Daddy og jeg (svar på en kommentar)

I dag lå denne kommentar til mig på mit billede-indlæg fra i går...

Er simpelthen så nysgerrig.. Så må bare spørge.. Hvor kommer du fra oprindeligt? Du har nemlig en flot lidt mørkglødet farve, så vidt jeg kan se.. Og hvad med din bror?
Håber det er ok jeg spørger:)
P.s hyggelig blog du har:)

Kommentaren er fra en anonym læser, og den fik mig faktisk til at gå rigtig meget i tænkeboks i dag. Spørgsmålet gav mig jo en chance for at komme med et lidt mere dybsindigt indlæg, end bare "hvad jeg har lavet i dag" - men samtidig har jeg været meget i tvivl om jeg nu også ville fortælle 'historien' her. Jeg er kommet frem til at det vil jeg, da det jo er en del af mig, lige så vel som bloggen er blevet det. 

Så kære anonyme læser, her skal du få et svar - for det er nemlig helt ok at du spørger! 

Min bror og jeg har ikke samme far, derfor er der en forskel på vores hudfarver. Det mørke i min hudfarve, som du så rigtigt har set, kommer fra min far - med en dansk mor og en far fra Sri Lanka, så kan det vidst ikke undgås at man kommer til at se lækker solbrun ud hele året. 

Egentligt så er det vel svar nok, men jeg har lyst til at fortælle lidt om min far og jeg - så læs med, hvis i lyster.

Min far kom til Danmark fra Sri Lanka i '85/86, og kort tid efter mødtes han med min mor - i 1987 fik de en skøn lille datter - nemlig mig. (man må gerne være lidt selvglad, må man ikke?) Sådan som jeg mindes det, så var alt jo dejligt da jeg var barn - men det har nok bare været den typiske naivitet som børn kan have. Mine forældre gik i hvert fald hver til sit, da jeg var lige knap 5 år gammel. Men alt forløb som oftest, hver anden weekend hos daddy til sjov, skæg og ballade. Min far fik på et tidspunkt en ny kone, en kvinde fra Sri Lanka. Nogle år efter fik de et par tvillinger - jeg fik søskende. Halvsøskende. En lillebror og en lillesøster. I takt med at jeg blev ældre og at min far fik mere og mere at se til med arbejde og sin 'nye' familie, blev aftalen om besøg hver anden weekend, oftere og oftere udskudt, eller helt aflyst. Fra begge sider. Jo ældre jeg blev, jo sjovere var det altså at være hjemme og overnatte hos legekammerater eller bare være hjemme, fremfor at skulle være hos min far med tvillingerne, hver anden weekend. Misforstå mig ikke, jeg elskede faktisk mine søskende overalt på jorden, da de var små. Et års tid efter tvillingernes ankomst, skulle jeg være storesøster igen - denne gang var det min mor og hendes mand der 'leverede'. Et stks. lillebror - som jeg altså skulle bo sammen med. Endnu en halvbror. Tiden gik - jeg blev ældre, fik andre interesser og min far var ikke ligefrem den der klagede over at jeg ikke kom hver anden weekend. Som tiden gik, så jeg faktisk kun min far, når vi mødtes hos købmanden, eller nede i byen. Ingen besøg - ingen invitationer fra nogle af os. Vi kunne sagtens snakke sammen, som om vi havde det mest normale forhold, og så hinanden hver eneste dag - og oftest, så fik jeg også penge af ham. Hvilket jeg i en alder af 10-12 år jo syntes var helt vildt sejt, når vennerne og jeg stødte på ham nede i byen og jeg fik hele 500 kr.! Når jeg tænker tilbage i dag, så ville jeg helt klart hellere have haft et rigtigt far-datter forhold til min far, frem for hans penge. Sådan var vores forhold i mange år - i mellemtiden fik min far en datter mere, endnu en halvsøster, en jeg aldrig har haft kontakt til. Kontakten stoppede helt, da jeg i starten af 2007, flyttede fra fødebyen og til Odense. Så var muligheden for lige at støde på ham, jo altså ikke så stor. Jeg mener at det har været i 2008, at min mor ringede og fortalte at hun havde mødt min far, og han havde fortalt at hele familien flyttede til England. Han havde fået mit mobilnummer, så han kunne komme i kontakt med mig - men jeg hørte aldrig noget. Kontakten var røget. For et par år siden, var min far pludselig i Danmark igen, han skulle ordne nogle ting, og boede hos en ven, de dage han var her. Han havde været oppe ved min mor og bonusfar, for at få min adresse så han kunne besøge mig. Men det opgav han pga tidsmangel, da han så jeg ikke boede i fødebyen mere. Han ringede dog til mig - og vi snakkede i over en time. Det var meget syrealistisk. Det ene tog det andet, og pludselig sad Larsen og jeg i en bil på vej til Svendborg, for at spise frokost med min far. Jeg var DØDHAMRENDE nervøs! Jeg havde jo ikke set ham i nogle år. Hele eftermiddagen gik fantastisk. Vi snakkede og hyggede os - og det var endnu engang som om vi altid havde haft kontakt. Da vores 'date' skulle til at slutte, spurgte jeg efter en mail-adresse. Han sagde det var nemmere hvis han fik min, så kunne han sende billeder af mine søskende osv. og så fik jeg adressen der. Det samme med telefonnummer og adresse. Han fik alle oplysninger på mig - jeg fik intet på ham. Det er som sagt 2 år siden jeg sidst har set, hørt fra eller talt med min far - jeg har aldrig modtaget et telefonopkald eller en mail med billeder. Intet. Det eneste jeg har på min far, den dag i dag, er hans CPR.nr. - og så ved jeg at han vidst nok bor i London. Intet andet. Jeg aner intet om hvordan han går og har det, om livet er godt ved ham - eller om han nogensinde tænker på mig. I min verden har han åbenbart nok at se til med 'sin familie' - jeg er bare heldig at jeg har min egen fantastiske familie. Min mor, min bonusfar og min halvbror, som jeg har boet sammen med altid - og lige præcis den del gør, at jeg ser ham som MIN BROR - ikke noget halvt, kvart eller usynligt. Men spørger du til mine andre søskende, på min fars side - så er de desværre kun halve. Jeg kender dem ikke længere - kontakten til dem, røg længe før kontakten til min far. Men jeg er kvinde, jeg er Lisa, jeg er mig - jeg KAN simpelthen ikke gå og lade være med at tænke på, om han virkelig er så ligeglad med sin voksne datter - skænker han mig mon nogensinde en tanke? Oftest bliver jeg vred når jeg tænker på om han virkelig er sådan - men samtidig... så er han min far.