14 august 2012

Tiden der ikke ville stå stille

I aftes bad jeg en stille bøn - en stille bøn om at tiden gerne måtte stå stille en dag eller to. Men der var ingen der hørte den. I dag vågnede jeg op til den virkelige verden. Den verden hvor jeg åbenbart skal være sat til med hosten og hakken. Den verden hvor det allerede er blevet tirsdag og hvor Larsen igen måtte afsted. Hvorfor skal 2 dage i godt selskab gå SÅ fandens stærkt? Jeg nåede jo kun lige at vænne mig til tanken om at han var hjemme, inden han skulle afsted igen. Øv bøv!
Nu er jeg så overladt til mig selv. Eller... det lyder så barskt. Men i ved hvad jeg mener!
Jeg har ligget og haft ondt af mig selv hele dagen, det er nemlig det jeg er bedst til. Dog blev lysten til stærk nudelsuppe for stor, og jeg fik proppet mig selv i noget tøj og joskede ud til bussen for at køre op til favorit-nudel-pusheren. Er du gal det er længe siden jeg har kørt i bus, jeg tager somregel kun bussen når jeg skal rejse med tog fra banegården. 22 kr. måtte jeg slippe for at blive kørt omkring 8-ish stoppesteder. Hmm... Helbreddet havde dog ikke holdt til den tur på cyklen, så det blev sådan. Heldigvis kunne jeg da køre hjem på samme billet. Nu har jeg så nudler til den helt store guldmedalje. Forhåbentligt vil de stærke sager gøre bugt med min hosten og hakken.
Jeg har den længste to do liste liggende, for de dage her hvor Larsen ikke er hjemme - men den første ting der skal gøres, er vidst at blive fit for fight igen, så indtil det er klaret, må de andre ting vente. Jeg har ellers mange ting på tapetet. Men lige nu kommer det til at dreje sig om dårligt tv, stærk nudelsuppe og det nye katalog fra IKEA, som jeg med stor hastighed fik bragt inden for mine egne døre, da jeg så det lå i postkurven. (Bare rolig, der var hele 3 stks. så de andre skal nok få, tror dog ikke naboerne er lige så interesseret som jeg er)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar