Drømme

Det der med at drømme ikke? Jeg har det lidt som at skulle vælge mellem pest eller kolera for tiden. Hvis virkeligheden var sådan at jeg rent faktisk selv kunne vælge. Det seneste lange stykke tid - har jeg været vågen op til flere gange om natten, hvor jeg har været nødt til at stå op, for at genfinde bare lidt af trætheden og kunne gå i seng igen. Så har jeg så kunne ligge i flere timer og være vågen. Det har resulteret i mange dage hvor jeg har været fuldstændig ødelagt, fordi jeg så ikke har fået sammenhængende søvn - OG hvor jeg har sovet det meste af dagen, fordi det så først er dér, at jeg har kunne få en sammenhængende søvn. = PEST!
Den seneste uge har jeg så sovet igennem om natten. Ja, lyder som et lille barn. Men det har jeg altså. Helt uden at være vågen og været nødt til at stå op og alt det. Så skulle man mene at alt er i den skønneste orden og at jeg vågner og er veludhvilet om morgenen. MEN nej, jeg har drømt, jeg har drømt virkelig livligt. Faktisk er det slet ikke drømme. Det er de rene mareridt, der huserer i min hjerne om natten - og de er ikke til at vågne fra. = KOLERA!

Jeg tager tit mig selv i at tænke, at nu vil jeg gerne vågne, for nu er det hele for meget og det er så skrækkeligt, at det kun kan være en drøm. Men jeg kan ikke vågne, og jeg drømmer livligt videre. Hvis det så bare var skønne ting, såsom at vinde i lotto eller andre lyserøde ting, jeg drømte om, men nej. Jeg vil ikke uddybe hvad jeg har drømt om her. Det er simpelthen for forfærdeligt. Det har været mareridt omkring at miste dem jeg har tættest, og måden jeg har mistet dem på. Jeg vågner ofte og er badet i sved, nogle gange vågner jeg med et ansigt der er fuldstændig opløst af gråd, uden jeg har lagt mærke til det.

En af de lidt mere "uskyldige" drømme, drømte jeg for et par uger siden. Jeg drømte at jeg var taget hjem til de gamle her til jul, hvor jeg af en eller anden grund blev utrolig uvenner med min mor, og tog hjem til mig selv igen i vrede. Jeg vågnede så fra min søvn, hørte intet fra min mor hele dagen. Hun plejer ellers at sende en sms når hun er på vej hjem fra arbejde, som det mindste. Men intet hørte jeg den dag. Dagen efter, blev jeg faktisk i tvivl hvorvidt om jeg havde været hjemme, og om vi rent faktisk var blevet uvenner. Så jeg ringede til min mor og spurgte om vi havde haft en skænderi, om vi var uvenner. Hun grinte bare af mig og sagde, nej selvfølgelig havde vi ikke det. Nu mobber hun mig så bare med det, og hver gang vi snakker siger hun "Nej, vi er IKKE uvenner". Altså. Men det er forfærdeligt at drømme så livligt, det er udmattende at have mareridt hver eneste nat - det gør nogle gange at jeg slet ikke har lyst til at lægge mig til at sove om natten, fordi jeg næsten ved hvad jeg har i vente. Jeg håber at der snart sker noget nyt på den front, for jeg har bare lyst til at sove igennem om natten uden at skulle være tvunget til at stå op eller have det ene mareridt efter det andet, huserende i min hjerne. Jeg vil bare gerne sove!