han skulle videre med toget. Og lige der, på 3. trin i den tunnel der ikke findes mere, under togskinnerne på Svendborg Station, lige der kyssede vi for første gang. Den dag var fredag d. 1. november 2002 og vi har været sammen lige siden.

På torsdag kan vi så fejre vores 10 årsdag. Larsen var (ja, var, men det kommer) jo i arbejdspraktik på en restaurant her i byen, og planen var at han altså også skulle arbejde torsdag. Hvilket også var helt fint med mig. Jeg fik virkelig sat min hjerne på overarbejde for at finde ud af hvordan og hvorledes vi kunne fejre dagen sammen, bare en lille smule, evt. med noget lækkert morgenmad inden han skulle møde. Kom så på idéen om at kontakte hans chef og høre om jeg evt. kunne komme op og overraske ham, sådan lige inden lukketid, og at jeg så kunne købe et glas bobler til os, som vi kunne nyde over levende lys imens vi kiggede hinanden dybt i øjnene. Den var hun heldigvis med på, faktisk så tilbød hun at vi også kunne få de retter vi havde lyst til. Så efter skriven frem og tilbage, så endte det ud med at jeg bare skulle stille oppe på restauranten kl. 19 på torsdag og lige 'låne' Larsen - vi skulle så sætte os i restauranten og så ville vi få serveret bobler og 6 retter. Det var simpelthen så flot en gestus, jeg var helt i chok da hun tilbød det. Men sagde selvfølgelig ja tak, da det kunne være den fedeste overraskelse til min kære kæreste. Så var det på plads, det eneste jeg skulle nu, var at holde min kæft over for Larsen. Hvilket også er gået meget godt. Selvom det pludselig blev ret svært. Især da han i onsdags kom hjem og fortalte at en af kokkene på restauranten havde skaffet ham en elevplads, og at han skulle starte sin prøvetid på det nye sted allerede mandag (altså i går) - jeg gjorde mit bedste for at prøve at overtale ham om at bede om en uge ekstra på det tidligere sted, men han sagde at den nye chef altså gerne ville have ham til at starte mandag. Så det gjorde han, han startede på det andet sted i går, og går alt godt og kemien er der, så har Larsen sig en elevplads fra 1. dec. YaY! - Men altså også et lillebitte øv, for nu røg min surprise i vasken. Da Larsen kom hjem i går, gav jeg ham min telefon og bad ham om at læse samtalen mellem hans tidligere chef og mig. Han fortrak ikke en mine, fik lidt blanke øjne og kiggede så op på mig. Han var vidst lidt i chok. Og også ked af at det ikke kan lade sig gøre. Det er jeg også. Larsen skal desværre arbejde det nye sted, hele ugen. Så der er ingen chance for at mit arrangement kan fuldføres, desværre. Så min surprise bliver ikke til noget. Fejring på selve dagen, bliver der umiddelbart heller ikke meget af, da han sikkert skal møde tidligt og er sent hjemme. Æv med æv på!
Men HURRA for at Larsen, lige ved og næsten, endelig har fundet et sted der vil have ham som voksenelev. Tænk sig at det næsten, var lige for næsen af ham!



6 kommentarer:

  1. Ih altså, en sød historie!!! Kæmpe tillykke med dagen på torsdag:) Og jeg krydser fingre for Larsen og praktikpladsen!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Elisabeth. Han kom hjem i går og sagde at den nok er på plads. Så det er dejligt.

      Slet
  2. Åhr ØV med overraskelsen, for det var da den bedste måde at fejre det på, men på den anden side....en elevplads er jo heller at kimse af...!
    Stort tillykke til jer to! 10 år er godt gået! :D

    Kh.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rigtig øv! Men nej, det er dejligt med en elevplads. Og tak, søde!

      Slet
  3. Tillykke. :) Det er helt rart at høre sådan en historie med et par, der har holdt sammen længe. Følte, jeg var gået helt af mode (til februar runder HG og jeg de 15 år - føler mig tudsegammel). c",) Det er altid en god historie, når love lasts forever. :) Håber, det bliver en god dag, trods alt.

    http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Line. Ja, dem er der vidst ikke så mange af. Men vi er da stykker indimellem.
      Tillykke med de 15 år til februar - det er da også godt klaret! Og tak, jeg havde en helt perfekt dag - der kommer nok et indlæg om det senere.

      Kh. Lisa

      Slet